Okay, indrømmet: Måske er jeg ikke den rigtige til at anmelde Amalie Langballes nye bog ’Nye Dyder’. Jeg har for længst kastet min kærlighed på alt, Amalie skriver. Når hun skriver om Knorr lasagne som klassemarkør, årstidernes skiften eller giver lunkne anmeldelser til Emma Sehested Høeg, så er jeg der, og jeg labber det i mig. 

Amalie er sjov, hun er reflekteret og så er hun ærlig og ikke bange for at sætte sig selv på spil i det, hun skriver. Når jeg læser hendes klummer, anmeldelser eller romaner, så får jeg lyst til at være venner med Amalie – derfor er vi også på fornavn, Amalie og jeg. Så måske er jeg bias. Eller bare målgruppen. I hvert fald er jeg (også) meget begejstret for ’Nye Dyder’.

’Nye Dyder’ er en samtalebog. Ikke mellem Amalie og en anden person, men mellem Amalie og Bibelen. Og som hun selv skriver i forordet, så er den farvet af det liv, hun levede, imens samtalen foregik. Et huskøb og dertilhørende renovering, en syg far og et freelancearbejde, som giver opgaver i bølger og nogle gange for meget til, at hun kunne følge med. 

Det er en samtale om syv begreber, eller dyder om man vil, som Amalie har valgt ud; Lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed. Det er begreber, der har rolle som en slags ’syv ambivalens’ mellem ’de syv dødssynder’ og ’de syv kardinaldyder’. Noget vi har lov til at diskutere, og som Bibelen måske har noget at sige noget til. Begreberne har det til fælles, at Amalie som ung afviste dem som uønskelige for det voksenliv, hun ville forme for sig selv, men som nu alligevel indhenter hende. Og det er simpelthen helt vild spændende læsning.

Det er det, fordi Amalie skriver godt. Hun er sjov, når hun spørger: ”Hvordan skal et menneske undgå at blive røvsygt, når så mange omstændigheder ved at være et moderne menneske er røvsyge?”.^*(side 158)

Man mærker en tydelig nerve, når hun i kapitlet om blødhed, i mødet med Paulus’ breve og hans ord om kærlighed og magtesløshed, sætter ord på, hvordan hendes afdøde mors blødhed, som altid virkede fjern for Amalie, måske faktisk var en kvalitet i mødet med en hård verden, hvor mennesker altid helst skal være på den ”anden side” af krisen, fordi man der altid kan tale nøgternt.

De malende beskrivelser af den verden, der sker omkring hende, imens hun skriver, blander sig også velgørende med hendes refleksioner, og jeg mærker næsten følelsen af at sidde sammenkrummet på knæene, når Amalie skriver om et fugetætningsprojekt i deres nyindkøbte gamle skolehus i Vejby.

Men det er også spændende, fordi Amalie begiver sig ud i den ædle kunst, jeg har øvet mig på, næsten så længe, jeg kan huske; at læse Bibelens tekster, ikke bare som noget, jeg kan applicere på mit eget liv og på verden omkring mig, men også som noget jeg bør applicere. Men Amalie gør det på en anden måde, end jeg er lykkedes med. Måske er det fordi, hun ikke er vokset op i missionshuset, ligesom jeg. Måske er det bare fordi, hun er bedre til at læse tekster. Men der er en umiddelbarhed over hendes læsning, som jeg kunne ønske var min egen:

Af grunde, der forhåbentligt vil blive åbenlyse, har jeg i mine læsninger for det første forsøgt at tage Bibelen på ordet, og for det andet har jeg forsøgt at læse Bibelen, som om den talte direkte til mig. Det er muligt, at mine læsninger derfor både er naive og inderlige, og det byder min forfængelighed imod at risikere at fremstå dumsmart. Når jeg har vurderet, at det trods alt er risikoen værd, så er det, fordi jeg tror på, at mødet mellem lægmand og hellig tekst kan give anledning til nye samtaler.^*(side 8)

Der er på en måde noget rent i hendes møde med de bibelske tekster, som jeg, siden jeg gik i juniorklub, har brugt tid på at fortolke (rigtigt). Jeg oplever en længsel hos Amalie efter at denne bog, som så mange mennesker i den vestlige verden gennem århundreder har fundet mening i, måske også kan give lidt mening, et andet perspektiv på verden omkring os. ”Hvad er det værste, der kan ske?” kan jeg næsten høre hende spørge. Måske ville jeg dumsmart have svaret som teenager: ”JA, at du tolker bibelen forkert?!” Men i dag vil jeg stille mig sammen med Amalie: Hvad er det værste der kan ske? Tja, måske bliver vi ikke klogere. Måske gør vi.

Og jeg synes, at Amalie (og jeg sammen med hende) bliver klogere. Hendes samtale er berigende, fordi de dyder hun undersøger, ikke er ligegyldige for hende, og fordi hun forventer, at Bibelen har noget at sige, men ikke på forhånd har lagt sig fast på, hvad den kommer til at sige. Der er noget på spil, fordi det er livsnære spørgsmål, hun stiller til Bibelen, og fordi hun gavmildt deler ud af det liv, hun lever, mens hun skriver.

Et almindeligt liv, måske endda et banalt hverdagsliv med banale følelser, men ikke desto mindre følelser, som også jeg kender. ”Det er så banalt og så privat ikke rigtigt at kunne lide sig selv”^*(side 90) skriver Amalie. Lige der, hvor vores følelser er både banale og private, og hvor vi ville ønske, at der ikke var noget på spil, pinligt selvbevidste om at det hele er på spil, lader Amalie bibelteksterne tale. Man skulle næsten tro, at hun havde været en tur på pastoralseminariet.

Og hvad finder Amalie så ud af? Jo, at Bibelens tekster er anderledes end de forestillinger, jeg møder i populærkulturen, eller som bliver pushet i mit feed. Der er ikke meget ”du er din egen lykkes smed” eller ”if you can dream, you can do it” i de bibeltekster, der er valgt ud til bogen.

”Det er et mønster, som jeg synes er begyndt at gå igen i de historier, jeg læser i Bibelen. På den ene side er der en ømhed, en eftergivenhed, men på den anden side er der hele tiden den her radikale fordring om mere,” bemærker Amalie halvvejs i bogen. Denne dybe (og måske banale) teologiske erkendelse sætter sig i mig. Jeg ved det jo godt allerede. Men det er som om, at jeg får lov til at opdage det på ny sammen med Amalie.

Jeg bliver mindet om, at et af de steder, hvor jeg får lov til at møde Gud, ofte er i mødet med andre mennesker og gennem deres tolkning af de bibelske tekster. At evangeliet faktisk bliver større og mere tydeligt for mig i et fortolkningsfællesskab. At jeg har brug for, at andre fortolker Bibelen for mig – ligesom andre har brug for, at jeg fortolker Bibelen. 

Det er en grundlæggende erkendelse i bogen. Eller, det er i hvert fald min erkendelse. At vi har brug for hinanden. Ikke bare, når det gælder bibelfortolkning, men i det hele taget. Jeg har brug for de andre. Men de andre har også brug for mig, selv når det kun er mit underskud, jeg kan dele ud af. At vi har brug for den Gud, som Bibelen taler om; en eftergivende Gud. En øm Gud. Ikke bare, når vi fejler eller er i underskud, men for rigtigt at forstå, hvem vi selv er, og hvem de andre er.

”Farens generøsitet må være en pointe i sig selv” skriver Amalie om lignelsen om den fortabte søn. ”Han dømmer ikke sønnen for dennes fejltrin. Der er ingen bitterhed og ingen bedrevidenhed. Blot glæde. På den måde er han ødsel med andet og mere end sine materielle goder: Han er ødsel med sig selv, sin kærlighed og sin tilgivelse”.^*(side 172+173)

Jeg tror, Amalie har ret. Det er en pointe i sig selv – og hvor er jeg glad for, at hun mindede mig om det.