Lørdag den 15. august skete der noget lidt usædvanligt i den lille polske landsby Konotopie. Mens helikoptere fløj over stedet og dryssede små røde roser ned over de fremmødte, fejrede præster messe, det polske folkemusikensemble Mazowsze sang og dansede, og Polens tidligere præsident og gamle antikommunistiske helt Lech Wałęsa sad på første række til hele showet. Hvilket måske har kostet en omgang hold i nakken, når man tænker på baggrunden for hele spektaklet:

En 55,6 meter høj statue af Jomfru Maria.

Statueprojektet er finansieret af det polske millionærpar Roman og Grażyna Karkosik, der bor få kilometer fra landsbyen. Roman Karkosik har i årevis været blandt Polens rigeste efter at have tjent en anseelig formue på plastproduktion og investeringer på Warszawas børs.

Parret beskriver selv monumentet som en tak til Gud. Grażyna Karkosik har forklaret, at håbet er, at mennesker, der besøger stedet, vil standse op og tænke over deres liv og over Gud. Samtidig håber de lokale myndigheder, at den lille landsby kan udvikle sig til både pilgrimssted og turistattraktion.

I sig selv lyder det mest af alt som en kuriøs historie om en excentrisk milliardær, der skulle brænde nogle penge af på et hobbyprojekt. Men den store polske Maria Konotopie står på ingen måde alene. Faktisk rejser enorme religiøse monumenter sig rundt om i hele verden i disse år.

En verden af religiøse kæmper

Prøv at slå en liste over verdens højeste statuer op. Øverst finder du ganske vist Indiens 182 meter høje Statue of Unity af politikeren Vallabhbhai Patel, men derefter bliver listen temmelig religiøs.

På andenpladsen har vi den 128 meter høje Spring Temple Buddha i Kina. Så følger en næsten 116 meter høj Buddha i Myanmar. Derefter kommer den enorme Shiva-statue Vishwas Swaroopam i Indien, Amitabha Buddha i Japan, Guanyin i Kina, Jomfru Maria på Filippinerne, endnu en Buddha i Thailand og to gigantiske Kannon-figurer i Japan. Ni af de ti højeste fritstående statuerforestiller altså religiøse figurer.

Og en stor del af den religiøse monumentalitet er forholdsvis ny.

Den 112 meter høje Shiva-statue i Rajasthan åbnede for besøgende i 2022. På Bali blev den enorme Garuda Wisnu Kencana, der forestiller guden Vishnu ridende på Garuda, indviet i 2018. Hele monumentet er 122 meter højt. På Filippinerne stod den 98 meter høje Mother of All Asia, verdens højeste Maria-statue, færdig i 2021. I Thailand blev en 69 meter høj Buddha færdig i 2022, og i Indonesien blev en 61 meter høj Jesusfigur indviet i 2024.

(Sidebemærkning: Tag lige en googlerejse rundt til de forskellige statuer, når du har læst færdig. De er virkelig store. Nogle vil ligefrem sige fjollet store.)

Og der bliver stadig bygget.

På Mount Hatis uden for Armeniens hovedstad Jerevan arbejder man i øjeblikket på et monument af Jesus, der efter planen skal blive 101 meter højt. Projektets initiativtager, milliardæren og politikeren Gagik Tsarukyan, begrunder ambitionen ganske enkelt: Armenien regnes traditionelt for verdens første kristne nation. Derfor giver det ifølge ham også mening, at Armenien skal have verdens største Jesus.

Men hvad foregår der? Hvorfor er der boom i kæmpestore religiøse statuer?

Tanken var egentlig, at det her skulle være en kort fortalt-artikel, så vil du bare have det korte svar, kommer det her: Det er en kombination af nationalisme, turisme og moderne ingeniørkunst.

Men nu har jeg altså brugt en hel del tid på at sætte mig ind i det, så her følger den lange version.

Deprivatisering

I 1994 udgav den spansk-amerikanske religionssociolog José Casanova bogen Public Religions in the Modern World. Den er siden blevet lidt af en klassiker, især på grund af ét begreb: deprivatisering.

Casanova skrev på et tidspunkt i historien, hvor den meget enkle sekulariseringsfortælling var begyndt at slå sprækker. Den lød omtrent sådan her:

Når et samfund bliver moderne, bliver det også sekulært, hvilket kommer til udtryk på tre forskellige måder. For det første vil staten, skolen, videnskaben og lovgivningen frigøre sig fra religiøse institutioner, kirken i en europæisk sammenhæng. For det andet vil færre mennesker helt overordnet være eller blive religiøse. Og for det tredje vil den religion, der er tilbage, blive til en privat sag, den enkelte kan dyrke derhjemme eller i kirken.

Problemet var bare, at det ikke var den virkelighed, der udfoldede sig.

Casanova foreslog derfor at skelne mellem de tre forskellige former for sekularisering: Stat, økonomi, videnskab og andre samfundsområder kan frigøre sig fra religiøse institutioners kontrol. Religiøs tro og praksis kan gå tilbage. Religion kan opleve en privatisering og forsvinde ud af det offentlige liv og sfære.

Hans pointe var, at de tre processer ikke nødvendigvis følges ad eller har samme forklaringsårsag. Et moderne samfund kan sagtens have en sekulær stat samtidig med, at religion fortsat spiller en meget synlig rolle i politik og offentlighed.

Denne udvikling i et moderne og på overfladen sekulært samfund kalder han religionens deprivatisering. Og som du måske fornemmer er Casanova i den grad værd at besøge i øjeblikket. Særligt, hvis du vil kloge dig på vores mere eller mindre stille vækkelse. 

Religionen er med andre ord ikke blevet hjemme i privaten som forventet. I 1970'erne og 1980'erne begyndte den tværtimod at dukke meget synligt op igen: I befrielsesteologien i Latinamerika, i den kristne højrefløj i USA og – ikke mindst – i Polen, hvor den katolske kirke fik en vigtig offentlig rolle i oppositionen mod det kommunistiske styre. 

Polen var faktisk en af Casanovas cases, så på den måde slår vi en lille sløjfe her med tilstedeværelsen af den antikommunistiske helt Lech Wałęsas tilstedeværelse ved indvielsen — det er faktisk næsten en manifestation af den deprivatisering, han talte om dengang. 

Kirken spillede en betydelig rolle i oppositionen til kommunismen, Johannes Paul II var polak, og Lech Wałęsa bar under Solidaritetstiden berømt et billede af Den Sorte Madonna fra Częstochowa på reversen (reversen er flapperne på en habitjakke, og nej, jeg vidste heller ikke, at det var det, man kaldte det).

Hvis du ikke er skarp på den polske solidaritetstid — helt fair — så er her den helt korte version, så du slipper for at besøge Wikipedia:

Solidaritetsbevægelsen (Solidarność) blev stiftet i september 1980 på et skibsværft i Gdańsk som den første uafhængige fagforening i sovjetblokken. De brugte fredelige strejker, forhandlinger og civil ulydighed frem for vold. Bevægelsen samlede over 10 millioner polakker og svækkede det kommunistiske regimes autoritet markant. Det banede vejen for systemskiftet i 1989. Elektrikeren Lech Wałęsa var udover at være en af stifterne også bevægelsens ansigt udadtil. Han fik Nobels Fredspris i 1983 og blev Polens præsident fra 1990-1995 til det første frie valg efter kommunisttiden.

(Sidebemærkning: prøv at google Lech Wałęsa han ligner et kryds mellem Lars Løkke og Hulk Hogan.)

Derfor var der også en særlig symbolik i, at den nu 82-årige Wałęsa sad på første række i Konotopie. Han sagde selv ved lejligheden, at han havde begyndt sin politiske rejse med Maria og nu sluttede den med Maria.

Men samtidig oplever Polen ret markant religiøs forandring i disse år.

Ved folketællingen i 2011 identificerede omkring 88 procent sig som katolikker. Ti år senere i 2021 var tallet omkring 71 procent.

Man kan altså ikke uden videre se Europas største Maria og konkludere, at den katolske vækkelse buldrer frem over Polen.

Og så tilbage til det, jeg ville sige med Casanova og deprivatisering inden, vi forsvandt ned i et polsk kaninhul: Det interessante ved de store religiøse monumenter er, at religion kan blive mere synlig, selv når den på andre områder bliver svagere.

Vi kan altså ikke slutte fra store statuer til stor vækkelse.

Men deprivatisering tydeliggør også et politisk element til de religiøse statuer: De er tæt knyttet til nationalistiske strømninger.

Made in Armenia

Det er meget tydeligt i Armenien. Projektet med den kommende 101 meter høje Jesus på Mount Hatis bliver ikke kun præsenteret som et kristent projekt. Initiativtagerne beskriver selv monumentet med ord som national enhed og solidaritet og henviser igen og igen til Armeniens særlige position som det første land i verden, der antog kristendommen som statsreligion. Kristusfiguren skal være religiøst symbol, nationalt vartegn og en slags visitkort for Armenien.

Igen kan vi se konturerne af et mønster forme sig.

Da den gigantiske Garuda Wisnu Kencana-statue på Bali blev indviet i 2018, kaldte Indonesiens daværende præsident Joko Widodo det et nationalt mesterværk. Den hinduistiske figur Vishnu på Garuda skulle ganske vist repræsentere balinesisk kultur og religion, men præsidenten fremhævede samtidig monumentet som noget, alle indonesere kunne være stolte af, og som et bevis på, at Indonesien ikke kun havde arvet store civilisationer, men stadig kunne skabe monumenter, verden ville beundre.

Dette civilisatoriske og nationalistiske lag fungerer også som forklaringsnøgle til selve størrelsen af statuerne. En almindelig religiøs statue behøver ikke være særligt stor, Jesus har aldrig været så optaget af størrelsen på vores ofringer, men hvis det også handler om at kommunikere national identitet, så er det måske ikke så mærkeligt, at vi gerne vil se både Buddha og Jesus rejse sig mod skyerne.

Den største statue i verden forestiller som bekendt også den indiske politiker Vallabhbhai Patel, så selvom ni ud af ti af de største statuer er religiøse, så er ti ud af ti altså nationalistiske.

Pilgrimme er også en slags turist

En forklaring er selvfølgelig også penge. 

På Mount Hatis i Armenien er der planer om at bygge et helt kompleks rundt om den kommende Kristusfigur med museum, svævebane, rekreative områder og anden turistinfrastruktur. Projektets egne folk fremhæver eksplicit både turisme, arbejdspladser og økonomisk vækst som en del af formålet.

På Bali beskrev præsident Jokowi allerede ved indvielsen Garuda Wisnu Kencana som både kulturelt monument og indonesisk turistikon.

Forbindelsen mellem religion og turisme er egentlig ikke ny. Pilgrimme har altid skullet spise, sove og købe ting undervejs. Store helligsteder har i århundreder skabt markeder, herberger og hele bysamfund omkring sig. Det er en slags destinationsøkonomi.

Man kan se modellen i ekstrem form omkring verdens højeste statue, den ganske vist ikke-religiøse Statue of Unity i Gujarat. I 2023 havde den i omegnen af 5,1 millioner besøgende, og området omkring statuen er blevet udbygget til en destination med mere end 20 attraktioner, blandt andet parker, safari, bådture og lysshows.

Den opmærksomhed og interesse bidrager størrelsen på statuen selvfølgelig til. Du kører ikke tre timer efter en statue på fire meter, men en 100 meter høj gigant? Lad mig komme afsted! Og når du først er ankommet, kan du jo lige så godt købe frokost, når nu boden er alligevel er der. Og en køleskabsmagnet, selvfølgelig.

Apropos økonomien, så relaterer det sig også til den sidste årsagsforklaring.

Fordi vi kan

Og så er der den tredje og måske mest lavpraktiske forklaring.

Det er blevet meget lettere at bygge absurd stort.

Mennesker har selvfølgelig bygget monumentale religiøse strukturer i tusinder af år. Pyramider, gotiske katedraler, Angkor Wat og den 71 meter høje Leshan Buddha minder os om, at trangen til at gøre det hellige enormt på ingen måde blev opfundet med Instagram.

Men moderne ingeniørkunst har flyttet grænsen for, hvad der kan lade sig gøre. Rent teknisk minder de største moderne statuer næsten mere om højhuse end om traditionelle skulpturer. De har stålskeletter, betonkonstruktioner, facader, elevatorer og avancerede systemer til at håndtere vind, temperaturudsving og jordskælv.

Garuda Wisnu Kencana på Bali er eksempelvis bygget af kobber og messing omkring en enorm bærende stålkonstruktion. Ifølge den indonesiske regering består konstruktionen af omkring 2.000 ton stål, 21.000 stålstænger og 170.000 bolte. Inden opførelsen blev der gennemført vindtunneltests i både Australien og Canada for at undersøge, hvordan den enorme og ret uregelmæssige figur ville opføre sig i stormvejr.

Og det er måske den bedste måde at forstå disse konstruktioner. De ligner gamle skulpturer, men de bygges som moderne højhuse (sådan cirka, det er stadig enormt komplekse bygningsværker). 

De bliver ikke hugget ud af et bjerg. De bliver projekteret, modelleret, opdelt i elementer, fremstillet industrielt, transporteret med lastbiler, hejst på plads med kraner og monteret omkring en moderne bærende konstruktion.

Det betyder også, at hvor fortidens kolosser kunne tage generationer at opføre, kan man i dag i princippet bestille en gud på størrelse med et højhus og se ham rejse sig inden for nogle år.

Det er selvfølgelig ikke billigt, men der er stor forskel på almindelig milliardær-dyrt og faraonisk dynasti-dyrt.

Gud i horisonten

Det er fristende at tolke alle de gigantiske Buddhaer, Shivaer, Mariaer og Jesusser som tegn på, at verden er blevet mere religiøs.

Men som vi allerede har set i Polen, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Man kan godt bygge en 55 meter høj Jomfru Maria, samtidig med at færre mennesker går i kirke.

Det interessante er, at religion bliver mere synlig, også dér hvor den ikke nødvendigvis bliver stærkere målt på klassiske parametre som kirkegang eller religiøs praksis. Det er det Casanovas deprivatisering handler om: Religionen nøjes ikke med at eksistere i kirken, templet eller det enkelte menneskes trosliv. Den træder ud i landskabet og bliver kultur, national identitet, turistattraktion og politisk symbol.

På lidt mærkværdigvis har en række tendenser i vores tid muliggjort og givet gode betingelser for at bygge statuer af guder og hellige mennesker i en hidtil uhørt skala og frekvens.

Så der skal nok komme flere. Og vi må vænne os til at få lidt hold i nakken.