Hvad er historien?

Professor emeritus Troels Engberg-Pedersen og Morten Hørning Jensen, faglig leder af oversættelsen af Det Nye Testamente, har siden starten af februar diskuteret bibeloversættelse i Kristeligt Dagblads spalter efter Engberg-Pedersen kaldte metoden “forvirret”.

Diskussionen handler i sin kerne om oversættelsesstrategi: Skal oversættelsen være så tæt på originalteksten som muligt, som Engberg lægger op til, eller skal det være et kompromis mellem kildetekst, tradition, det danske sprog og anvendelsen,  som er de fire principper, Bibelselskabet vedtog for arbejdet.

I starten af marts kunne Kristeligt Dagblad også bringe nyheden om, at præst og teolog Jesper Tang Nielsen, takkede nej til at deltage i oversættelsesarbejdet på grund af en klausul i kontrakten med Bibelselskabet, der eftersigende indebærer, at oversættere ikke må udtale sig kritisk om de kapitler, de selv har været med til at oversætte.

Tang Nielsen mener, at det kan blive et problem, hvis oversætteren ikke offentlig kan forklare eller diskutere ændringer fra prøveoversættelsen og frem til det endelige resultat.

Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun afviser dog kritikken. I et interview med K-Live forklarer han, at klausulen kun gælder de få kapitler, oversætteren selv arbejder med. Ifølge Baun handler klausulen om at beskytte samarbejdet i de små oversættergrupper.

Hvorfor er det vigtigt?

Bibelselskabet har valgt en meget inddragende proces i arbejdet med den nye bibeloversættelse. Det indebærer blandt andet, at de udgiver en række prøveoversættelser frem mod den endelige udgivelse. At alle redaktionsgrupper for de enkelte skrifter er offentlige. Og at du sågar kan give dit besyv med på Bibelselskabets hjemmeside. 

Det nærmeste, vi kommer en lignende åbenhed, er hos vores skandinaviske venner. I Sverige udgav de Det Nye Testamente og flere dele af Det Gamle Testamente, inden den endelige oversættelse landede i 2000. I Norge udkom oversættelsen af Det Nye Testamente også i en foreløbig oversættelse seks år før den endelige Bibel stod færdig i 2011.

For Bibelselskabet er kritikken fra Engberg-Pedersen derfor også nærmest planmæssig, for det er den debat, de prøver at byde ind til med sin strategi.

Mere udfordrende er anklagen fra Tang Nielsen om den mundkurv, oversætterne eftersigende pålægges i kontrakten. Sten Schaumburg-Müller, professor i jura ved SDU med speciale i medieret og ytringsfrihed, har til Kristeligt Dagblad udtalt, at klausulen er: “helt klart problematisk i forhold til ytrings- og informationsfriheden.”

Hvad betyder det?

Betydeligt mindre, end man skulle tro.

Den type klausul, Tang Nielsen beskriver, er ikke usædvanlig i store oversættelsesprojekter. Internationale bibeloversættelser arbejder ofte med regler om fortrolighed og koordineret kommunikation, fordi arbejdet foregår i mange forskergrupper over mange år.

I arbejdet med ’New Revised Standard Version’ (1989) var udkast og interne diskussioner fortrolige, indtil teksten blev offentliggjort. Lignende regler gjorde sig gældende i arbejdet med ’New International Version’ (1978). Og i arbejdet med den norske bibeloversættelse ’Bibelen 2011’ blev tekster først oversat i grupper og derefter gennemgået af en central redaktionskomité, mens udkast i lange perioder kun cirkulerede internt.

Den slags regler findes også uden for bibeloversættelser. Store akademiske projekter som ’Oxford English Dictionary’ eller kritiske tekstudgaver af klassiske værker arbejder ofte med fortrolighed om arbejdsdokumenter og redaktionelle beslutninger.

Man har næsten lyst til at sige selvfølgelig, når Bibelselskabet selv siger, at de har været i dialog med Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde om processen.

Selve ’mundkurven’ er således ikke problemet. Spændingen mellem Tang Nielsen og Bibelselskabet opstår, fordi oversættelsesarbejdet er pågående, mens offentligheden inddrages. Oversætterne må således ikke fortælle, hvorfor Filipperbrevet alligevel ikke skulle ’smukkeseres’, såfremt de tager Engberg-Pedersens kritik til sig, eller hvorfor de muligvis er uenige i eventuelle ændringer.

Det er her udfordringen opstår, men det er svært at se, hvordan Bibelselskabet skulle kunne sadle om på en måde, der både beskytter det pågående arbejde, som er afhængig af en vis grad af fortrolighed, samtidig med at man bibeholder den åbne og inddragende proces, der er valgt. 

Selv om det måske ikke kunne være anderledes, så ville jeg være godt træt af Jesper Tang Nielsen, hvis jeg arbejdede i Bibelselskabet.