Hvad er historien?

Domkirken i Odense beder borgere om at donere gammelt guld – fx smykker, arveguld eller tandguld – til et nyt guldbeslag/spænde til en bispekjole i Odense Domkirke. Den tidligere biskop, Tine Lindhardt, fik nemlig tilpasset bispekjolen på en måde, så den ikke passer til den nuværende biskop, Mads Davidsen. Han har derfor siden sin indsættelse indtil videre brugt en mørnet bispekjole fra 1903.

Initiativtagerne ser det som en måde at skabe stærk symbolik og lokal forankring omkring kirkens liv: at mange menneskers guld bliver en del af kirkens liturgiske liv og bispens embede. Tanken er, at guldet ikke bare er af økonomisk værdi, men også en gave med historie og personlig betydning. Man får mulighed for at “få del i noget større” og bidrage til kirkens liv og symbolik.

Hvorfor er det vigtigt?

Domkirkens invitation har affødt kritik – både i offentligheden generelt og fra kirkelige stemmer. En rød tråd i kritikken er, om det er den rigtige prioritering, og om det harmonerer med kristendommens egen grundtone. Mange reagerer på, at kirken – midt i økonomisk usikre tider og høje guldpriser – beder almindelige mennesker om værdigenstande til noget, der opleves som en luksusgenstand snarere end en nødvendighed.

Kommentarer på Reddit og Facebook kalder det “tonedøvt”, og nogle spørger, hvorfor kirken ikke i stedet samler ind til fattige, hjemløse eller socialt arbejde. En bruger skriver ironisk, at “guldkåben holder i 100 år”, mens mad til fattige kun hjælper én dag – netop for at kritisere prioriteringen.

Kritikken på sociale medier – som bl.a. lyder fra bispekandidat i Aarhus Stift, Thomas Frank – er, at man eventuelt kunne bruge noget af kirkens eget guld, omsmelte gamle patroner eller skære spændet i træ, og at der her var en anledning til tydeligere at pege på det kristne budskab, man risikerer at misse i guldstøjet.

Sognepræst i Odense Domkirke, Nicolai Røge, forsvarer deres initiativ således i en artikel til DR:

“Det her er en gave til fynboerne. Det er noget, der skal bruges af biskoppen forhåbentligt de næste 100 år, og selvfølgelig skal folk have mulighed for at være med i det.”

Spørgsmålet er, om fynboerne også oplever det som en gave at betale med deres guld for et nyt guldbeslag til en biskop i et af verdens rigeste lande – med en af de rigeste kirker. Indtil videre er der ikke mange af de offentlige reaktioner, der peger i den retning. Men det skal dog siges, at folk er begyndt at donere guld – så nogen bidrager altså gerne.

Hvad betyder det?

”Hvorfor mon paven, hvis rigdomme i dag er rigere end de rigeste, ikke hellere bruger sine egne penge end de fattige troendes til at opføre denne ene kirke for Sankt Peter?” skrev Martin Luther for 500 år siden i sin 86. tese. Den protestantiske arv lever tilsyneladende endnu.

Grunden til, at Luther dengang nævnte kirkens rigdomme, og at der bliver rejst kritik i dag, er, at det rammer direkte ind i en større diskussion om, hvad kirken er – og hvad den ikke er.

På den ene side er der en lang tradition for, at kirken bruger materiel skønhed, kunst og kultur til at pege på Guds herlighed. Kirken er en forsmag på himlen – den store, guldbelagte katedral. Kristendommen har altid haft plads til det overdådige: kunst, højtidsfester, glasmosaikker, farver og hellig pragt. Skønheden er ikke bare pynt – den er en del af selve kirkens forkyndelse. Guld i kirken er ikke i sig selv et problem.

På den anden side opstår spørgsmålet: Hvornår bliver det blot et smukt symbol fra traditionen – og hvornår risikerer symbolet at tale imod sit eget budskab? Hvis mennesker ser mere luksus end kærlighed, mere status end tjeneste, så er noget gået galt.

Skønheden må altid bæres af kærligheden. Og så er spørgsmålet, om denne “gave til folket” faktisk er et udtryk for netop den kærlighed.

Et smukt guldspænde kan være et stærkt symbol – men kun hvis det bæres af en kirke, der også bøjer sig for den fattige, den ensomme og den oversete.

For i kirken må korset altid veje tungere end guld.