”Du er den sande Shishigami,” stod der i en note på min gamle, nu smadrede, Huawei-mobil, hvor jeg yndede at nedskrive bønner til Gud. Shishigami er skovånden fra den japanske tegnefilmsinstruktør Hayao Miyazakis Prinsesse Mononoke (1997). En film, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så den første gang.

Umiddelbart kan det måske virke lidt mærkeligt at omtale Gud ud fra en skovånd i en tegnefilm, der ovenikøbet er inspireret af den japanske religion shinto. Men der er noget i Shishigami, og ikke bare i Shishigami, men generelt i Miyazakis film, der minder mig om, ja, peger hen på min egen kristne tro. I hvert fald for mig. Jeg vil derfor gerne dele tre perspektiver med udgangspunkt i Miyazakis film, som vel nærmest kan betegnes som opbyggelige i ordets bedste forstand. 

Og hvis du, kære læser, ikke rigtigt har oplevet Miyazaki-magien endnu, er jeg et eksempel på, at det ikke er for sent at starte som voksen. Jeg kan nemlig på en måde godt føle mig som en intruder, når jeg sidder her og skriver om Miyazakis tegnefilmunivers i anledning af hans 85-årsfødselsdag i år. For selvom mange nok vil betegne Miyazakis film som børnefilm, har de ikke spillet en særligt stor rolle i min barndom, og det er faktisk først i mine start-20’ere, at jeg for alvor har set Miyazakis elskede Studio Ghibli-film.

Men de er kommet til at betyde en hel del for mig. 

Forbundethed med det ikke-menneskelige 

I et afsnit af podcasten Langsomme samtaler med Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer han den kendte økofeminist Donna Harraway, som mener, at vi har brug for historier, der kan vise os andre måder at leve og være til på. Harraway peger på Miyazakis Nausicaä - fra vindenes dal (1984) som en sådan historie.

Filmen bygger på begyndelsen af Miyazakis tegneserie af samme navn (1982-1994). Her følger vi den unge pige Nausicaä og hendes tilværelse i en postapokalyptisk verden fyldt med enorme insekter, blandt andet de bænkebiderlignende ohmuer. Hvor de fleste frygter ohmuerne, ser Nausicaä dem ikke som fjender, men kommunikerer med dem og viser en måde, hvorpå mennesker og insekter kan leve i harmoni med hinanden. Med Harraways ord viser Nausicaä, hvordan vi som mennesker kan danne slægtskaber med det ikke-menneskelige. 

Der er mange andre eksempler på, hvordan dette sker i Miyazakis film. Tag for eksempel pigernes venskab med den bamselignende Totoro i Min nabo Totoro (1986) eller drengen Sōsukes venskab med fisken Ponyo i Ponyo på klippen ved havet (2008).

Miyazaki skaber fortællinger, der er et opgør med det strengt antropocentriske, men det sker ikke på en skinger eller menneske- og menneskelig kulturudslettende måde. Miyazaki har nemlig også en dyb fascination teknik og maskiner, særligt dem, der kan flyve, som det blandt andet ses i Laputa (1986), Porco Rosso (1992) og Når vinden rejser sig (2013). Det bliver derfor aldrig fladt og preachy.

Miyazakis verdener ærer både kultur og natur, og det er verdener, hvor mennesker, menneskeligt fremstillede genstande og alle levende væsener har værdi og er indbyrdes forbundne. Og med sine fortællinger viser han både hvilke muligheder og udfordringer, det skaber.

Det er stimulerende, forfriskende og aldrig entydigt. Og så minder det i hvert fald mig om den kristne tanke om alt det skabtes værdi, og at vi både er Guds medskabere og deler jorden med resten af Guds skaberværk

Verden er fortryllet

I det hele taget fylder menneskets møde og forbundethed med det ikke-menneskelige utroligt meget i Miyazakis film. Det hænger utvivlsomt sammen med den tydelige inspiration fra shinto, japansk folkereligion. I shinto er tilværelsen fortryllet, og naturen vrimler med ånder og mystiske væsner. Der er for eksempel ulveguden Moro og vildsvineguden Ottoko fra Prinsesse Mononoke og de hundredvis af guder og ånder, som tager på badeanstalt i Chihiro og heksene (2001).

Oplevelsen af, at verden er magisk, er noget af det, jeg finder allermest stimulerende ved Miyazakis univers, og måske er det også især dét, der har grebet mange i Vesten. Der er i hvert fald noget interessant over, at man i Vestens materialistiske og sekulære 00’ere så en stor interesse for populærkultur, der kredsede om det magiske og ikke-materialistiske.

Et eksempel herpå er den manga/animé-bølge, der var kæmpestor i de år, og som blandt andet sås udtrykt ved populariteten i Miyazakis Studio Ghibli-film (man kunne også nævne Harry Potter og anden fantasy).

Mens nyateisterne kæmpede for en gudløs verden, fordybede unge vesterlændinge sig i populærkultur, hvis verdener er fyldt med guder og gudelignende væsener. Det er næsten som om, vi har brug for fortryllede verdener, og hvis de ikke findes i virkeligheden, må vi søge dem i fiktionen. 

Det betyder ikke, at jeg synes, vi skal til at tilslutte os shinto eller en anden form for asiatisk religiøst verdensbillede. Tværtimod. Men  Miyazakis film minder mig om, at verden er fortryllet, også ud fra et kristent perspektiv, selvom det ikke betyder, at verden pludselig er befolket af bamselignende skovånder.

Jeg synes selv, at Aarhus-teologen Regin Prenters artikel Sakramentalt livssyn fra bogen Ordets herredømme (1941) er inspirerende i den sammenhæng. Prenter definerer et sakramentalt livssyn som ”et aabent Øje og et aabent Øre for den Forherligelse og den Lovsang, som fra Guds smaa Skabninger hæver sig mod Gud.”

Ifølge Prenter kan den troende i Guds skaberværk se tegn ikke bare på Guds magt, men også hans nåde. Skaberværket får dermed også en, ja, sakramental funktion. Verden er fortryllet, for i den kan vi se tegn på Gud, og dét hjælper Miyazakis film mig til at huske på. 

En bedre historie

Går man til den kristne tradition har nogle af giganterne gjort noget, der minder om min mobilbøn – uden sammenligning i øvrigt. I Den Danske Salmebog nr. 709 finder vi salmen ”Alfader! du, hvis navn i Nord”. Den gode Grundtvig har selvfølgelig rettet salmen mod den kristne Gud, Faderen i treenigheden, men Alfader er altså også et af Odins navne.

Også C. S. Lewis pegede flere gange på, hvordan de gamle hedenske myter foreshadowede den ’myte, der blev sandhed’ i Kristus, ligesom J. R. R. Tolkien mente, at eventyr og deres såkaldte eucatastrophe, den gode, overraskende hændelse, der ændrede alt, pegede hen på den historie, der fortælles i Kristus. 

Jeg er nok ikke helt overbevist om, at alle de bedste myter og historier er forløbere for Kristus-historien eller skygger af den. Men jeg tror, at der er en pointe i, at fiktion og gode historier for den troende kan blive påmindelser om den.

Det er Miyazakis film i hvert fald for mig. Hans historier er nogen, jeg har lyst til at være med i, og hans verdener er nogen, jeg har lyst til at bo i. De peger for mig på, at jeg er med i endnu bedre historie, nemlig Guds historie med verden, og at jeg skal bo i en endnu bedre verden, nemlig Guds genskabte verden. 

Jeg godt tænke, om det jeg har skrevet, er lidt for preachy, og at jeg prøver at udlede lidt for meget kristendom af et værk, der ikke er blevet til i en kristen kulturkreds. Det kan godt være, men jeg ser jo nu engang filmene som mig, med min forforståelse, og jeg er nu engang kristen – og teologistuderende.

Og som med al god kunst kan man også få meget andet ud af Hayao Miyazakis film. Så find lige en dag i denne uge og nyd nogle af de bedste animationsfilm, denne verden har at byde på. De fleste af dem ligger ovenikøbet på Filmstriben og Netflix, så der er ingen undskyldning – uanset om du er garvet Miyazaki-fan, novice eller lidt af en intruder.