I begyndelsen af dette årtusinde sprang fire bøger ind i den kulturelle bevidsthed og startede en ny ateistisk bevægelse i efterdønningerne af angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Sam Harris begyndte at skrive sin bestsellerbog "The End of Faith" umiddelbart efter og på grund af 9/11. Derefter fulgte Daniel Dennetts Breaking the Spell, Richard Dawkins' The God Delusion og Christopher Hitchens' god Is Not Great - og ja, det lille 'g' er ikke en slåfejl. De var alle sammen bestsellere, og for mange står 00'erne tilbage som en tid, der var stærkt påvirket af enten frygten for eller forventningen om en ateistisk revolution og "fornuftens" sejr over den religiøse irrationalitet. Maranata.

Bevægelsen fik navnet New Atheism efter artiklen: "The Church of the Non-Believers" af Gary Wolf i Wired Magazine i 2006, og de fire ovennævnte mænd fik tilnavnet "The Four Horsemen", som en truende reference til de eskatologiske figurer i Johannes Åbenbaring, der kommer med død og ødelæggelse. Om det var et ironisk navn, som opstod internt i bevægelsen, eller et som de fik af religiøse modstandere, er svært at finde ud af - men det første er lige så sandsynligt som det sidste.

I dag virker nyateismens reservoir af kulturel relevans dog til at være svundet ind til næsten ingenting. Eller hvad? Nyateismen og de diskussioner, som den affødte, ramte internettet i en af dens mest turbulente facer i overgangen fra chatfora og blogs til det moderne SoMe-Youtubekaos, vi har i dag. Nyateismen var måske det første store internetfænomen. Nyateismen er symptomatisk for en bevægelse, som samfundet har taget i takt med internettets udvikling. Derfor er dette ikke blot en artikel om, hvordan nyateismen imploderede og voksede sammen med det nye politiske højre, men også en undersøgelse af de dynamikker, som den skabte og selv blev påvirket af gennem næsten 10 år.

Hvor er nyateismen i dag?

I dag er nyateismen hverken toneangivende eller et interessepunkt for den almindelige befolkning. "The Four Horsemen" har ligesom resten af bevægelsen haft deres five-minutes-of-fame. Hvis deres navne dukker op i nyhederne, er det som regel, fordi de er havnet i en shitstorm. Hitchens og Dennett er dog undtaget i dette; Hitchens døde i 2011, og Dennett har dedikeret sig til sin evolutionsbiologi og holder sig for det meste ude af den offentlige sfære. Richard Dawkins og Sam Harris har derimod forfulgt sporet som offentlige intellektuelle. Den beslutning vandt dem folkets gunst i 00'erne, men i dag er det modsatte tilfældet, og mærkater som anti-feminist, racist, islamofob og transfob klæber sig nu til deres navne.

Beskyldningerne om anti-feminisme begyndte i 2011 med, hvad der også bliver kaldt "elevator-gate". Kort fortalt blev en kvinde antastet i en elevator ved en nyateistisk konference. Hun skrev en blog, hvor hun opfordrede fællesskabet til at tage ansvar for sådanne ting, hvilket blev mødt med voldsom og negativ respons. Dawkins blandede sig også i diskussionen ved at formulere et satirisk brev kaldet 'Dear Muslima', hvor han skriver til en fiktiv muslimsk kvinde:

"Stop whining, will you. Yes, yes, I know you had your genitals mutilated with a razor blade, and ... yawn … don’t tell me yet again, I know you aren’t allowed to drive a car… But stop whining, will you. Think of the suffering your poor American sisters have to put up with."

Den satiriske bredside mod vestlige kvinder blev ikke taget godt imod, og Dawkins har siden undskyldt, hvilket han har gjort flere gange siden, bl.a. for at negligere date-rape og mene, at en beruset kvindes vidnesbyrd ikke kan bruges i retten i spørgsmål om voldtægt. Derudover er han blevet ramt af beskyldninger om islamofobi på grund af sammenligninger mellem islam og nazisme. Dawkins fik trukket sin titel som "humanist of the year" i 1996 tilbage efter kommentarerne: "Is trans woman a woman? Purely semantic. If you define by chromosomes, no. If by self-identification, yes. I call her 'she' out of courtesy" og "some men choose to identify as women, and some women choose to identify as men. You will be vilified if you deny that they literally are what they identify as." Om det sidste er profeti, fornærmelse eller begge dele, vil jeg lade læseren vurdere. Alt i alt er billedet af Richard Dawkins skiftet fra anerkendt videnskabsmand til SoMe-troll.

Værre endnu står det til med Sam Harris, der havner i en online storm efter et to timer langt podcast-interview med Charles Murray. Murray er kendt for sin bog The Bell Curve, hvor han argumenterer for, at sorte mennesker er genetisk bestemt til at være intellektuelt underlegne. Harris mente, at Murray var offer for "akademisk uretfærdighed" på grund af den måde, det videnskabelige fællesskab havde afvist hans tanker om visse racers iboende kognitive underlegenhed. Han behandlede i stedet Murrays pointer som ukontroversielle og konstaterede, at hans kritikere var motiveret af politisk korrekthed. Dette affødte en del kritik fra blandt andre Ezra Klein. Harris har generelt fulgt Dawkins' eksempel, når det kommer til kontroverser. Efter at være blevet spurgt om kvindelig repræsentation og "elevatorgate" har han ved forskellige lejligheder både sagt, at kvinder mangler den "kritiske sans", som "til en vis grad er iboende mandlig", og at hvis man kunne svinge en tryllestav og fjerne enten religion eller voldtægt, så burde man fjerne religion.

I dag forbinder man de fleste prominente figurer fra nyateismen med den yderste politiske højrefløj. Det ville være at underkende denne bevægelse, hvis man kun forholdte sig til Harris og Dawkins. Det er nemlig samme historie med Peter Boghossian, der har samarbejdet med nynazisten Stefan Molyneux, David Silverman, der har erklæret krig mod cancel culture og det feministiske tyranni, og ikke mindst Lawrence Krauss, der blev fyret fra sin stilling på universitetet efter en undersøgelse bekræftede en episode, hvor han antastede en kvindelig studerende. Krauss har også været en tydelig forsvarer af sin ven, den pædofilidømte Jeffrey Epstein.Filosoffen Phil Torres opsummerer nyateismens udvikling:

“It's a real shame that New Atheism, now swallowed up by the Intellectual Dark Web and the far right, turned out to be just as prejudiced, racist, dogmatic, ethnocentric, closed-minded and authoritarian as many of the religious groups they initially deplored.”

Hvad gik galt?

Phil Torres anser nyateismens højreradikale vending som et skifte for bevægelsen. Selvom dette helt sikkert er sandt, så er der andre der argumenterer anderledes. Argumenter er, at kimen til dette skifte altid har ligget lige under overfladen, da man kan finde flere tidligere antydninger af højreradikale holdninger i bevægelsen. I 2007 mødtes “The Four Horsemen” og den samtale, de havde den dag, er siden blev udgivet. Her er der en lille passage, hvor de fire mænd diskuterer deres villighed til at se hårde sandheder i øjnene, selvom de potentielt kan være politisk farlige. Her bruger Hitchens førnævnte Murray og The Bell Curve som et eksempel, og selvom Hitchens selv tydeligt afviser Murrays “forskning”, så virker Harris allerede her anderledes åben overfor hans idéer. I eftertiden er der også blevet kastet lys over Hitchens egne mangler — særligt hans sexisme er blevet belyst, det er specielt prominent i hans artikel fra 2007: Why Women Aren’t Funny.

Man kunne måske på den baggrund køre sagen for, at nyateismen altid var misogyn og racistisk, men dette fremstår ikke som et fyldestgørende svar. Hvis vi skal finde årsagen til bevægelsens højredrejning, så tror jeg, at vi skal undersøge den diskurs, som bevægelsen byggede op om sig selv i begyndelsen. Jeg vil nævne tre ting, som bevirkede nyateismens udvikling.

1) Den havde en fasttømret identitær dikotomi mellem rational og irrationel. Her bevæger vi os allerede ind på, hvordan nyateismen dannede et symbiotisk forhold med de nye sociale medier. Særligt på Youtube tydeliggjorde nyateismen, hvad det egentlige problem med verden var; og synden over dem alle var irrationalitet. Uanset hvad de kritiserede, og om det var berettiget eller ej, så var det eneste våben, som de besad, beskyldningen om irrationalitet. Det betød også, at det var nemt at dele holdninger i en simpel dikotomi — rationelt eller irrationelt. Og som med så mange andre enøjede bevægelser, så sker der langsomt en bevægelse mod det identitære. Logik og fornuft var ikke længere værktøjer til deling i den delte debatarena, hvor man kunne vurdere anvendelsen af dem. Logisk og fornuftig blev prædikater som tilhørte nyateismen. Rationel og irrationel blev til os og dem.

2) Nyateismen forstod sig selv som David mod Goliath. En modig minoritet, der råber: “Men han har jo ikke noget tøj på!” Dawkins og co. var ganske eksplicitte i deres forståelse af sig selv som ubesungne helte, der kæmpede det godes sag i tjeneste for en uvidende vestlig civilisation. Hitchens sammenlignede deres arbejde med koalitionsstyrkerne i Afganistan og Irak. Men med denne tanke fulgte også en ide om en modstand mod status quo, den almindelige befolkning og etablissementet. Og lunkne kulturreligiøse bliver til får. Samtidig danner det også ideen om dem selv, som de afviste profeter, der siger det forbudte eller ildehørte. Selvom de faktisk fik ganske pænt med taletid og toppede bestsellerlisterne.

3) En voldsomt maskulin og stridbar retorik var en integreret del af oppositionalismen fra punkt 1 og 2. De forsvarede måske evolutionsvidenskab og sekulære værdier, men de gjorde dette ved at fastholde retten til i ytringsfrihedens navn at håne andres overbevisninger. William Davies opsummerer i en artikel i 2018 nyateismens retorik i George Orwell citatet: “If liberty means anything at all, it means the right to tell people what they do not want to hear.” Men dette udgangspunkt krogede sig ind i sig selv og blev et karakteristika for ytringerne i sig selv. Den “frie” tale blev pludseligt afhængig af et fornærmet publikum. Og fornærmelsen blev til en bekræftelse af udsagnets sandhedsværdi. Man har muligvis tidligere hørt mig beskrive denne dynamik som masochistisk epistemologi, hvor et udsagns sandhedsværdi knyttes til dets antagede upopularitet.

Her har vi problemstillingen. Hvis jeg har ret i ovenstående, vil jeg mene, at det ikke er svært at se, hvordan de samme strukturer og ideer i nyateismen går igen på den yderste højrefløj. Hvis du antager, at størstedelen af befolkningen er irrationelle får, og du i bund og grund forsøger at redde samfundet fra sig selv, anvender du samme formular som den alleryderste højrefløj, og det eneste der ender med at adskille nyateismen og alt-right er fjenden, som de kæmper imod. Hvis det er religiøse fundamentalister og kreationister, så er du nyateist; hvis det Social Justice Warriors, kulturradikale feminister og non-binære aktivister, så er du alt-right. Det identitære ejerskab over sund fornuft, det martyriske mindset og den aggressive og uforsonlige retorik er i hvert fald strukturelt identiske.

Men så vidt de grundlæggende problemstillinger, hvis vi skal forstå udviklingen af nyateismen, så er vi også nødt til at kigge på den reelle historiske udvikling. Det viste sig nemlig at nyateismens stridbare væsen egnede sig særligt godt til et socialt medie i voldsom udvikling. Vi er derfor nødt til at kigge på bevægelsens synergi med YouTube.

Algoritmer og gamergate

Youtuber (og MA i filosofi) Natalie Wynn beskriver i et interview med Vox, hvordan hun har set videoplatformens indhold tage en drejning:

"If you go back to 2010 YouTube was all about atheism, that was what the idea-people were into, but by 2014 the conversation had turned and basically a lot of these people had become far-right populists. […] All of a sudden my YouTube homepage was giving me suggested videos such as “Why Feminism is Cancer” and ‘Black Lives Matter are the real Racists’."

YouTube er i dag verdens næstmest besøgte side og den næstmest anvendte søgemaskine. Og den kollektive og globale bevægelse ind på en enkelt hjemmeside og dets betydning kommer vi nok til at diskutere mange år ud i fremtiden. YouTube er for den digitale revolution, hvad kul var for den industrielle. Og hvis vi skal forstå nyateismen udvikling, så er vi også nødt til at forstå YouTubes historie og det symbiotiske forhold som platformen havde med bevægelsen.

Det YouTube som mange måske husker, hvor man sendte sjove hjemmevideoer til hinanden. “Charlie bit my Finger”, “Leave Britney Alone! og “David after Dentist” var den type virale hits som hørte til platformens tidlige successer i slutningen af 00’erne. Men der er et “problem” med denne type videoer. Jeg deler måske en video af en fjollet hund med 10 millioner visninger, der varer 30 sekunder, med en ven, men så vender jeg tilbage til lektier eller arbejde. Det duer ikke. YouTube tjener sine penge på, at jeg ser reklamer, og YouTube er derfor interesseret i at holde mig klistret til siden så længe som muligt — helst meget længere end én 30 sekunders video. For at løse dette “problem” kiggede de gode folk hos YouTube på sidens algoritme, der bestemmer, hvad du anbefales at se. Algoritmen skiftede i 2011-12 fra at belønne antallet af visninger en video havde til at belønne det, som kaldes “watch time” — altså hvor lang tid en video kunne holde dig klistret til skærmen. Det vil sige, at YouTube belønnede den timelange video med 10.000 visninger fremfor kattevideoen på 10 sekunder med 500.000 visninger. Dette betød også, at platformens indhold ændrede sig. I første omgang skyllede en bølge af Minecraft-videoer ind over YouTube. Minecraft viste sig på grund af spillets natur at egne sig umådeligt godt til et længere videoformat. Hvis du kunne underholde en større gruppe mennesker med en lang video, så var YouTube stedet for dig. Og det viste sig hurtigt at andre typer indhold end Mincraft også gjorde sig godt i et længere video format. Og det viste sig stridbare og bedrevidende retorik gik utrolig godt i spænd med internetkultur og “watch-time”.

En YouTube-subkultur fik nemlig utrolig meget vind i sejlene med algoritmeændringen. Hvis du ikke spiller Mincraft, så kan du i hvert fald diskutere et emne og give din holdning til kende — det er den gruppe Natalie Wynn i det ovenstående kalder “idea-people”. Ifølge Pete Whitefield viste denne online-muld sig at være optimale vækstbetingelser for nyateismen. Et YouTube-fænomen så sin begyndelse. “Theist gets DESTROYED by LOGIC” og “Creationist gets OWNED by reason” var videotitler, som voksede ud af dette YouTube-miljø. Det var mest af alt videoer med folk, der havde klare holdninger til, hvad #science har udtalt sig om, som bashede (nogle gange ret underholdende) kreationister og andre religiøse grupperinger. Igen ser vi dog et mønster gentage sig. Disse videotitler kan let sættes på formel:

[X] + [voldsomt verbum] + [navneord relateret til fornuft] 

Hvis denne formel virker bekendt, så er det nok fordi den praktisk talt har overtaget særligt den politiske del af YouTube. Guillaume  Chaslot, en tidligere YouTube-programmør, har en hjemmeside, aglotransparency, der holder øje med, hvordan YouTube opererer, og hvilke videoer algoritmen anbefaler. Det bedste verbum (i den engelsketalende del af verden) at bruge, hvis du gerne vil have visninger, er “dismantles. “Educates”, “debunks” scorer også højt sammen med ord som “obliterates”, “shreds”, “owns”, “insults” og “destroys”. Hvis man skulle bruge et mere praktisk eksempel kunne man nævne Ben Shapiro, hvis højreorienterede platfrom Daily Wire har flere besøgende end klassiske medier som New York Times og Washington Post. Jeg søgte på Shapiro på YouTube og fik “Ben Shapiro DESTROYS Megan Rapinoe and the gender pay gap” og “Ben Shapiro Recaps Biden’s DISASTROUS First Year as President”. Vi kan heller ikke se os fri for dette i Danmark. Nye Borgerlige har videoer, der lyder “Boje: Regeringen har INTET undersøgt om konsekvenserne ved coronapas” og “Mette Thiesen trigger woke venstrefløj: "Mænd kan altså ikke føde børn”.

Nu beviser videotitler ikke noget i sig selv, og der er som sådan heller ikke noget principielt i vejen med en simpel sætningskonstruktion og caps-lock. Men det viser trods alt, at der er en form for sammenhæng mellem den selvbekræftende og aggressive kommunikationsform nyateismen dannede i mødet med YouTubes algoritmer og den politiske diskurs på den yderste højrefløj (der kunne siges meget mere om internet-jargon og det nye højre, men vi parkerer den her med en bevidsthed om, at hvad der startede på den yderste højrefløj skyller ind over hele den politiske diskurs. Der er ingen uskyldige). Men hvis vi skal forstå nyateismens højresving, så er vi nødt til at vende blikke mod et stykke nyere YouTube-historie.

Mod slutningen af 2014 blev et stykke internethistorie skrevet under hashtagget #gamergate. Gamergate startede som et internt opgør i spilindustrien med beskyldninger om kvindelige spiludviklere og deres relation til gaming-journalister, men udviklede sig hurtigt og voldsomt og bliver i dag betegnet som begyndelsen på "modern culture war" eller herolden, der meldte Trumpismen og den yderste højrefløjs komme. Det er ærlig talt svært at finde hoved og hale i begivenhederne fra Gamergate, ikke mindst fordi de ikke udgjorde en centraliseret og organiseret bevægelse.

I grove træk begyndte det med beskyldninger mod den kvindelige spiludvikler Zoe Quinn, der angiveligt havde eller havde haft et forhold til en prominent gaming-journalist, hvilket havde givet hendes spil en favorabel anmeldelse. Så vidt så godt. Men herfra rullede snebolden med stadig større hastighed. Efter Zoe Quinn vendte furoren sig mod Anita Sarkeesian, en ung kvinde, som i YouTube-videoer analyserede computerspil med feministisk teori. Præcis hvorfor og hvordan det skete, er svært at sige, men anti-feminisme blev pludselig en integreret del af det hjørne af YouTube, som tidligere var domineret af nyateister. Og de fleste af nyateisterne hoppede med på vognen (ihvertfald de mest toneangivende) og ændrede forhånelsen af kreationister til en forhånelse af SJWs og vrede feminister. En stor del af dem voksede faktisk og gjorde karriere ud af denne diskursændring. I dag er de største ateistiske youtubere som Thunderf00t, TJ Kirk, Amazing Atheist og Sargon of Akkad alle mere kendte på platformen som modstandere af feminisme og andre kulturliberale end for deres kritik af kreationister og andre religiøse grupperinger - Islam måske undtaget. Dog producerer de stadig rent formularisk den samme type indhold (bare noget mere populært).

Men hvad der startede i internetsubkulturer ramte hurtigt mainstream. Steve Bannons nyhedsmedie Breitbart dækkede gennem Milo Yiannopoulos Gamergate voldsomt - det var reelt dækningen af Gamergate, der gjorde Yiannopoulos til en online-stjerne. Bannon endte som bekendt senere i det hvide hus som Trumps rådgiver. Når vi betragter nyateismen som internetfænomen, så skaber det i hvert fald ikke samme undren i forhold til Harris' og Dawkins' højredrejning.

En spøjs digital arv

Vi står med to sammenhængende forklaringer på nyateismens bevægelse og assimilation ind i det nye højre. 1) Det var altid til stede i bevægelsen. Den anti-intellektuelle intellektuelle, den rebelske attitude, videnskabens bad boys, vogtere af fornuften osv.. ‘Dear Muslima’, interessen for The Bell Curve og islamofobien var til stede før populærkulturen vendte blikket mod kulturkamp. 2) Nyateismens fremtrædende rolle i det rum, hvor gamergate slog igennem, påvirkede bevægelsen tidligere end resten af kulturen i retning af det nye højre og måske også omvendt. Sam Harris’ “opvarmning” overfor religion i mødet med Bernstein og Jordan Peterson, viser da i hvertfald en form for bevægelse. Mest tydeligt er det dog ved Dawkins, der nu bruger tid på at sende tweets, hvor han glæder sig over lyden af kirkeklokker, hvilket ifølge ham er tusind gange rare at lytte til end minaretternes barbariske kald til bøn. Der virker til i højere grad end før at være indtrådt en mere blød tone overfor kristendommen. Man kan sige, at nationalismen og traditionsglæden har fået mere plads, mens religionskritikken er trådt lidt tilbage (dog ikke overfor Islam).

Man skal selvfølgelig passe på med at drage for voldsomme konklusioner og skære alle ateister over en kam. Man skal faktisk slet ikke gøre det. Men når man kigger på bevægelsens udvikling siden bøgerne fra The Four Horsemen trådte ind i scenen, så er det en spøjs digital arv, som 00’ernes nyateisme har efterladt sig. En arv som vi alle —ateister eller ej — burde tage ved lære af.