En Søren, der vil forandre samfundet

Det her er – indtil videre – en historie om to gange Søren. 

Den første Søren hedder Toft-Jensen til efternavn og er erhvervsmand. Sammen med sin hustru, Hanne, står han bag Samfonden, der blev oprettet i 2019. Fonden beskriver selv, at formålet er at støtte almennyttige og almenvelgørende projekter med “udgangspunkt i et kristent menneskesyn” og med et særligt fokus på “åndelig udrustning og karakterdannelse”.

I en større artikel publiceret midt i juliheden rettede Mads Brügger, chefredaktør for Frihedsbrevet, sit magtkritiske blik mod Søren Toft-Jensens omfattende aktivitet på det sociale medie X. Gennem mere end 9.000 opslag (!) har erhvervsmanden blandt andet skrevet kritisk om islam, abort, EU og FN, udtrykt støtte til Donald Trump og den argentinske præsident Javier Milei og delt opslag om den såkaldte muslimske befolkningsudskiftning. 

Det interessante for Frihedsbrevet er imidlertid ikke bare, at en velhavende mand har markante holdninger. Det er, at Toft-Jensen samtidig har brugt en del af sin formue på organisationer og projekter, der forsøger at præge det danske samfund — gennem Samfonden.

Fonden støtter blandt andet ’Center for Karakterdannelse’, der arbejder med dannelse og karakterdyder i skoler, ’Center for Videnskab og Tro’ ved Københavns Universitet og netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’. Fonden beskriver selv, at ambitionen er at »skubbe samfundet i en bedre retning«.

Frihedsbrevets historie er derfor i sin substans en historie om penge, religion og politisk indflydelse.

Hvis din tid ikke er til at læse lange artikler (udover Semper, of course), har Anders Morgenthaler lavet en lille video, der rammer sagen og vinklen meget godt. Den kan du se her.

En Søren, der har politisk indflydelse

Den næste Søren er Folketingets formand (lidt endnu), Søren Gade.

Han har siddet i fondens bestyrelse siden 2019, hvilket ikke har været noget hemmeligt hverv. Bestyrelsesposten fremgår af både Samfondens hjemmeside og Gades officielle CV på Folketingets hjemmeside.

Alligevel har forbindelsen mellem Gade og Toft-Jensen været central i Frihedsbrevets dækning, der fremstiller Samfonden som et led i et større kristent netværk, der med private fondsmidler forsøger at få indflydelse på politikere, institutioner og den offentlige debat. 

Frihedsbrevet har blandt andet kædet historien sammen med den aktuelle diskussion om »åndelig oprustning«, politikere som Ida Auken og kalder konkluderende fonden et »mystisk kristent foretagende«.

Søren Gade har ifølge Frihedsbrevet ikke ønsket at kommentere på sin relation til den anden Søren, altså Toft-Jensen. Indtil videre har Frihedsbrevet heller ikke dokumenteret, at Gade gennem sit embede som folketingsformand har skaffet Samfonden særlig politisk indflydelse.

En fond, der manglede et tilsyn

Historien har dog nu fået et mere håndfast element, for i en ny artikel afslører Frihedsbrevet, at Samfonden gennem hele sin levetid har været drevet uden det tilsyn, fondsloven kræver.

Problemet er, at Samfonden efter sin oprettelse skulle have været anmeldt til Civilstyrelsen, der er fondsmyndighed for ikke-erhvervsdrivende fonde, hvilket betyder, at det er deres opgave at føre tilsyn med, at fondene overholder fondsloven.

Ifølge Frihedsbrevet blev anmeldelsen af Samfonden dog aldrig gennemført, hvorfor man nu i syv år har stået uden for det obligatoriske statslige tilsyn, som fonden ellers ved lov er underlagt. Den brøde erkender man og oplyser til Frihedsbrevet, at man nu vil rette op på fejlen. Derudover har man anmodet Erhvervsstyrelsen om aktindsigt i det historiske registreringsmateriale for at blive klogere på, hvor fejlen er opstået i forhold til den manglende anmeldelse. 

Det er på nuværende tidspunkt uafklaret, hvorfor anmeldelsen ikke blev gennemført.

Frihedsbrevet selv formulerer hele miseren mere dramatisk og konkluderer, at Samfonden har uddelt millioner til kristne mærkesager »helt uden statens kontrol og i strid med lovgivningen«.

Den formulering er dog nok det, nogen vil kalde en journalistisk skarpvinkling. 

Den manglende anmeldelse til Civilstyrelsen betyder ikke i sig selv, at de konkrete uddelinger har været ulovlige, eller at der ikke har været ført nogen form for kontrol med fondens gøren og laden. Fondsdirektør Henrik Kofoed fortæller således til os, at “Samfondens årsregnskaber siden stiftelsen har været revideret af eksterne statsautoriserede revisorer – først PwC og siden Deloitte. Revisionen har blandt andet omfattet fondens økonomiske dispositioner og stikprøvevis kontrol af, at uddelingerne var i overensstemmelse med fondens vedtægter,” og “at fonden gennem perioden er blevet drevet ud fra en forståelse af, at den var en ikke-erhvervsdrivende fond underlagt de almindelige fondsretlige regler.” 

Civilstyrelsen forhåndsgodkender heller ikke almindelige fondsuddelinger, men fører kun tilsyn med, at fondsloven og fondens vedtægter bliver overholdt, for eksempel i forbindelse med den årlige revision, der altså er gennemført uden bemærkninger. Kun større dispositioner, som eksempelvis vedtægtsændringer og opløsning af fonden, godkendes direkte.

Det dokumenterede lovproblem beviser således ikke, at Samfonden har uddelt millioner til suspekte formål uden nogen form for kontrol. Der har været en løbende revision af fondens regnskaber udført af anerkendte revisionsfirmaer, og havde fonden ikke levet op til dette, ville man heller ikke være blevet godkendt til at modtage fradragsberettigede gaver efter ligningslovens § 8 H, som netop kræver, at der hvert år indleveres både årsregnskab og dokumentation for, hvilke beløb der er givet til forskning.

Brøden er altså en smule teknisk, men reel nok, for man har rettelig stået uden for det tilsynssystem i syv år, vi nu engang har sat op i Danmark til at føre kontrol med ikke-erhvervsdrivende fonde. Et eller andet sted mellem Civilstyrelsen, revisionsfirmaerne og Samfonden er der sket en fejl, som alle involverede – og ikke mindst Folketingets formand – nok er ret trætte af.

En sag, der er en sag, som ikke er en sag

På sin vis handler det her om, at Frihedsbrevet gør, hvad de er sat i verden til: at lave magtkritisk journalistik. Det betyder ofte, at man følger pengene. Og det spor forfølger Brügger & Co. her. 

Artiklerne om Samfonden over sommeren er samtidig også en fortsættelse af artiklen om Mikael Wandt Laursen og netværket Resonantia fra foråret, hvor Mads Brügger dykkede ned i den indflydelsessfære, den tidligere generalsekretær for Frikirkenet har opdyrket. En afdækning af magt, og hvordan den forvaltes, fortalt med Mads Brüggers sans og forkærlighed for det sensationalistiske og semi-konspiratoriske. 

Men det er også to forskellige historier, der er blevet viklet ind i hinanden.

Den ene er Frihedsbrevets fortælling om en ny og voksende kristen magtfaktor i Danmark: Velhavende og indflydelsesrige kristne, der finansierer projekter, som skal påvirke vores samfund i en særlig ’kristen’ retning, der rimer på trumpisme, og som samtidig har forbindelser til prominente politikere og meningsdannere.

Det er sundt, at graverhunde efterser, hvordan rige mennesker forvalter deres formuer i Danmark. Filantropi er, hvor velment den end måtte være, også magt og indflydelse, der skal kigges efter i sømmene.

Hvor mange skeletter, Frihedsbrevet her har gravet frem under gulvbrædderne i deres historie om Samfonden, kan man på nuværende tidspunkt stille spørgsmålstegn ved.

Private fonde eksisterer netop for, at stifterne kan bruge deres private penge på formål, de finder værdifulde. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. At Samfonden bygger på et kristent menneskesyn og ønsker at påvirke samfundet, er heller ikke fordækt. Det står tværtimod ganske åbent i fondens formålsbeskrivelse, og det er nu engang den formålsbeskrivelse, fonden står på mål for. Ikke Søren Toft-Jensens skriverier på X. 

Indtil videre er det heller ikke afdækket, at fonden skulle have ydet bidrag til særligt muslimhadende/klimabenægtende organisationer eller andre suspekte foretagender. Center for Videnskab og Tro ved Københavns Universitet smager ikke ligefrem af hemmelige loger og konspirationer af Dan Brownske proportioner. Forbindelsen til Søren Gade er heller ikke noget, der er bragt frem fra det dunkle mørkes skjul. Det står alle de steder, det kunne stå.

Den anden historie er mere konkret.

En fond, der selv fremhæver, at den følger principperne for god fondsledelse, har gennem syv år ikke været registreret hos Civilstyrelsen som fondsmyndighed, selv om fonden ved lov skulle have været anmeldt dertil ved stiftelsen.

Om vi skal kalde det en svipser (og hvor ansvaret for den ligger) eller decideret forsømmelse, er ikke til at sige lige nu. For den udenforstående ser det dog ikke specielt godt ud, at en bestyrelse gennem syv år ikke har været opmærksom på dette, særligt når Folketingets formand sidder med. Det fremstår uansvarligt, også selvom der ikke er dokumentation for, at fondens penge er blevet misbrugt, eller at den er “ulovligt drevet” i den betydning, som de fleste ville forstå det udsagn. 

Magtkritikerne på Frihedsbrevet er næppe færdige med at skrive om de rige og magtfulde kristne. Og selvfølgelig skal kristne rigmænd i Jylland kigges efter i sømmene i et åbent og demokratisk samfund, hvor penge, selvom det lyder grimt, er magt og indflydelse. I en tid, hvor kristen nationalisme er on the rise, hvor krigsministre i USA taler i korstogstoner, og hvor åndelig dannelse, kristne værdier og kirkelig kulturarv er blevet til krigsmetaforik og populistiske buzzord, er det kun tiltrængt og rigtigt.