Det moderne Japanske forfatter ikon Haruki Murakami , har aldrig brudt sig om filmatiseringer af hans romaner, hvorfor de fleste Murakami adapteringer er af hans noveller. I 2018 omsatte sydkoreanske Lee Chang-Dong eksempelvis novellen “Barn Burning” til den fængslende film “Burning”, som i al beskedenhed er blandt 2010’ernes bedste film. Og nu er japanske Ryûsuke Hamaguchi aktuel med næste filmatisering af en Murakami novelle. Denne gang en 30 siders fortælling ved navn “Drive My Car”, fra novellesamlingen “Mænd uden kvinder”. Hvad novellen klarer på 30 sider, formår Hamaguchi at strække til 3 timer. Gudskelov er det 3 eminente og gribende timer, som ikke overraskende har kastet et hav af priser af sig. Senest en Oscar for bedste udenlandske film.

Skuespiller og teaterinstruktør Kafuku (Hidetoshi Nishijima) bor i Tokyo med sin hustru. De to har et forhold, som er både dybt,kærligt og komplekst. Deres fælles sorg over tabet af en datter har ført dem tættere sammen, men også skabt grobund for en voksende apati og konfliktsky livsførelse. Måske netop derfor konfronterer Kafuku heller ikke sin kone med at han kender til hendes utroskab med en yngre skuespiller. I stedet søger han tilflugt i hans elskede røde Saab, hvor han kan øve replikker til hans skuespil, imens han kører hvileløst rundt i Tokyos gader. Det er også imens Kafuku er ude på en af hans køreture, at hans hustru - som er alene hjemme - pludselig får en hjerneblødning og dør.

To år senere hyres Kafuku til at lave en opsætning af Anton Tjekhovs “Onkel Vanja” i Hiroshima, men ønsker ikke at spille titelrollen selv. “Tjekhov er frygtindgydende. Han trækker dit sande jeg frem”, fortæller han og løfter sløret for hans egen vedholdende kamp med at holde styr på en perlerække af uforløste følelser. i stedet går rollen til den selvsamme unge skuespiller, hans hustru to år forinden havde en affære med. Måske i et arrigt forsøg på at gøre livet surt for den unge skuespiller. Måske med et ønske om at fastholde sig selv i den sorg og pine han brænder inde med. Vi ved, som seere, aldrig hvad Kafukus intentioner er, men det er tydeligt at han er tynget af en afgrundsdyb skyldfølelse og sorg. Følelser, der alle spejles mesterligt i den unge chauffør, som teatret hyrer til at køre ham rundt. Den unge Misaka (Tôko Miura) er en fåmælt kvinde hvis køreevner får den røde Saab til at flyde elegant gennem de nordjapanske landskaber. Hun er omtrent lige så knudret og emotionelt indelukket som Kafuku, hvorfor de to ikke overraskende udvikler et smukt venskab.

Gennem hele filmen er det dialogen, eller manglen på samme, der svinger taktstokken. Den sætter tonen, stemningen og følelsen. Trods sine 3 timer er der ikke et overflødigt øjeblik. Samtalen, usagt eller ej, er altid i gang og skubber altid vores karakterer fremad, med en ro og et fokus, som er uforligneligt. Gennem sine visuelle greb og knivskarpe dialog, skaber “Drive My Car” mindelser til blandt andet Ingmar Bergmans “Ved Vejs Ende”, men i særdeleshed også 60’ernes franske nybølge. “Drive My Car”er en smukt forløst film om sorgens væsen og en stærk fortaler for at også dette -særligt gennem kunsten - kan være med til at gøre livet smukt.