En julilørdag i 2022 havde jeg i en pludselig indskydelse forvildet mig til Roskilde Festival med min veninde. Vi var to dage tidligere blevet enige om, at vi simpelthen måtte se The Strokes. En koncert, som det senere skulle vise sig, at alle gerne ville have været foruden (du ved, det er den koncert, som er en af de dårligste nogensinde på Roskilde Festival).

En stor oplevelse skulle jeg dog alligevel få med mig hjem. 

Vi fandt vej ind på festivalens mindste scene, Gloria, hvor den svenske folkemusiker Sara Parkman var midt i sit sæt. Der var helt mørkt. Som i helt mørkt. Sort. Det har jeg senere fundet ud af, at der altid er på Gloria, men den dag var kontrasten mellem solskinnet udenfor på Danmarks største festival og det dunkle, intime rum i en af dyrskuepladsens lader overvældende. 

Det var Sara Parkmans musik også. 

I mørket på Gloria afsluttede hun sit sæt med sangen Eros, agape, philia fra albummet af samme navn fra 2022. Som hon har älskat, längtat, hoppats, grinat, synger Parkman i sangen – eller på dansk: Som hun har elsket, længtes, håbet, grint. 

Hun og bandet gik ud, mens hele salen messede de afsluttende linjer fra sangen:

Å på min grav ska det stå:

Som hon har älskat

Den svenske sangerinde havde forvandlet Roskildehulen til en helligdom, og jeg var ikke alene med den oplevelse, Informations anmelder skrev om koncerten, at Parkman havde trukket himlen ned på jorden, jeg er tilbøjelig til at være enig.

Det var første gang, jeg så Sara Parkman.

Må Gud velsigne dig med vanviddets hænder

Anden gang, jeg så hende, var i efteråret samme år. I Linköpings imponerende domkirke fra middelalderen var det særligt Vreden fra albummet Vesper (2019), som gjorde indtryk på mig:

Må Gud välsigna dig med vredens skogar

Må Gud välsigna dig med ilskans dalar

Må Gud välsigna dig med sorgens skyar

Må Gud välsigna dig med tålamod

Må Gud välsigna dig med vemodstankar

Må Gud välsigna dig med törstens fötter

Må Gud välsigna dig med ursinnets händer

Må Gud välsigna dig med ilskans vrål, aaargh

I rummet, hvor velsignelsen normalt lyder som en fast del af liturgien, var Parkmans velsignelse anderledes: Må Gud velsigne dig med vanviddets hænder, med raseriets vrål. Sådan havde jeg aldrig hørt det før. Men raseriet, tørsten og vreden har en retning hos Parkman. De skal føre til handling:

Ilskan öppnar upp en reva

Hjälper oss att ändra nånting

Lämnar sen den vidare till

Någon som kan bruka den och

Sy sedan igen din reva

Vårda såret, ge det ömhet

Minns den kraften ilskan gav till dig

Vreden hjælper os til at ændre ting, men vreden gør også ondt. Den revne, som vreden skaber, skal igen sys sammen i os. 

Der er noget urmenneskeligt — kropsligt og temperamentsfuldt — på spil. Det berømte citat fra ‘Till We have Faces’ kan meget let genanvendes om Sara Parkmans koncerter:

Hellige steder er mørke steder. Det er liv og kraft, ikke viden og ord, vi får dér. Den hellige visdom er ikke klar og tynd som vand, men tyk og mørk som blod.

Siden da har Sara Parkmans musik været noget, jeg er vendt tilbage til. I en sådan grad, at jeg i en Messenger-tråd i februar efter endnu en koncert med Parkman i Brorsons Kirke bekendtgjorde, at Sara Parkman var min spiritualitet.

Aster, Atlas

Du kan måske fornemme, at der er nerve i Parkmans musik. For mig handler hendes musik om et liv midt i evigheden. Om at kende Gud eller bekende sig til håbet midt i livet og med al sin menneskelighed. Dette spændes ud mellem folkemusikkens meget livsnære og direkte form og hendes tydelige inspiration fra den kristne fortolkningsverden og salmetradition, som gennemstrømmer hele Parkmans univers.

Den svenske præstedatter (i tre led) debuterede i 2016 med albummet Sara Parkmans Skog og har siden da blandet folkemusikken med poppede produktioner. Selv siger hun, at det er en del af folkemusikkens tradition, at den forandrer sig og bryder landegrænser, og hun er ikke bange for at drage inspiration fra andre musikgenrer. Sara Parkman har gennem sin karriere markeret sig en anerkendt og prisbelønnet folkemusiker i Norden og særligt i hjemlandet Sverige.

Derfor havde jeg også glædet mig, da hendes nye album Aster, Atlas udkom. Ifølge Parkman selv er albummet: ”en have, der rummer alt det, jeg forsøger at gribe om, men som altid glider ud af hænderne. En plads af skønhed og arbejde, død, frø og genopstandelse.” 

Hvis man tidligere har læst noget fra min hånd, ved man, at havetemaet ligger mig nært.

Og jeg blev ikke skuffet. Det er et ret fantastisk album. Om jorden, om arbejdet, om døden. Om at stole på håbet og om at have tillid til Gud som ham, der opretholder det.

Giv oss din tråd

Parkmans have slås an fra start på nummeret Bära Mörker, hvor jorden både bliver det sted, hvor alt det døde lægges, og der, hvorfra alt kan spire. Her er det ham, som ”holder skyen og væver regnen”, der har kontrollen, og i jorden lægges det hele i hans favn. ”Låt mig somna i din famn” – lad mig falde i søvn i dine arme – slutter hun sangen som en enkel bøn om at måtte finde ro dér i mørket, hvorfra alt kan vokse.

På Odlaren synger Parkman om såmanden, der spreder frøene på den mørke jord:

Odlaren gör som jag

Begraver sitt hopp

Han tror som jag

På sol och vår

I havens jord begraves håbet. I tro og i forventning om, at sommeren kommer, og at forvandlingen er mulig.

I haven findes også døden. På Tre hjärtan synger Sara Parkman om sin tvillingegraviditet, hvor det ene barn blev fjernet, fordi det var for lille til at kunne klare hele graviditeten. Sorgen går igen på Svarta tråden, hvor lammets tråd bliver det, som syr hende sammen.

O du lilla lamm

Som borttager

Världens synd

Giv oss din tråd

Den svarta tråden

Sticker i mig

Syr mig samman

I sorgeflor

Svepedukar

O du lilla lamm

Foster döda

Vänner o hjärtan

Den svarta tråden

Sticker i mig

Dödens rosor

Och offer

Giv oss din frid

Her får sorgen og håbet begge plads i mødet med det lille lam, som borttager verdens synd. Kristi død som den ultimative soning, men også som det, der kan sy vores sorg sammen. Sangen slutter med ordene fra bønnen Agnus Dei:

Agnus Dei, qui tollis peccata mundi

Agnus Dei, qui tollis peccata mundi

Miserere nobis, dona nobis

Miserere nobis, dona nobis

Pacem

Eller på dansk: Guds lam, du som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Giv os fred. 

Denne gamle liturgiske bøn bruger vi også i højmessen som en del af nadverliturgien. Nadveren, hvor vi kan komme med vores sorger og vores synd og blive syet sammen af tråden fra lammet – vinen og brødet.

For mig at se handler tekstuniverset hos Parkman også om overgivelse. At turde overgive sig til legen, sine længsler og drømme og være til stede i haven. Det er særligt tydeligt på numrene Paradiset og Salikons Rosor. Men det handler også om at leve med sorgen og turde stole på håbet.

På nummeret In manus tuas pater – i dine hænder, Fader – synger Parkman:

Jag vet ingenting

Men jag vandrar ändå

In manus tuas pater

Commendo spiritum meum

Jeg ved ingenting, men jeg vandrer videre. Sådan tænker jeg også ofte selv. Der er så meget, jeg ikke ved, så meget, jeg ikke tager stilling til, så meget, jeg måske aldrig finder ud af – men jeg vandrer videre i livet i tillid til, at der er en, som vandrer med mig. Jeg vandrer videre med håbet om, at verden kan blive bedre, at det er værd at arbejde for, og at jeg ikke er alene med opgaven.

Og Jesu ord fra korset, her på latin, In manus tuas pater, commendo spiritum meum – ”I dine hænder, Fader, betror jeg min ånd” – gentages flere gange i sangen. Måske som en bøn, måske som en opgave – måske begge dele. Parkman synger videre:

I den hemliga trädgården

Där växer och vilar jag

Under gatlyktans trygga sken

En måltid en tröst och tro

Bland vildvin, aster, tagetes

Nu vilar jag i dina händer

Her er haven blevet et sted for vækst og hvile. Her hviler man i Guds hænder, selv om det gror vildt omkring en. Her lyser gadelygten haven op, og måltidet er kilden til trøst og tro.

Bed og arbejd

Albummets sidste sang hedder Ora et Labora – bed og arbejd. Og det er det eneste, Sara Parkman synger på nummeret. Det ene øjeblik fint og sart, det næste med en sådan kraft, at man bliver fuldstændigt overvældet. Bed og arbejd. Når livet føles let, men også når det er voldsomt, overvældende og fyldt med smerte. Bed og arbejd.

I et interview taler Sara Parkman om, at bønnen også kan tolkes som håbet, og at håbet og arbejdet hænger sammen:

“I think that hope and work are so connected. If you look at history, and especially the invisible work of women, who have always been there taking care of things, it’s their work that has actually built the society we live in, and I think we have forgotten that. We’ve forgotten that we need to work together, to create spaces where we can meet and create and rebuild our communities. We need to come back to our love of work.”

Ora et labora kan også kobles til albummets titel, Aster, Atlas. Aster betyder stjerne på latin – noget, man kan bruge til at orientere sig efter og mod i verden – mens atlasset er menneskets kortlægning af naturen og verden. Vores egen iver efter at udforske og indtage verden. Aster kan også være blomsten med det stjerneformede hoved, der vokser frem, både i kraft af det, der er uden for os, og gennem vores eget arbejde med at passe haven.

Sara Parkman viser os på sit album, at bønnen og arbejdet hænger sammen, og at menneskelivet er fyldt med længsler, drømme og sorg, men at det hele væves sammen i den kristne fortælling.

Sara Parkman kommer snart til Danmark igen: til Aarhus den 6. oktober og København den 7. oktober. 

Hvis du har hang til ekspressiv folkemusik med et eksplicit kristent tekstunivers, ville jeg købe billetter med det samme. Hvis du ikke ved om, du har den slags tilbøjeligheder, så skynd dig at købe billet alligevel.

Jeg vil i hvert fald selv sidde med tårer ned ad kinderne, fuldstændigt overvældet, når hun åbner døren til sin have.