Hvad er historien?

I USA er Matthæusevangeliets kapitel 25 blevet centrum for en lidt usædvanlig teologisk diskussion mellem politikere. De to hovedpersoner er den demokratiske senator og baptistpræst Raphael Warnock og den republikanske formand i Repræsentanternes Hus, Mike Johnson.

Warnock, der er demokrat og præst i en fremtrædende sort kirke, havde i et interview med The New York Times sat spørgsmålstegn ved, om formandens republikanske politik stemte overens med den tro, han bekender sig til. Senatoren beskrev sig selv som en “Matthew 25 Christian”. 

I New York Times-artiklen angreb den demokratiske senator sin republikanske modparts kristelighed ved at stille spørgsmålet:

“How do you say a long prayer, hold hands with your fellow legislators and then cut a trillion dollars out of Medicaid?”

Det ledte til, at Johnson og Warnock mødtes og vendte deres teologiske uenighed. Mike Johnsons mener, at Jesus’ ord er et kald til individer og ikke nationer. Warnock svarer tilbage med, at der altså står “nations” — i den danske 1992-oversættelse står der “folkeslag”.

Hvorfor er det vigtigt?

Matthæus 25 har længe været en velkendt reference blandt demokrater. Tidligere vicepræsident Al Gore og markante demokrater som Pete Buttigieg og Alexandria Ocasio-Cortez har for eksempel alle tidligere henvist til den perikope, vi på dansk kender som Verdensdommen.

Hvis du lige skal have den genopfrisket, så er det den her:

“For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig (…) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Matt. 25, 35-36 og 40)

Det demokratiske parti tager bevidst den teologiske diskussion, som et modsvar til MAGA-bevægelsens kristne nationalisme, der har haft særligt godt fat i evangelikale vælgere. Den politiske strid er altså blevet en teologisk strid om sand kristendom, og her er Matthæus 25 altså et afgørende skriftsted — for den ene side i hvert fald.

The Atlantic skrev en fremragende analyse om denne dynamik med udgangspunkt i politikeren James Talarico, der stiller op til en af Texas’ pladser i Senatet til november.

Hvad betyder det?

Stor eksegese tror jeg ikke, at nogen ville sige, at der bliver bedrevet her.

Men teologi i amerikansk politik er snart hverdagskost. Tilbage i februar sidste år forsvarede J.D. Vance for eksempel Trump-administrationens indvandrer- og udenrigspolitik ved at henvise til begrebet ordo amoris:

“We should love our family first, then our neighbors, then love our community, then our country, and only then consider the interests of the rest of the world.”

Det var det, der fik i ham karambolage med Pave Frans, der sendte et brev til de amerikanske biskopper og afviste Vances koncentriske kærlighedssfære med henvisning til Den barmhjertige samaritaner.

Ja, de er skøre de amerikanere, men inden vi himler med vores danske øjne, så havde vi faktisk en tilsvarende debat i dansk politik tilbage i 2015, hvor Marie Krarup argumenterede for, at syriske flygtninge ikke var hendes næste, men at hun udviste næstekærlighed ved “at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Anders Breinholt responderede dengang i det gamle satireshow Natholdet med en performativ læsning af Den barmhjertige samaritaner — et sjovt lille sammenfald med Pave Frans.

(Og ja, jeg har ledt efter klippet, men det er ikke lige til at finde steder, som man kan tillade sig at henvise til.)

Så helt fritaget for den teologisk-politiske sammenfiltring kan vi ikke sige, at vi er her i Danmark. Og så må man ikke glemme den amerikanske indflydelse på dansk politik. 

Både “DF’er siger ordo amoris” og “ordfører fra Ø henviser til Matt 25” er på min bingoplade for dansk politik i 2026.