Hvad er historien?

Israel har vedtaget en ny lov, der skal gøre det muligt at retsforfølge personer, som mistænkes for at have deltaget i Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Loven opretter en særlig militærdomstol, hvor sagerne føres offentligt og livetransmitteres. Domstolen kan blandt andet behandle sager om terror, mord, krigsforbrydelser og folkedrab, og den kan i yderste konsekvens idømme dødsstraf. 

Loven blev vedtaget med 93 stemmer for og ingen imod i Knesset.

Israel vedtog allerede i marts en lov om dødsstraf for terrorister, rettet mod personer dømt for terrorforbrydelser. Men den lov gælder ikke med tilbagevirkende kraft. Derfor kunne den ikke bruges mod personer, der mistænkes for at have deltaget i angrebet den 7. oktober 2023. Det krævede særskilt lovgivning.

Israelske politikere omtaler direkte processen som en “moderne Eichmann-retssag”, fordi den ikke kun skal straffe gerningsmænd, men også dokumentere begivenhederne for eftertiden.

Den nye lov falder sammen med udgivelsen af en rapport om de uhyrligheder, Hamas-terrorister begik i forbindelse med angrebet. Det inkluderer blandt andet koordineret tortur, seksuel lemlæstelse og massevoldtægter af civile. Du kan læse rapporten her.

Hvorfor er det vigtigt?

Sammenligningen med Eichmann-retssagen placerer den nye lov i en meget tung historisk og symbolsk ramme. Adolf Eichmann var en af hovedarkitekterne bag Holocaust og blev i 1961 stillet for retten i Israel. Den retssag blev på samme måde ført offentligt og livetransmitteret, og den fik enorm betydning — ikke kun juridisk, men også for israelsk og jødisk selvforståelse. De mange holocaustoverleveres vidnesbyrd var vigtige, ikke bare for dommen over Eichmann, men også for eftertidens forståelse af begivenhederne i KZ-lejrene.

Det er for eksempel den retssag, der var baggrunden for Hannah Arendts bog The Banality of Evil.

Eichmann er den eneste — indtil nu — der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.

Når israelske politikere kalder de nye retssager en “moderne Eichmann-retssag”, handler det altså ikke kun om det politiske efterspil efter en krig. De bruger de stærkeste kort, de har, når det kommer til historie, kollektiv hukommelse og national og etnisk identitet.

Hvad betyder det?

Retssagerne bliver også et signal til omverdenen, der meget tydeligt trækker paralleller mellem Holocaust og angrebet den 7. oktober. Israel løber en betydelig risiko ved at bruge fortiden som et politisk værktøj; de vil uundgåeligt for nogle fremstå som et forsøg på at bruge uhyrlighederne til at retfærdiggøre Israels egne handlinger i Gaza.

I Just War Theory skelner man mellem jus ad bellum og jus in bello. Jus ad bellum handler om, hvornår det er retfærdigt at gå i krig, for eksempel om der findes en retfærdig grund, og om krig er sidste udvej. Jus in bello handler om, hvordan krigen føres, når den først er begyndt. Her vurderes det, om militære handlinger respekterer regler om blandt andet beskyttelse af civile og begrænsning af unødvendig skade.

De nye retssager — når de engang kommer, for der er ingen fastlagt dato — vil helt sikkert tydeliggøre grusomheden ved 7. oktober-angrebet. Men de kan ikke i sig selv styrke Israels argument in bello. Spørgsmålene, som bliver stillet til Israels krigsførelse, handler ikke om, hvor grusomt Hamas’ angreb var, men om hvordan Israel konkret har ført krigen efterfølgende.

Der er allerede interesseorganisationer (også israelske), som forholder sig kritisk til, om det bliver en retfærdig rettergang eller en politisk skueproces, og det er måske ikke så mærkeligt, når en politiker som Simcha Rothman fra regeringspartiet Tkuma kommenterede den nye lov med et citat fra Salme 18:

“Jeg sætter efter mine fjender og når dem, jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort.”