Asker Hedegaard Boye anklager i Weekendavisen prøveoversættelserne for at rense Bibelens sprog. Men er det nu også rigtigt?
Hvad er historien?
I Weekendavisens nylige artikel ““I ly for shitstormen” fortsætter journalisten Asker Hedegaard Boye debatten om den nye bibeloversættelse, der ventes færdig i 2036.
Med udgangspunkt i både prøveoversættelserne, teologiske reaktioner og mediernes polemik tegner han et billede af et oversættelsesarbejde, der balancerer mellem faglig nøjagtighed og frygten for at havne i samtidens moralske selvcensur.
Kritikken handler blandt andet om, hvilke ’køn’ der bruges: “Brødre” bliver til “brødre og søstre” og “tilsynsmænd” til “menighedsledere”.
Andet handler om sprogtonen: Udtrykket “det sorte får” bliver til “det mørke får”, hvilket ifølge Boye er ’opdragende sprogrens’ snarere end præcis oversættelse.
Boyes ærinde indkapsles af følgende citat fra artiklen:
*”… faktisk er det vanskeligt at gøre sig fri af tanken om, at man med den nye kommende bibel har ønsket at om ikke at behage tidsånden så i hvert fald at undgå regulære shitstorme og beskyldninger om at kolportere 2.000 år gamle misogyne og racistiske troper."
Hvorfor er det vigtigt?
Det er vigtigt, fordi enhver bibeloversættelse ikke blot er gengivelse — det er fortolkning.
Når politiske, kulturelle og sproglige strømninger påvirker oversættelsen, betyder det, at vi ikke kun taler om at gøre teksten mere forståelig. Vi taler om, hvordan ordvalg kan komme til at forme den teologi, vi læser ud af teksten.
Læs f.eks. den her Det gælder især i spørgsmål om køn, autoritet og magt — temaer, der er dybt forankret i Bibelen, og som i dag er centrum for mange kirkelige og kulturelle samtaler.
Boye peger på risikoen: At oversættelsen bliver så optaget af ikke at fornærme nogen, at den mister Bibelens kantethed som litteratur og teologisk tekst.
Men der er også et andet perspektiv, som Boye ikke får med i sin artikel:
Nogle af ændringerne skyldes sandsynligvis ikke tidsånd, men filologisk viden og opdatering. At “brødre” flere steder bruges som en samlebetegnelse. At udtrykket ’mørke får’ er en mere præcis gengivelse af det hebraiske ord i teksten - konteksten handler om at skelne mellem mørke (helfarvede) og plettede får.
Derfor er udfordringen ikke: “Er den nye oversættelse woke?” Men snarere: ”Hvilke oversættelser gør teksten mere præcis — og hvilke gør den blot mere behagelig?”
Debatten bliver kun mere intens, når vi om noget tid kommer til f.eks. Paulus’ ord om kvinder i 1 Timotheus kap. 2, v. 11-12. Her står oversætterne midt i spændingen mellem tekstens historiske kontekst, dens teologiske vægt og dens nutidige modtagelse.
Hvad betyder det for dig?
Som læser af Bibelen kommer du til at møde en tekst, der på mange måder er velkendt — og alligevel ny. Du vil høre kendte sætninger med en anden klang. Metaforer vil ændre nuance. Stemmer i teksten vil blive tydeligere — eller mere dæmpede. Det kan vække både begejstring og modstand.
Her handler det måske om at ’slå koldt vand i blodet’, når vi læser prøveoversættelser de næste par år. Det kan være, at der er en god og saglig forklaring på et nyt ordvalg, som jeg med nysgerrighed kan nå at opdage, inden jeg som Boye griber pennen og forfatter et harmdirrende indlæg om bibeloversættelsens knæfald for tidsånden.
Det kræver tålmodighed og overbærenhed — både over for oversætterne og for teksten selv. Måske er det netop i friktionen mellem fortidens ord og nutidens sprog, at vi opdager, at Bibelen stadig kan udfordre, provokere og tale ind i vores tid.
