"Er Folkemødet ikke bare for insidere og folk, der kender hinanden i forvejen?"

Sådan åbnede formanden for Folkemødet, Mathias Faaborg, sammen med Bornholms borgmester, Danmarks statsminister, Abdel Aziz Mahmoud og Katrine Muff. Jeg råbte “ja”, men det var vist ikke korrekt. Det var et nej, viste det sig, “for her er både laksko og sandaler,” og de forskellige fodtøj stod ved selvsyn også omkring mig og kiggede mærkeligt på hinanden.

Så gik Mette Frederiksen på og fortalte os, at nu skulle vi gøre det, vi danskere er bedst til, nemlig at lytte, tale og diskutere. Derefter redegjorde hun for, hvordan vi ville gennemføre regeringsprogrammets sprøjteforbud, tandpleje og oprustning, mens fregatten Absalon på klokkeslaget sejlede forbi bag hende, så selv Putin og Trump havde været imponeret over timingen.

Og så sang vi det hele i gang. “Godmorgen lille land,” “Er lyset for de lærde blot?” og — for Mette syntes jo, der var så mange gode, og det var svært at vælge — “Lyse Nætter”, for dem kan vi danskere også godt lide.

Hvert minut begyndte en ny debat om oprustning, stress eller AI-truslen, og derudover forsøgte alt fra HK til Ejendomsmæglerbranchen også at få os til at kere os om deres forhold. Dertil kan lægges alle de sager og problemer, man ikke engang vidste fandtes, men nu må forholde sig til: fra at få stoppet Hejre-feltet og fremmet Adipositas-foreningen og osteopati til “aldig mere i SF.”

Man prøver selvfølgelig at nå hver eneste debat og være den mest ideelle og oplyste samfundsborger, men på et tidspunkt indser man også legemets begrænsninger. Man indser endda, at man har mere lyst til at dannes med en omgang fællessang med Bertel Haarder eller Venstres tiltrængte nye popstar, Trine Jepsen, end at høre Clement Kjærsgaard spørge Svend Brinkmann om, hvad han mener om endnu et emne.

“Det var fandme kristent det her”

Rasmus Munch Søndergaard er, siden han for kort tid siden fik erklæret mælkeallergi for udansk, på en eller anden måde også nået at blive booket på samtlige scener. På Zetland bliver debatten mellem ham og Omar Al-Khatib hurtigt ret mellemøstlig, når det kommer til, hvor mange, der må råbe ad gangen. Tilhørerskaren består næsten udelukkende af unge hvide højskoleelever. Jeg tror ikke, der er et eneste menneske til stede, der er enig med Søndergaard (eller Al-Khatib for den sags skyld, men vi gider åbenbart godt høre på dem alligevel.) 

Bagefter fortsætter snakken mere venskabeligt på gulvet hen over næste programpunkt, og rabbineren Jair Melchior kommer hen og hilser på. Zetlands fotograf når samtlige vinkler af en jøde, en muslim og en kristen “racerealist”, der taler sammen. Jeg overhører Jair holde masken rigtig fint, da Rasmus fortæller, at han jo også føler, at hans folk bliver forfulgt.

Senere får jeg dog lov at dele kirkebænk med Søndergaard og hans krammeven, Emil Salzer, i et skriggult jakkesæt. De er også kommet til lovsangsgudstjeneste. Koret synger rigtig mange gange om, hvordan jeg overvinder alt med Gud på min side, så det må vi jo håbe, vi kan blive enige om, hvordan vi gør sammen.

Til folkemødegudstjenesten dagen efter får vi lov at tænde hinandens lys, og Jørgen Kvist, der sidder på yderste bænk i Folketinget for SF efter en karriere i KFUM-K, fortæller om samaritanere, samaritter og sosu-hjælpere, og om at kærlighedshandlingerne lever i bedste velgående i det offentlige. Imens synger vi Marianne Søgaard ved Marianne Søgaard og Lars Lilholt ved Marianne Søgaard, og hendes højskolekor fra Silkeborg lyser da også noget op, da de får lov til at synge Aphaca til sidst, som også har skrevet en sang om kærlighed.

Folkekirken har selvfølgelig et stort telt med, hvor præsterne prøver at få diverse kendte til at sige "Gud" i deres offentlige skriftestol. Kirkekaffen er naturligvis gratis.

Grundtvigianerne har indtaget et skib med en del debatter, men de fokuserer mest på folk og ikke så meget på kirke, men Palæstina-debatten skulle eftersigende have gået vildt for sig.

I det fjerneste hjørne af Folkemødet finder man Folk og Tro-teltet fra missionsforeningerne og lige ved siden af Himmel og Jord-teltet for resten af kirken. Begge serverer gratis kaffe, og hos de glade kristne kan man også få kage, så der er egentlig okay tilslutning til debatter om alt fra himmel til jord og lidt derudover i det fjerne hjørne.

Jeg skal selv diskutere kristelig maskulinitet, men det har hverken jeg eller de andre i panelet synderligt lyst til, så vi nøjes med at konstatere, at i hvert fald Jesus kan levere en uproblematisk maskulinitet, selvom det måske mest er teoretisk for os andre.

Men gudsmonopolet er brudt, og folket har faktisk opdaget, at Gud er in, så Zetland har f.eks. dedikeret en hel dag til et “Min Gud, min Gud”-tema, hvor Katrine Muff fortæller om at vende hjem til Gud efter at have læst Æbeløernes bog, og man kan quizze om Gud i popmusikken sammen med Helle Thornings datter. Der er endda “åben mikrofon”, omend med noget færre tilhørere, hvor man kan fortælle sit vidnesbyrd.

Det starter med to bestilte vidnesbyrd: Kefa, der ikke kunne redde sin søster ud af et arrangeret ægteskab, men nu gør det for resten af verden; og Malte, der havde nydt opvæksten i den ny-apostolske kirke, inden der gik for meget helvede i den, og han så i stedet blev skubbet ned i bunken til en kyssefest til en konfirmation. Så kommer et par andre af- og genradikaliseringshistorier: en muslimsk teenager, hvor imamen ikke havde opdaget dæmonerne i hende, men havde taget pengene for det alligevel, og som nu var blevet skuespiller; og en dame, der ikke ville kalde sig kristen, men kun barn af Gud, og som var blevet ledt til at blive jordemoder trods dårligt snit. En KFS’er, der afsløres af sin t-shirt, (“jeg kan fornemme, hvor det her bærer hen,” siger værten) griber også chancen og fortæller om at blive helbredt og alligevel lære ikke at bygge sin tro på mirakler.

Det blev nok lidt for missionerende for folk, og man kan godt mærke, at hos Zetland er det nok stadig mere historien, der er Gud, end det er Gud, der er Gud.

Til Landbrug & Fødevarers fællessangsarrangement med satirekarakteren Klavs Bundgaard, som for øvrigt snedigt nok trak fulde huse til et telt, der ellers havde været ret tomt, har Morten Messerschmidt ønsket “I al sin glans”, og det bliver altså lige lidt meget for kulturkongen, der må afmontere bomben med et: 

"Nu er det jo ikke Indre Missions telt det her. Det var fandme kristent det her."

Hørt, hørt

Der bliver talt mange ord på sådan et Folkemøde. Et udpluk af de bedste citater fra min blok ser således ud:

Ja, da jeg var ung, der prøvede jeg også altid at sige det, der var mest dogmatisk liberalt. Nu er jeg blevet ældre og har fundet ud af, at hvis det, man siger, er klogt, så vil det også ni ud af ti gange være liberalt.

- Alex Vanopslagh

Hvis ikke der er plads til det ækle, hvordan skulle der være plads til mig?

- Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Jeg forstår ikke, hvorfor det er blevet til saligheden at få tildelt pension hurtigst muligt. Pension, det er der altså mange, der dør af.

- Bertel Haarder

I den kristne tradition har vi allerede opløst modsætningen mellem lyst og pligt. Det hedder ‘kald’.

- Keld Dahlmann, generalsekretær i Dansk Oase — i hvert fald ifølge Rane Willerslev

Ligesom der bliver sagt alle mulige ting rigtig meget, er der faktisk næsten altid nogen, der lytter til det. Rane Willerslev var i øvrigt enig med Mette Frederiksen i, at en samtale, hvor vi faktisk lytter til hinanden og måske endda er villige til at lade os overbevise, er unikt dansk. Og selvom jeg er ret skeptisk over for den slags danske exceptionalisme, føles det virkelig, som om der er noget særligt, der alligevel lykkes på et Folkemøde midt mellem fordyrelser og højttalere. Politikerne og de andre meningsdannere går faktisk rundt iblandt os med deres tømmermænd og stiller op til selfies, kun flankeret af lidt ridende politi, og det er kun Pia Olsen Dyhr, det er synd for.

Selvom markedet er så rigeligt oversvømmet af idéer og holdninger, lykkes det faktisk på en eller anden måde at holde en demokratisk samtale i live med plads til både fællessang, yoga, demonstrationer, konsulenthuse, efterskoleelever, dj-battles, gratis øl og en ironiker som mig.

Jeg håber, vi ses næste år.