Det har været bemærkelsesværdigt, den pejling mod kristen tro og kristendom, som toneangivende stemmer i den offentlige samtale i de seneste år har vedkendt sig.

Casper Christensens dåb i flertal har vi hørt om, og han har i podcasts og interviews talt om sit møde med Jesus via en genvej gennem mikrodosering. Det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vads nyfundne tro synes at have løbet som et parallelt spor til hans tredje erkendelse om islams tilstedeværelse i Danmark. Og meget tankevækkende ender brødrene Æbeløs bog om opvæksten som homoseksuelle i et missionskfarvet miljø i Eliaskirken på Vesterbro Torv, hvor de ikke kan undsige sig den betydning, troen trods alt har for dem – selvom bogen sådan set tilbyder flere grunde til, at de kunne have lagt den fra sig.

Bemærkelsesværdigt, virkelig, særligt måske for de af os, der endnu husker Anders Fogh Rasmussens bastante udmelding post-9/11 om, at troen hører til i privatlivet. Nu findes den ganske enkelt overalt. Der er podcasts og også vaskeægte radioprogrammer, der omhandler troen, Jesus har fået sin egen brevkasse på P1 (disclaimer: Tekstens forfatter medvirker der i ny og næ), og der rapporteres anekdotisk om yngre menneskers pludselige tilsynekomst på kirkebænkene.

Der er en vis befippelse og skepsis i disse rapporter; enhjørninge findes ikke, og efter årevis af blødt modtaget hån eller ligegyldighed er kirken tilsyneladende ramt af en eller anden udefinerbar coolness, der tiltrækker en befolkningsgruppe, som alle ynder at få i tale.

Stilfærdig "vækkelse"

Det kaldtes for den stille vækkelse i England, og den omdiskuterede undersøgelse fra Bibelselskabet herhjemme havde samme forbløffende udfald: Unge mennesker søger kristendommen og går i kirke. Eller – som det er blevet debatteret i Sempers spalter – de giver i hvert fald udtryk for, at kristendommen er noget, de forholder sig varmt til. Om det er en brik i en performativ identitetsskabelse, eller om det rent faktisk stikker dybere, må tiden vise. Tydeligt synes det dog at være, at ironikergenerationen X’s distancerede og måske endda latterliggørende forhold til ånd og tro er på retur.

Meget stof er anekdotisk. Selv har jeg været præst i et bysogn, hvor antallet af konfirmander, der skulle døbes i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, på få år steg fra en fjerdedel til en tredjedel. Samtidig oplevede vi, at antallet af indmeldelser oversteg antallet af udmeldelser af folkekirken. Når vi stadig endte med et lille årligt nettofald i medlemsprocenten, hang det alene sammen med antallet af mennesker med udenlandsk baggrund, der tog ophold i sognet. Det oplevedes mest papirskismatisk, altså, ikke som sådan noget, der omkalfatrede menighederne fra den ene dag til den anden, men sandt er det jo nok, at de mest blivende forandringer sker stilfærdigt.

Også jeg mødte på Vesterbro unge mennesker, som opsøgte kirken uden at have været inkultureret i den fra barnsben. Én udtrykte det sådan, at den terapi, vedkommende havde gået i i årevis, havde været god, men at ”der er jo mere ved menneskelivet”. Der forekommer mig at være en genopdagelse af menneskets ånd og åndelighed i gang, noget, som undersøgelser om danskernes tro også synes at indikere.

Konsumerismen og materialismen rummer ikke i sig andet end pindebrænde, der ikke kan varme os over længere tid. Vi skal længere ind, ikke i sindet, men ind i den ånd, der giver os mulighed for at forbinde os med den Gud, der er højere end alt andet, og som dog er overalt.

Minikonfirmander og babysalmesang

Jeg kalder udviklingen bemærkelsesværdig, men spørgsmålet er, om det nu i virkeligheden er så underligt. Spørgsmålet må være, om ikke den generation, der nu tilsyneladende (gen)opdager kirken, i virkeligheden dukker op som et resultat af, at folkekirken har udvist rettidig omhu.

Jeg vil pege på to ting, som jeg tror, er med til at åbne kirkens dør for mennesker: En betænkning og en ordning.

I Kirkeministeriets betænkning 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, som udkom i 2006, blev det fastslået, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Dette blev betragtet som et nybrud, for det var første gang, man fra folkekirkens administrative ledelses side satte ord på det, som andre i årevis havde arbejdet på, nemlig at kirken skal drive mission. Mission forstået som opsøgende, modtagerorienteret og målgruppeegnet kommunikation var ikke noget, kirken som sådan havde keret sig voldsomt for. Man havde holdt sine gudstjenester og kirkelige handlinger og måske regnet med, at det kunne man i ro og mag fortsætte med.

Betænkningen udkom og blev udarbejdet i de år, hvor mini- eller juniorkonfirmandordningen havde sine største deltagertal. Minikonfirmandinitiativet blev påbegyndt i 1986, blev permanent etableret i folkekirken i 1994, og siden 2014 har det været obligatorisk for landets menighedsråd at tilbyde et sådant forløb til børn i 3. eller 4. klasse.

Opdagelsen af, at danskerne ikke med selvfølgelighed søger kirken, synes at have været en inspirerende faktor for disse tiltag. Der har været – og er fortsat – et særligt fokus på børnefamilier, og hvordan kirken får dem i tale. I en del af de præstestillinger, der slås op, udtrykkes der et ønske om, at den kommende præst også vil være med til at videreudvikle eller videreføre tilbud rettet mod børn og deres familier. De dage synes at være ovre, hvor præsten kunne forvente at få uanet tid til at fordybe sig i sine tanker i præstegården seks dage om ugen. Nu skal folkekirken nemlig ud i sognet og vise, hvem den er.

Det gør den så på forskellig vis, heldigvis. En af måderne er babysalmesang, som anslået hver fjerde nyfødte danskerfrekventerer – inde i kirkerummet. Tilbuddet findes ifølge en undersøgelse fra FKUV i halvdelen af landets sogne og er dermed et af de fineste eksempler på, at selvom det ikke går stærkt i folkekirken, så kan der dog godt ske en del.

På en måde har folkekirken overhalet missionshusene indenom. Visionen om, at evangeliet også skulle forkyndes for børn, har altid stået stærkt i vækkelses- og missionsbevægelserne. Søndagsskoler har landet over gennem årene været i kontakt med hundredetusinder af børn og deres familier. Her forstod man tidligt, at evangeliet hele tiden trænger til at blive forkyndt for de opblomstrende generationer, og at kirken altid kun er én generation fra at uddø.

Folkekirken har måske i hundrede år haft lidt et had/kærlighedsforhold til disse foretagsomme lægmænd, som i deres frækhed selv læste Bibelen og dermed krabbede sig ind på kirkens lære- og hyrdemonopol, men sandt er det nok, at antallet af mennesker, der ikke ville have hørt evangeliet uden missionshusenes mange frivillige, er umådeligt højt.

Det er, som om kirken – måske lidt sent – har opdaget dette. Og så, heldigvis, taget det til sig og selv ønsket at være kirke for børn og for deres familier.

Derfor kunne man spørge sig, om det, vi i disse år synes at notere, simpelthen er et udtryk for, at folkekirken har vist rettidig omhu. At de mennesker, som i dag er unge og søger kirken, i deres opvækst har mødt den på måder, som tidligere generationer ikke gjorde. Måske var det dem, der som børn gik til babysalmesang, spaghettikirke og juniorkonfirmand, og som nu kender kirken som et trygt hus at komme til.

Og måske kan vi forstå udviklingen sådan, at kirken har kendt sin besøgelsestid ved at række ud og dermed gjort sig kendt hos mennesker, der, når tilværelsens virkelighed skyller ind, vender tilbage til kirken og søger evangeliets trøst og gudstjenestens relative uforanderlighed for at finde den ro og blive tilsagt den fred, som kun kirkens Herre kan give.