Tilbage til forsiden

semper

Kort fortalt

Kan AI filosofere for dig?

Troels Nymann·4. november 2026·4 min. læsetid·
Kan AI filosofere for dig?

To filosoffer forsøger at udvikle en kunstig intelligens, der kan filosofere bedre end mennesker. Men hvis en maskine kan finde de bedste svar på filosofiens spørgsmål, hvad skal vi så selv med filosofien?

Hvad er historien?

Det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, før nogen også ville forsøge at automatisere filosofien.

Og nu er det altså sket. Sådan da.

Filosofferne Graham Clay og Caleb Ontiveros arbejder på et AI-system med navnet Pensatura, der skal kunne bedrive filosofi på et niveau, som selv de bedste menneskelige filosoffer får svært ved at konkurrere med. Det fortæller Clay i et gæsteindlæg på Daily Nous, fagfilosoffernes uofficielle digitale klubhus.

Ambitionen er det, han kalder philosophy on demand.

Forestil dig en AI, der ikke bare kan forklare, hvad G.E.M. Anscombe mente med konsekventialisme, men selv kan undersøge filosofiske problemer, udvikle egne argumenter, finde indvendinger og formulere nye konklusioner.

Det er i hvert fald ambitionen. Eller som titlen på indlægget lyder: “Building AI That Can Do Philosophy Better Than Us”.

De to filosoffer har allerede udviklet en prototype, som blandt andet anvender formel logik og sandsynlighedsberegning til at undersøge argumenter (efter eget udsagn, altså. Jeg har ikke selv haft fingrene i den). Men de understreger også, at det endnu ikke er demonstreret, om systemet faktisk kan producere filosofi af den kvalitet, de håber på.

Og nu efterlyser de andre filosoffer, som vil hjælpe med at udvikle og teste systemet. Har du lyst til at hjælpe, kan du kontakte dem her.

Hvorfor er det vigtigt?

Man kan måske indvende, at du allerede kan få ChatGPT til at skrive filosofiske essays. Så hvad er lige nyheden her? Men det er ikke helt det samme som det, Clay og Ontiveros forsøger at udvikle.

For deres ambition er ikke bare en maskine, der kan levere et overbevisende svar på et filosofisk spørgsmål.

Den skal også kunne redegøre for argumenternes forudsætninger, undersøge indvendinger og revidere sine konklusioner, hvis nye oplysninger viser sig at være relevante. Altså producere rigtig ny filosofi og vurdere ny viden.

Projektet skal i første omgang beskæftige sig med filosofiske spørgsmål om kunstig intelligens selv, blandt andet hvor meget selvstændighed vi bør give avancerede AI-systemer. På længere sigt forestiller Clay og Ontiveros sig, at teknologien også kan bruges til at kvalificere beslutninger inden for politik og medicin.

Daily Nous' redaktør, Justin Weinberg, udtrykker bekymring for projektets forestilling om filosofi som en aktivitet, der først og fremmest skal producere gode svar så effektivt som muligt.

Hvad betyder det?

Er filosofiens værdi først og fremmest de svar, vi når frem til, eller også selve arbejdet med at finde dem?

Det er vist tid til at konsultere en filosof.

Den skotske filosof Alasdair MacIntyre skelnede mellem en praksis' indre og ydre goder. Og for at forklare forskellen brugte han et jordnært eksempel.

Forestil dig, at du gerne vil lære et barn at spille skak. Barnet er fuldstændig ligeglad med skak, så du lover den lille lurendrejer slik for at spille og endnu mere slik, hvis det vinder. Det virker. Barnet begynder at spille skak.

Men så længe slikket er hele pointen, er der heller ikke nogen særlig god grund til ikke at snyde, hvis altså barnet kan slippe af sted med det. Målet er jo ikke at blive god til skak. Det er at få slik.

Slikket kalder MacIntyre et ydre gode. Det har ikke noget med skakken selv at gøre. Barnet kunne lige så godt have fået det ved at rydde op på sit værelse eller rasle til Halloween.

Men måske sker der noget. Vores lille ven begynder at forstå spillet, opdager glæden ved et elegant træk og lærer efterhånden at tænke strategisk. Det er skakkens indre goder. De kan kun opnås ved faktisk at lære at spille spillet.

Og her er MacIntyres pointe: Det er ikke kun barnet, der bliver bedre til skak. Skakken er også med til at forme barnet. Så kan vi selv tænke over, hvilken rolle en skakcomputer spiller i sådan en analogi.

For selv hvis (og det er et stort hvis) Pensatura en dag kan frembringe bedre filosofiske argumenter end mennesker, og vi har verdens dygtigste kunstige filosof i lommen, betyder det så, at vi ikke længere har grund til selv at filosofere?

Tillad mig at svare sokratisk: Har Magnus Carlsen grund til at spille skak?

Om forfatteren
Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
Hvor blev alle de konservative filosoffer af?
Artikel·14 min. læsetid

Hvor blev alle de konservative filosoffer af?

Der er langt mellem de konservative filosoffer på universiteterne. Men skyldes det, at akademikerne er venstreorienterede, at konservatismen er dårligt egnet til moderne filosofi, eller at de politisk konservative har mistet forbindelsen til deres egen idéhistorie?

Troels Nymann·9. nov. 2026
Kristne demokrater vandt stort ved midtvejsvalget
Kort fortalt·4 min. læsetid

Kristne demokrater vandt stort ved midtvejsvalget

Ved det amerikanske midtvejsvalg vandt flere demokratiske kandidater, der har gjort deres kristne tro til en central del af valgkampen. Er det begyndelsen på en ny religiøs venstrefløj, eller er amerikanerne bare virkelig trætte af Donald Trump?

Morten Birkmose og Troels Nymann·8. nov. 2026
Alt du skal vide om valget i Israel
Artikel·14 min. læsetid

Alt du skal vide om valget i Israel

Israel har efterhånden gjort det til en disciplin at afholde valg uden at finde en klar vinder. Denne gang er ingen undtagelse. For at forstå, hvad der nu skal ske, ser vi nærmere på landets turbulente valghistorie, Netanyahus vej til magten og de mange partier, der skal forsøge at danne en regering.

Nikolaj Nørgaard Bach·5. nov. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook