For nylig så jeg Biler. Ja, den ikoniske Pixar-børnefilm fra 2006, som jeg ikke har set i i hvert fald 10 år.

Den lå på DR TV, dog kun med dansk dubbing, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn, da jeg er lidt elitær og helst vil se film på originalsprog. Men nu var det engang den version, der var, og som barn var det jo også den dansksprogede version, jeg så – og Jakob Stegelmann, den ikoniske Troldspejlet-vært, der har konsumeret langt mere populærkultur end jeg, og som jeg er lidt fan af, sætter generelt pris på danske dubbinger, så hvorfor skulle jeg ikke kunne det?

Så det var Biler, ikke Cars, jeg så. Med Lynet, ikke Lightning McQueen, og med Bumle, ikke Mater, og med Kølerkildekøbing, ikke Radiator Springs.

Og hvilket gensyn.

Alt for Stempelpokalen

Da man har haft 20 år til at se filmen, tør jeg frimodigt spoile. Kort fortalt handler Biler om den succesfulde racerbil Lynet, hvis store mål og mening i tilværelsen er at vinde Stempelpokalen.

Skulle man tale med Martin Luther, kunne man sige, at Stempelpokalen for Lynet er en afgud, for Stempelpokalen er det, han venter alt godt fra. Man kunne også med Luther sige, at han er definitionen på en synder, for han er så vanvittigt indkroget i sig selv.

Filmen starter med et afgørende løb om Stempelpokalen, hvor Lynet er så arrogant og selvsikker, at han dropper at køre i pitstop. Han har ikke brug for sit team, men kan klare løbet selv – tror han. Netop det valg er imidlertid fatalt, da det resulterer i, at han ikke vinder, men kommer over stregen på akkurat samme tidspunkt som sine to ærkerivaler, den legendariske racerbil Kongen og den evige 2’er, Ronni Ræs. Et nyt, afgørende omløb mellem de tre biler sættes derfor i stævne, og Lynet stiger ombord på sin store røde lastbil, Mack, der skal køre ham til det afgørende omløb. Lynet insisterer på, at Mack skal køre derudaf uden at overholde køre- og hviletider, hvilket resulterer i, at Mack falder i søvn, og at Lynet ved en fejl kommer væk fra Mack og får forvildet sig til den lille by Kølerkildekøbing. Ved en fejl, som ikke kan uddybes her, ender han med at massakrere byens vej fuldstændigt.

Land og by

Kølerkildekøbing var engang en populær by på Route 66, men da man anlagde motorvejen, valgte man at lade den gå udenom Kølerkildekøbing, og det betyder, at den ikke længere får besøg og nærmest er som et hul i jorden. Lynet vil selvfølgelig bare væk derfra så hurtigt som muligt og nå det endelige løb om Stempelpokalen, men som straf for at have smadret vejen dømmes han til at reparere den igen, hvilket – i Lynets optik – tager evigheder.

Lynets møde med Kølerkildekøbing viser på fremragende vis ikke bare nostalgien omkring Route 66, men også den land/by-konflikt og oplevelse af afkobling, som ikke bare er til stede i USA, men også findes i Danmark. Er man i tvivl, kan man fx læse sociologen Johannes Andersens Fra en anden verden. Og sympatien er på landets side, på Kølerkildekøbings side. Kølerkildekøbings indbyggere er blevet glemt, efter man anlagde motorvejen. De har ikke haft besøgende i flere år. Ingen regner dem for noget, eller måske rettere: Ingen ved, at de eksisterer. Det er ikke bare en oplevelse, det er helt reelt.

Undervejs i filmen synges sangen Vores by, der på fin vis fanger oplevelsen af at være overset og afkoblet og samtidig have en villighed til at blive og kæmpe: ”En lukket forretning bli’r til fler’. Pluds’lig er der ingen, der kan bruge os mer’. Vi bli’r, selvom alting lukker ned. For det er vores by, vores kærlighed. Vi bli’r ved. Det er vores by”. 

Biler hylder dem, sociologen David Goodhart kalder somewheres, mennesker – i dette tilfælde biler – der ikke har hjemme overalt, men er bundet til et konkret sted. Det kan godt være, at Kølerkildekøbing er en forladt by. Men det er deres by, så de bliver og føler en forpligtelse over for den.

Behovet for de andre

Kølerkildekøbing består af alle mulige typer. Hippie-Volkswagen-bussen Fillmore. Den Ferrari-elskende Luigi og hans lille hjælper, Guido. Den rustne kranbil Bumle, der nærmest er en slags landsbytosse, og flere andre. De har ikke meget tilfælles, ud over at de alle bor i Kølerkildekøbing, men det er også nok til at binde dem sammen. Den kønne Sally, som Lynet hurtigt får et godt øje til, har givet afkald på sit stressede storbyliv og er tilfældigvis endt i Kølerkildekøbing, og her har hun fundet fællesskab. Den legendariske racerbil Doc Hudson, hvis karriere endte brat, er også endt i Kølerkildekøbing, og her har han fundet fællesskab.

Inspireret af Christian Egander Skov kan man sige, at Biler giver os billeder på, hvad folk og folkelighed er for størrelser. Biler viser den mening, der kan opstå ved at forpligte sig på andre i det nære fællesskab og indgå i et fælles ”vi” med dem, også når man ikke selv har valgt dem.

Det erfarer Lynet også. Som så mange andre gode film er Biler nemlig en coming of age-historie, og Lynet finder ud af, at der findes noget vigtigere i verden end Stempelpokalen og ham selv. Han udvikler venskaber med Sally og Bumle, og han finder ud af, at Doc er en legendarisk racerbil, som han kan lære noget af.

Ja, kort sagt finder han ud af, at han har brug for andre.

Og at de andre faktisk godt kan være nogen, der bor ude i det, man regner for en lille flække, og som man ikke regner for noget særligt. Og han finder ud af, at andre har brug for ham. De andre biler sætter pris på Lynet, og Doc lærer også noget af ham, nemlig at stå ved sin fortid. Biler kan dermed ses som en film, der hævder, at fællesskab med dem, der er anderledes end os, er muligt – og nødvendigt. Også mellem land og by. At det oplevede skel ganske vist kan være stort og reelt, men at det ikke desto mindre er muligt at mødes og lære af hinanden.

Ud af selvkredsen

Filmen ender med det afgørende løb om Stempelpokalen mellem Lynet, Ronni Ræs og Kongen. Vi er så at sige tilbage, hvor vi startede. Men noget er forandret. Lynets team er blevet udvidet, og han ved, at han har brug for dem. Kølerkildekøbings biler er kommet med på teamet, og i et afgørende moment skifter en af dem, Guido, dæk på Lynet så lynende hurtigt, at det afkræver respekt fra alle omkring løbet. Guido viser, at Kølerkildekøbing faktisk godt kan bruges til noget.

Lynet er også blevet en anden.

Ronni Ræs bruger feje metoder, der resulterer i, at Kongen ligger halvsmadret og ikke kan gennemføre løbet. Det ser Lynet, og i stedet for at køre efter Stempelpokalen, som han kunne vinde med god ret, kører han tilbage og skubber Kongen over målstregen. Intet øje tørt. Ronni Ræs vinder, men det er Lynet, og ikke Ronni, der hyldes som løbets egentlige vinder.

Ronni er en spejling af, hvordan Lynet kunne være (for)blevet, hvis han ikke var havnet i Kølerkildekøbing. En bil, der ganske vist vinder alt, men ikke har nogen ære. En bil, der er så indkroget i sig selv, at han ikke har andre end sig selv. En bil, der gør alt for at vinde og derfor i det store og hele ender med at tabe.

Det er nok for meget at kalde Biler en kristen film, men den flugter med et kristent livssyn. Lynets og Ronni Ræs’ besættelse af Stempelpokalen viser på fornem vis det, K. E. Løgstrup kalder forskudt tillid. Tanken om, at hvis jeg bare får eller opnår det her – i dette tilfælde Stempelpokalen – så er min lykke gjort. Noget, der hver gang viser sig at være en illusion. Biler peger på, at det gode liv ikke findes i alt det, vi ønsker at erobre, eller i at blive store og berømte, men i forpligtelsen over for de andre. Biler river os ud af vores selvkreds og peger på, at der er en næste, som har brug for mig, og som jeg har brug for.

Ja, Biler viser, for at tale med skabelsesberetningen, at det simpelthen ikke er godt for mennesker (og biler) at være alene.