FlashPoint ligner ved første øjekast blot et amerikansk TV 2 News. Mere dramatisk, klart, og amerikansk med alt, hvad dertil hører af voldsom musik og stærkt patriotisk grafik i rød, hvid og blå.

Jeg ser med på programmets livestream d. 18. august. Værten, Gene Bailey, sidder bag et blankt bord og løber dagens vigtigste politiske nyheder igennem. Trumps udtalelser om Hormuzstrædet og Kushners fredsforhandlinger mellem Hamas og Israel bliver gennemgået af den udsendte Jerusalem-korrespondent. Ordet overlades til kanalens forsamling af eksperter, der som en amerikansk pendant til Søs Marie Serup og Noa Reddington sætter nyhedsstrømmen i perspektiv og tolker betydningen af dagens begivenheder.

Normalt, genkendeligt, nærmest lidt kedeligt, vil jeg sige. 

Altså lige indtil man lægger mærke til, hvad de rent faktisk siger:

“God has spoken to me this Sunday. He does not like the two-state solution regarding Israel and dividing the promised land.”

Ordene kommer fra Hank Kunneman, præst, profet og apostel, hvis vi skal bruge hans egne titler, samt fast ekspert eller nyhedsprofet på det populære program, der optages foran et studiepublikum på knap 1.500 mennesker, som hver har betalt cirka 60 dollars for at få lov til at overvære optagelserne.

FlashPoint begyndte at sende i 2020 på Victory Channel, den vigtigste tv-kanal i den amerikanske tv-prædikant Kenneth Copelands enorme medieimperium, men programmet har siden vokset sig stort nok til, at det har fået sit eget mærkværdige liv, hvor seerne blandt andet inviteres til at involvere sig i ’kampen’ ved at melde sig ind i The FlashPoint Army. Det er svært at sige, om vi skal kalde det en nyhedsudsendelse, et politisk rally, et profetisk vækkelsesmøde eller måske bare lidt af det hele.

Gene Bailey har blandt andet interviewet Israels premierminister Benjamin Netanyahu, tidligere udenrigsminister Mike Pompeo og selvfølgelig Donald Trump himself. Programmet er blevet noget i retning af en kommandocentral, de kalder sig også “The War Room”, for den del af den karismatiske amerikanske højrefløj, som Trump selv har omtalt som “my Christians”. 

Hvis Gud har et memorandum til amerikansk politik (hvilket han åbenbart har i rigelige mængder), så er FlashPoint altså stedet, hvor buddene viderebringes.

Vores danske (og lutherske for mit vedkommende) øjne og ører er forståeligt nok hurtige til at affeje affæren som endnu en sær amerikansk kuriositet i deres farverige kabelkanalslandskab. Jeg skal ærligt indrømme, at selvom jeg til en vis grad vidste, hvad jeg gik ind til, og selvom jeg er ret flydende i evangelikale koder og sprogbrug, så følte jeg mig ekstraordinært fremmedgjort som ny seer. 

Det her kan ingen tage seriøst, har jeg lyst til at tænke, men måske det bør tages mere alvorligt, end mit danske sindelag har lyst til.

De syv bjerges mandat

Omkring studiet og nyhedsprofeterne findes et løst forbundet, men indflydelsesrigt netværk af prædikanter, profeter, apostle, aktivister og mediefolk. De kalder sig ikke nødvendigvis det samme, og de er ikke medlemmer af én samlet paraplyorganisation, men udenforstående plejer at omtale det som New Apostolic Reformation eller bare NAR.

Det er også den vej, vi skal kigge for at forklare, hvad FlashPoint er. Mere specifikt skal vi se på en idé, eller måske snarere ideologi, der er vokset frem i dette miljø, som har haft enorm indflydelse på både amerikansk politik og evangelikalisme. Den kaldes Seven Mountains Mandate.

Seven Mountains Mandate er en idé om, at samfundet består af syv centrale områder eller “bjerge”: familien, religionen, uddannelsessystemet, medierne, kunst og underholdning, erhvervslivet og regeringen. Og kristne bør derfor også, fordi vi gerne vil se Guds rige vokse frem i vores samfund, søge indflydelse og forsøge at påvirke alle syv sfærer.

Det lyder egentlig ikke så slemt, vi vil vel alle gerne forme samfundet i vores billede. I den mest vidtgående version — den du møder, hvis du ser FlashPoint — er indflydelse imidlertid ikke nok.

Kirkens og Guds mission er for disse mennesker først lykkedes, når gode og fromme kristne har indtaget ledende positioner på alle bjergene for derigennem at dominere samfundet efter Guds vilje uden hensyn til almindelige sekulære demokratiske instanser og frihedsrettigheder, som vi kender dem. Det er Guds rige og gode vilje, der skal gennemtrumfes, hvilket ikke levner megen plads til hverken muslimer, LGBT-typer eller woke-libtards.  

Kirsebærret på toppen af kransekagen er selvfølgelig, at det er Guds eget bud, at Donald Trump skal herske på regeringsbjerget som herrens salvede tjener. Hvem der overtager det mandat, når Trump træder tilbage efter sin anden (eller tredje) regeringsperiode, må tiden vise.

Men altså, så kort kan de Seven Mountans Mandate egentlig udlægges. Helt så simpelt er det dog alligevel ikke.

Seven Mountains Mandate er nemlig ikke en tanke, der pludselig er opstået i et vakuum. Det er en cocktail, som har brygget og gæret i amerikansk evangelikalisme i årtier. Derfor — hvis vi skal forstå den — er vi også nødt til at se på de ingredienser, der lidt efter lidt er blevet proppet ned i heksebryggen henover årene.

Og den rejse begynder for cirka 50 år siden.

Første ingrediens: Ønsket om indflydelse

Historien føres normalt tilbage til sommeren 1975 og de to evangelikale ledere Bill Bright og Loren Cunningham.

Bill Bright havde sammen med sin hustru Vonette Bright i 1951 grundlagt ’Campus Crusade for Christ’, i dag kendt som ’Cru’. Loren Cunningham havde i 1960 startet missionsorganisationen ’Youth With A Mission’ eller bare ’YWAM’. Efter at Loren og Darlene Cunningham blev gift i 1963, ledte de organisationen sammen, og YWAM betegner i dag også Darlene som medstifter.

Ifølge YWAMs egen fortælling oplevede Loren Cunningham i sommeren 1975, at Gud viste ham syv områder, som former et samfunds værdier og verdensbillede. Kort efter mødtes Loren og Darlene Cunningham med Bill og Vonette Bright. Loren var på vej til at fortælle Bright om sin nye idé, da Bright fortalte, at han selv var kommet frem til nærmest præcis den samme tanke.

De syv områder var familie, økonomi, regering, religion, uddannelse, medier og kultur eller »celebration« — hvad end celebration dækker over. YWAM taler stadig i dag om dem som Seven Spheres of Influence.

Ideen var på dette tidspunkt ikke formuleret som et krav om kristen politisk dominans. Kristne skulle ikke pakke sig i kirker og missionsorganisationer, de skulle ud og leve i samfundet og lade troen komme i spil i alle aspekter af livet og samfundet, hvad end det er uddannelse, erhvervsliv, kunst, medier og politik. Hvis de havde været lidt mere djøffet anlagt, så havde de nok bare kaldt det samfundsengagement og lavet et fjollet akronym.

Mindre end en måned efter mødet hørte Darlene Cunningham — ifølge YWAM — den evangelikale filosof Francis Schaeffer i radioen formulere en tilsvarende tanke om syv områder af samfundet, der tilsammen udgør vores fælles liv, og som andre mere ugudelige kræfter i alt for lang tid har fået lov til at dominere.

Anden ingrediens: Kulturkritik

Francis Schaeffer havde siden 1950'erne drevet det kristne studiecenter L'Abri i Schweiz og var (og er stadig til dels i dag) med årene blevet en vigtig intellektuel skikkelse i amerikansk evangelikalisme.

I 1976 udgav han How Should We Then Live? The Rise and Decline of Western Thought and Culture.

Bogen gennemgik den vestlige civilisations historie fra Romerriget til det moderne Vesten og argumenterede for, at kunst, filosofi, politik og moral i sidste ende udspringer af bestemte verdensbilleder. Den blev i øvrigt også til en dokumentarserie, man kan finde på YouTube.

I 1979 fulgte Whatever Happened to the Human Race?, skrevet sammen med kirurgen C. Everett Koop, og i 1981 udgav Schaeffer så A Christian Manifesto.

I denne bog blev hans kritik af sekulariseringen mere politisk. Schaeffer beskrev konflikten som et verserende opgør mellem et kristent og et sekulært-humanistisk verdensbillede, der udspiller sig som en kamp om hele samfundets grundlag – lov, regering, moral og menneskesyn.

Opsummeret på denne måde kan Schaeffers kulturkritik fremstå meget kulturfjendsk, men meget af hans kritik af de vestlige samfund ligner i sin metode og analyse den samtidige ideologikritik, og er i princippet ret tilforladeligt. Det er i hvert fald ikke mere rabiat end Sørine Gotfredsens kulturkommentarer i Kristeligt Dagblad.

Der er da også stadig et godt stykke fra Schaeffers kulturkritik til den senere Seven Mountains-bevægelse, men elementer af grundidéen ligner: Samfundet formes af bestemte ideer, og derfor må kristne engagere sig der, hvor disse idéer bliver produceret.

Rigtig vildt bliver det først i de følgende årtier, hvor den tanke blandes sammen med en anden strømning i amerikansk evangelikalisme: Det er blevet tid til at kigge på NAR.

Tredje og fjerde ingrediens: Apostolsk lederskab og åndelig krigsførelse

I 1991 udgav den karismatiske profet Cindy Jacobs bogen Possessing the Gates of the Enemy: A Training Manual for Militant Intercession.

Bogen handlede om strategisk forbøn og åndelig krigsførelse. Ideen var, at kristnes bøn ikke alene rettede sig mod individuelle problemer, men også kunne være en kamp mod åndelige magter, der påvirkede byer, institutioner og nationer.

Forordet var skrevet af teologen C. Peter Wagner. (C’et står for Charles, men det er sådan, man skriver hans navn, og ellers siger man ofte bare Peter Wagner)

Og ham skal vi holde lidt øje med.

Wagner havde siden 1971 været professor i kirkevækst på Fuller Theological Seminary i Californien, men blev i 1980'erne og 1990'erne stadig mere optaget af karismatiske fænomener, apostle, profeter og åndelig krigsførelse.

I 1996 udgav han Confronting the Powers: How the New Testament Church Experienced the Power of Strategic-Level Spiritual Warfare. Her udviklede Wagner tanken om såkaldt »strategic-level spiritual warfare«: At kristne ikke kun kæmper mod ondskab på et personligt plan, men også mod dæmoniske magter, som kan knytte sig til geografiske territorier og samfund.

Skiftet er subtilt, men alligevel vigtigt, for det betyder, at vi lige pludselig står med en langt mere specifik åndskamp, kampen om det amerikanske samfund, og ikke den mere generelle kamp mellem ondt og godt, som kirken har skrevet sig ind i gennem meget af dens historie.

Men vi er ikke færdige med Wagner.

I 1998 redigerede han bogen The New Apostolic Churches og året efter, i 1999, udgav han Churchquake! How the New Apostolic Reformation Is Shaking Up the Church as We Know It.

Det er her, betegnelsen New Apostolic Reformation (NAR), som Wagner allerede var begyndt at bruge i 1990'erne, for alvor får vind under sejlene.

Wagners grundtanke var, at Gud er ved at genoprette de embeder som apostle og profeter, man finder i Det Nye Testamente. I stedet for traditionelle kirkesamfund og tunge demokratiske strukturer skulle kirker ledes af apostolske ledere med en særlig åndelig udrustning (og betydelig personlig autoritet).

Det skal forstås i opposition til de dennesidige kirkestrukturer, vi kender i dag med for eksempel demokratisk valgte menighedsråd, ældsteråd, bestyrelser eller andre former for instanser, man kan stå til ansvar overfor. Det er antiinstitutionelt i den forstand, at åndsgaverne trumfer alle institutioner. 

NAR blev aldrig ét kirkesamfund og betegnelsen dækker i dag snarere over et løst internationalt netværk af prædikanter, apostle, profeter, kirker, konferencer og tjenester, der mestendels ikke selv bruger betegnelsen, men skydes den i skoen af udenforstående. Det er næsten per definition også en svær ’bevægelse’ at tegne konturerne af, for når du sætter én person (en mand) i front og giver ham al magt, så ender vi typisk mange forskellige steder.

En mere detaljeret gennemgang af NAR gemmer vi derfor også til en anden gang, for vi skal tilbage på sporet. For omkring årtusindskiftet begyndte tankerne om apostolsk lederskab og åndelig krigsførelse at smelte sammen med 70’er-idéen om de syv samfundssfærer.

Og så ryster vi det hele godt sammen

Her kommer Lance Wallnau ind i historien.

Wallnau er en amerikansk evangelisk prædikant, televangelist og apostel, hvis vi skal bruge selvvalgte titler, med base i Dallas, Texas. Han er tæt forbundet med NAR og en helt central figur, der ofte bliver omtalt som "den amerikanske dominionismes fader”.

Men det er han altså ikke helt endnu på det her tidspunkt.

Ifølge Wallnaus egen senere beskrivelse af forløbet hørte han første gang om de syv samfundssfærer under en samtale med Loren Cunningham i 2000. Cunningham fortalte ham historien fra 1975, og Wallnau begyndte siden at udvikle tanken i en ny retning.

I 2008 får vi for alvor sammensmeltningen af de idéer, vi nu ser kredse om hinanden. Det år udgav C. Peter Wagner bogen Dominion! How Kingdom Action Can Change the World. Tampen brænder, kan du måske fornemme på titlen.

Wagner beskrev, hvordan Guds rige skulle have konsekvenser for ikke bare enkeltpersoners frelse, men for arbejdspladser, samfund og institutioner. Bogen behandlede blandt andet apostle, profeter, åndelig krigsførelse og kristnes rolle i samfundslivet.

Samme år udgav den selvudråbte profet Johnny Enlow The Seven Mountain Prophecy: Unveiling the Coming Elijah Revolution. Enlow beskrev en kommende bevægelse, hvor kristne skulle generobre kulturen og opnå indflydelse på de institutioner, der former nationerne.

Det er omtrent her, at Seven Mountains Mandate kan siges at være formuleret samlet.

Det, der før var sfærer, er blevet til bjerge. Og det er ikke bare en kosmetisk justering. Et bjerg har en top. Og hvis man vil forandre en kultur, bliver spørgsmålet, hvem der sidder øverst på bjergtinden.

Og nu er vi næsten i mål.

Voilá

I 2013 udgav Bethel Church-lederen Bill Johnson og Lance Wallnau bogen Invading Babylon: The 7 Mountain Mandate.

I bogen beskrives kirken som en kraft, der skal bevæge sig ud af sine egne mure og forandre Babylon, vores gudsfjendske samfund, gennem syv områder: religion, familie, uddannelse, regering, medier, erhvervsliv og kunst og underholdning.

Politologen Paul A. Djupe — som har skrevet utroligt meget om det her — går så langt som at kalde Seven Mountains Mandate for Lance Wallnaus kreation. Djupe skelner altså mellem idéens rødder og Seven Mountains Mandate i den særlige form, Wallnau artikulerede i Invading Babylon.

Og det er ikke svært at se, hvad der har ændret sig siden 70’erne og oprindelsen i YWAM-bevægelsen. Sproget er blevet betydeligt mere offensivt. Samfundets institutioner er ikke blot steder, hvor kristne bør være til stede, med områder, der skal indtages, generobres og transformeres efter en bestemt forståelse af Guds vilje.

Målet er i den stærke udgave af tankegangen ikke at deltage på lige fod med andre, men at nå toppen af bjergene og dominere samfundet, fordi kristne opfattes som bærere af et særligt guddommeligt mandat, der giver dem ret til at føre Guds vilje igennem.

Men Wallnaus position som Mr. Seven Mountains skal også findes i den måde, han ender med at føre ideen ud i praksis.

Servering og præsentation

Og ja, så kommer vi til Donald Trump.

Trump var faktisk et problem for den amerikanske kristne højrefløj til at begynde med. Han var fraskilt af to omgange, kendt fra kasinoer og tabloidaviser og havde ikke tidligere været nogen fremtrædende del af den evangelikale bevægelse.

Men det problem havde Lance Wallnau en løsning på.

Han fandt en model i Det Gamle Testamente i form af den persiske kong Kyros, der ikke var jøde og ikke tilbad Israels Gud, men alligevel beskrives i Esajas' Bog som en hersker, Gud kunne bruge til at befri sit folk. Wallnau begyndte derfor under valgkampen i 2015 og 2016 at argumentere for, at Trump kunne være en moderne Kyros.

I 2016 udgav han God's Chaos Candidate: Donald J. Trump and the American Unraveling. Her fremstillede han Trump som den uventede politiske skikkelse, Gud kunne anvende til at nedbryde det eksisterende system og genoprette sit rige.

Wallnau blev en af de karismatiske ledere, der tidligt fremstillede Trump som særligt udvalgt af Gud, og igennem ham blev idéen om Seven Mountains Mandate koblet direkte sammen med den kommende amerikanske præsident.

I forbindelse med præsidentvalget i 2024 stod Wallnau blandt andet bag Courage Tour, en række politisk-religiøse møder i vigtige svingstater, og Project 19, der havde til formål at mobilisere kristne vælgere i udvalgte valgdistrikter.

Djupe beskrev Project 19 som frontlinjen i “kampen om regeringsbjerget”. Samtidig blev valget i det bredere NAR-miljø formuleret i et eksplicit åndeligt sprog. Djupe fremhæver apostlen Mario Bramnick, der beskrev konflikten som en åndelig krig mellem lys og mørke snarere end blot en kamp mellem venstre og højre.

Denne gang vandt Trump som bekendt, og da han vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar 2025, var de karismatiske netværk omkring ham heller ikke forsvundet.

I februar 2025 oprettede Trump et nyt White House Faith Office og udpegede televangelisten Paula White-Cain som Senior Advisor for kontoret. Selv samme Paula White-Cain, som under valget i 2020 bad om “angelic reinforcement" fra blandt andet Afrika og Sydamerika, der skulle komme Donald Trump til undsætning.

Det betyder ikke, at Donald Trumps regering dermed er en Seven Mountains-regering. Man kunne med rimelighed stille spørgsmålet: Hvem bruger hvem her?

Men det giver en anden klang til Trumps udsagn fra hans indsættelsestale den 20. januar 2025:

I was saved by God to make America great again.

Og hvad så?

Og så er vi tilbage ved FlashPoints nyhedsprofeter.

Du kan måske fornemme, at vi har at gøre med en ualmindelig eksplosiv cocktail.

Jeg kan også sige det mere direkte: Seven Mountains Mandate er en religiøs politisk ideologi, der med sine dominionistiske og antidemokratiske kerneværdier giver mig mindelser om en karismatisk kristen pendant til den islamisme, der voksede frem omkring det muslimske broderskab i første halvdel af sidste århundrede. 

(Det er måske endnu en lang artikel til en anden dag.)

Jeg tror dog ikke, at vi skal være så nervøse for det i en dansk sammenhæng. Det er svært at forestille sig profeter som nyhedseksperter på dansk fjernsyn — men Kåre Quist kunne sikkert lave nogle gode puns med profeter og meteorologer. 

Det danske frisind er nok for stærkt, selvom det får slag fra snart sagt alle sider i disse år.

Men Seven Mountains Mandate er en ideologi med fremdrift, og den har vist sig i stand til smyge sig uden om de teologiske værn ved at ligne mere uskyldige ideer. 

Førnævnte Paul Djupe har forsøgt at undersøge, hvor udbredt Seven Mountains Mandate er, og i januar 2024 gennemførte han (og andre) en undersøgelse blandt 1500 amerikanere, der identificerede sig som kristne. Respondenterne skulle forholde sig til udsagnet:

"Gud ønsker, at kristne skal stå på toppen af samfundets 'syv bjerge', herunder regering, uddannelse, medier og andre.”

41 procent var enige.

Djupe havde lavet en tilsvarende undersøgelse i 2023, kun et år tidligere, der var det kun omkring 30 procent, der var enige.

Det kunne derfor være, at vi lige skulle bruge lidt ekstra tid på at skærpe det teologiske forsvar. Det kan ikke skade. Selvom påvirkning oftest går fra USA til Danmark og ikke den anden vej (eller måske netop derfor).

Man kunne for eksempel starte med at grunde lidt over Jesus’ ord til Pilatus:

“Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«” (Johs. 18,36)