En af dette års helt store overraskelser på filmfronten har været gyserfilmen Obsession, der handler om en ung kvinde, som er dæmonisk besat af – og forelsket i – en jævnaldrende mand. En gyserfilm, som repræsenterer endnu et nybrud i en filmgenre, der konstant formår at udvikle sig selv. 

Denne gang i form af en række purunge YouTubere, der har brugt platformen som kreativ legeplads og springbræt til en reel karriere i filmindustrien. Blandt disse wunderkinds finder vi den 26-årige Curry Barker, der har instrueret netop Obsession, som i denne tid går verden rundt, båret på en bølge af hype, hyldest og næsegrus beundring fra branchen såvel som den menige mand. 

Og det med rette, for det er slet og ret en fænomenal film. Håndværket er sublimt, præmissen er let at gå til, stemningen er visuelt overdådig, og uhyggen er af en kaliber og intensitet, man kun sjældent får lov at opleve. 

Og med alle disse åbenlyst interessante vinkler, både hvad angår filmen selv, men også dens rolle i den samtidige udvikling af genren og industrien, var det så meget desto mere overraskende, at lige netop denne gyserfilm om en besat kvinde fik mig til at tænke på Gud.

Besat af kærlighed

Den unge mand med kælenavnet ”Bear” er lun på sin kollega/veninde Nikki, men har svært ved at tage det næste skridt og spørge hende ud. Da han en dag beslutter sig for at købe en gave til hende for at vinde hendes gunst, falder han over en ”One-Wish-Willow”. En lille æske med en pilegren i bedste spøg-og-skæmt-stil, der kan opfylde et ønske. Han køber den, men glemmer efter en akavet samtale med hende helt at give den til hende. I afmagt bruger han selv grenen, idet han ønsker, at hun vil ”elske ham mere end nogen anden i verden”. 

Hvad herefter følger, er to timer med en af de mest rædselsfulde dæmoniske besættelser, der nogensinde er set på det store lærred.

Bears ønske viser sig nemlig ikke bare at være en uskyldig, rosenrød kærlighedsfortryllelse, men en dæmonisk manifestation af hans desperate ønske. En manifestation, som frarøver Nikki hendes frihed og fængsler hende dybt inde i en afkrog af hendes legeme, hvor alt, hun kan gøre, er at se på, imens hendes nye ”jeg” udlever en besættelse af en kærlighed, hun aldrig selv bad om.

Hvis man ellers ikke på dette tidspunkt i filmen er helt skræmt væk ved tanken om at være frarøvet al personlig agens, er det lige omtrent her, at denne uhyggelige præmis danner grobund for en belejlig, og uden tvivl utiltænkt, refleksion over den ældgamle problematik om Gud og den frie vilje. Men også om, hvordan sameksistensen af det guddommelige og en gudgiven fri vilje er paradoksal – indtil kærligheden træder ind i billedet.

”A hva’?”, tænker du måske, men prøv at lege med.

Den frie vilje

Filmen formår at male så tilpas utydeligt et billede af den unge kvindes tanker og følelser forud for hendes besættelse, at vi som publikum bliver i tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk var lun på manden i forvejen. Man kan ikke undgå at tænke, at hvis blot Bear havde ladet tingene gå deres naturlige gang, kunne et ægte forhold måske rent faktisk have blomstret frem af sig selv. I stedet får vi lov til at se konsekvenserne af en korrumperende magt. 

I sin desperation vælger han sig selv, sine egne behov og sine egne ønsker frem for hende og fjerner dermed muligheden for at lade livet – og kærligheden – gå sin naturlige gang. Noget, der koster Nikki hendes frihed til selv at vælge, og som koster hende både legeme og sjæl.

For nu at vende tilbage til førnævnte spørgsmål om Guds gøren og laden i forhold til os og den frie vilje, kan man – ligesom filmen gør det – sige, at hvis Gud fjernede elementer af vores frie vilje, uanset hvor velmenende intentionerne så i øvrigt måtte være, ville det i virkeligheden begrænse begge parter fra at opleve ægte og ren kærlighed. 

Ligesom Bears ”kærlighed” i Obsession ville også Guds ”kærlighed” komme til udtryk som et behov for absolut kontrol og absolut dominans snarere end det, det rent faktisk er, nemlig et dybfølt ønske om en gensidig relation til og med Ham. Det ville være et spil for galleriet. 

Som et barn med et legetøj.

Ny film, gamle tanker

Med fraværet af den frie vilje er muligheden for selv at vælge kærligheden til – på bedste teologisk-fatalistiske vis – taget fra os. Vi er automatiserede i en kontrolleret eksistens, der, som den besatte unge kvinde, frarøver os vores sjæls og legemes fulde brug. 

Men er vi blot Guds kludedukker? Kan vi forene Guds almagt med menneskets frihed?

Hos den spanske jesuit Luis de Molina fra 1500-tallet finder vi den position, der senere er blevet kendt som molinisme. Molina forsøger at fastholde to ting på én gang: at Gud er alvidende og suveræn, og at mennesket samtidig træffer ægte frie valg. Hans løsning er læren om Guds såkaldte “mellemviden”. Det vil sige, at Gud ikke alene ved, hvad der er muligt, og hvad han selv vil gøre; han ved også, hvad ethvert frit menneske ville vælge i enhver tænkelig situation. Gud kan derfor, ifølge Molina, skabe netop den verden, hvor hans vilje udfoldes gennem menneskers frie valg, uden at han behøver at tvinge disse valg frem. Friheden ophæves altså ikke af Guds viden, fordi Gud ikke bestemmer valget udefra, men kender det som et frit valg.

Et mere nutidigt eksempel er Alvin Plantinga, der på flere måder står i forlængelse af denne type tænkning, men hans hovedbidrag ligger et lidt andet sted. Plantinga er især kendt for sit forsvar for den frie vilje i mødet med det ondes problem. Spørgsmålet er her, hvordan der kan findes ondskab i en verden skabt af en almægtig og algod Gud. Plantingas svar er, at det kan være, at en verden med ægte frie væsner — og dermed mulighed for kærlighed, lydighed og moralsk godhed — er mere værdifuld end en verden uden frihed. Men netop fordi friheden er ægte, kan Gud ikke blot programmere mennesket til altid at vælge det gode uden samtidig at fjerne friheden. Plantinga argumenterer derfor ikke først og fremmest for molinismen som system, men viser, at det ikke er logisk selvmodsigende at tro på både Gud, menneskelig frihed og eksistensen af ondskab.

Hos Boethius fra omkring år 500 finder vi en tredje tilgang. Han forsøger ikke primært at forklare, hvordan Gud styrer verden gennem frie valg, men hvordan Guds viden om fremtiden kan forenes med menneskets frihed. Hvis Gud allerede ved, hvad jeg vil vælge i morgen, kan jeg så virkelig vælge anderledes? Boethius’ svar er, at Gud ikke kender fremtiden på samme måde, som vi gør. Gud befinder sig ikke inde i tiden og ser fremad, men står i evigheden og ser alle tider samlet i ét evigt nu. For Gud er fortid, nutid og fremtid nærværende på én gang. Derfor tvinger Guds viden ikke menneskets valg, ligesom min viden om, at et menneske sidder ned, ikke tvinger vedkommende til at sidde. Gud ved, hvad vi frit vælger, men hans viden er ikke årsagen til, at vi vælger det.

Fælles for Molina, Plantinga og Boethius (og alle de andre, der har kæmpet med denne problemstilling) er ønsket om at fastholde, at Guds alviden og menneskets frihed ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Molina betoner, at Gud ved, hvad frie mennesker ville vælge i enhver mulig situation. Plantinga betoner, at en verden med ægte frihed også indebærer risikoen for ondskab. Boethius betoner, at Gud ikke er bundet af tiden og derfor ikke “forudser” vores valg på en måde, der gør dem ufrie. 

På hver deres måde forsøger de at vise, at kærlighed, ansvar og frihed kun giver mening, hvis mennesket ikke blot er en marionet i Guds hånd.

Jeg skal ikke kunne sige, hvem af dem, der har “mest” ret, men Obsession viser vigtigheden af disse tanker, for ulig Bear, der vægter sine behov og ønsker højere end Nikkis frihed, elsker Gud os så meget, at han giver os muligheden for selv at vælge, mærke og leve i Hans kærlighed — også selv om den mulighed indebærer risikoen for, at vi afviser Ham.

(Hvis du er bange for spoilers, så skal du ikke læse næste afsnit.)

Vil du?

Hen mod slutningen af filmen ser Bear, der efterhånden har indset rædslen, han har trukket ikke bare sig selv, men også Nikki (og os som publikum) igennem, ingen anden udvej end at ofre sig selv for at træde ud af relationen til selvsamme kvinde, han så egoistisk forlangte kærlighed fra. Gud ville gøre, har gjort og gør fortsat det stik modsatte. Da verden veg længere og længere væk fra Ham, ofrede han med sin eneste Søn sig selv for sin relation til os. 

I stedet for en tvungen relation i falsk kærlighed tilbyder Han gennem sin Søn en oprigtig og evig relation gennemsyret af ægte kærlighed. Et offer, som fordrer en stillingtagen. Vil vi leve i en evig kærlighedsrelation til en almægtig skaber, eller vil vi gå vores egne veje? 

Vi er frie til selv at vælge, men Guds kærlighed er den samme, uanset om vi ønsker den eller ej. 

Han spørger nemlig selv:

Vil du?