Hvad er historien?

Det er nok gået de færreste forbi, at der blev præsenteret en ny pave i går. Men det var nok de færreste, der vidste, hvem Robert Francis Prevost var. Bookmakerne havde udråbt to kardinaler til de klare favoritter, og de havde tilsvarende domineret det meste af dækningen og eksperternes spekulationer: italienske Parolin og filippinske Tagle.

Måske fungerer den katolske kirke ikke helt efter de samme politiske spilleregler, som bettingfirmaer og medieeksperter er vant til?

Det var måske også på grund af denne ukendthed, at det primære fokus — indtil videre — har været på Bobs (det er/var Prevosts kælenavn) nationalitet.

Prevost er nemlig amerikaner, og det gør Pave Leo XIV til den første “amerikanske” pave. Hvilket verdenssituationen taget i betragtning da er værd at lægge mærke til.

Men det er en observation som hurtigt kalder på flere nuancer. Prevost er tidligere biskop i Chiclayo i Peru, hvor han også er statsborger. Umiddelbart vurderet på hans eneste offentlige fremtræden, så må man bemærke, at han sendte en hilsen på spansk til Chicalyo og ikke på engelsk til sin fødeby Chicago.

I Peru bliver han i hvert fald lige nu fejret som en af deres egne, og som den anden (efter Frans) sydamerikanske pave — med emfase på præfixet.

Hvorfor er det vigtigt?

Ja, hvorfor er det egentlig det. Der er jo umiddelbart en række andre interessante iagtelser at gøre sig ved Pave Leo. Han er for eksempel den første augustiner og så er han “kun” 69 år.

Nogle tolker det ind i den nuværende politiske situation. Det tog ikke lang tid for internettet at finde ud af, at den nye pave havde udtrykt skarp uenighed med USA’s vicepræsident på x.

Når det alligevel er vigtigt, så handler det om, at det er endog meget spændende for den vestlige verden at have en pave, der taler engelsk — nu må vi se hvor ofte han gør det. De varme følelser for Frans til trods, så tror jeg aldrig helt, at han spillede den rolle, eller at hans udsagn fik den opmærksomhed, som de måske fortjente på grund af sprogbarrieren.

Uden den barriere vil jeg gætte på, at distancen til pavedømmet vil blive mindre for den engelsktalende verden, der ellers er domineret af protestantiske kirker. Det bliver en spændende udvikling at følge de næste måske 20 år, vi har i vente med Pave Leo

Hvad betyder det for dig?

Mens jeg så TV2 News egentlig ganske udmærkede dækning, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at Ulla Terkelsen igen og igen talte om århundreder og årtusinder. Kirkens alder var tilsyneladende dybt betagende.

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Journalisternes horisont er højest en dag eller en uge til næste deadline. Politikernes er fire år til næste valg eller diffuse 2035 planer. Virksomhedsstrategier strækker sig også sjældent mere end et par år.

Den romersk katolske kirke er måske en af de sidste institutioner, der med rette kan tilllade sig at bruge århundreder som en enhed.

Det kunne vi nok godt bruge mere af.