Hvad er historien?

Når Henrik Wigh-Poulsen fratræder sit embede ved udgangen af april, skal stiftet finde hans efterfølger. De tre kandidater er:

Thomas Frank er ph.d. og domprovst i Viborg. Han har desuden været feltpræst med udsendelser til Afghanistan, Kosovo og Sudan.

Annette Bennedsgaard er tidligere provst i Horsens og formand for provsteforeningen (2020-25). I 2025 blev hun områdeleder for viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og har også tidligere været ansat i Kirkefondet.

Esben Thusgård er provst i Aarhus Nordre Provsti og har blandt andet været projektleder for Kirken i Byen i Aarhus Stift. Efter Bennedsgaard er han nu blevet formand for Provsteforeningen og har blandt andet siddet med ved udformningen af den omdiskuterede reform af menighedsråds- og økonomiloven, der blev vedtaget sidste år. 

De vil alle være 57 år ved indsættelsen, de har læst teologi på Aarhus Universitet i 1990’erne, og de har mere end ti års erfaring som provster. Dermed bliver det – som mange forudså – endnu en tidligere provst, der overtager bispeembedet i Aarhus.

På den konservative fløj havde mange nok håbet på, at nuværende domprovst i Aarhus Birgitte Graakjær Hjort havde stillet op. De grundtvigske har heller ikke kunnet stille en kandidat, men alle tre kandidater italesætter dog alligevel sig selv som grundtvigske til Grundtvigsk Forum — endnu en fællesnævner.

Hvorfor er det vigtigt?

Det fremstår umiddelbart fredeligt med tre kompetente og ledelsesorienterede kandidater. Sådan er det nu ikke helt, men det handler mindre om kandidaterne selv. 

Rasmus Nørtoft Dreyer stiller i en kirkeanalyse til Kristeligt Dagblad spørgsmålet: “Kun kirkens teknokrater vil være biskopper. Hvorfor?” Ifølge ham afspejler feltet en bredere udvikling, hvor bispeembedet er gået fra teologisk tilsyn til administrativ ledelse. Kandidaterne repræsenterer en konsensuspræget midte, hvor organisatoriske kompetencer fylder mere end en tydelig teologisk profil, hvilket hænger sammen med både valgformen og et fokus på struktur og HR-opgaver.

Også ledelsesforsker Helle Hein kritiserer valget og stiller spørgsmål ved, om den nuværende proces overhovedet er egnet til at finde den bedste biskop. Hun peger på, at fraværet af stillingsopslag, kravprofil, ansættelsesudvalg og samtaler betyder, at kandidater må føre ukontroversielle kampagner på brede floskler frem for at præsentere konkrete strategier og tydelige fortolkninger af opgaven. Hun efterlyser derfor en mere gennemtænkt model med et bedømmelsesudvalg – eventuelt inspireret af Norge eller Sverige.

Hvad betyder det?

Kritik af bispevalgsprocessen er ikke noget nyt. Ved valget i Fyns stift i 2022 foreslog Ulla Morre Bidstrup fra Pastoralseminariet i København for eksempel, at der skal være et bedømmelsesudvalg á la det, man kender fra akademiske institutioner.

Et genkommende tema ved de sidste mange bispevalg har også været en diskussion af åremålsansættelser, men dette er der heller ikke blevet rykket på. Som biskop er du garanteret job indtil pensionsalderen. 

Udfordringen er nok, at selvom mange kan blive enige om, at noget er galt, så er det svært at blive enige om, hvad det er. Bisperollen er blevet en kimær, der er lige dele teologisk autoritet, offentlig person, HR-ansvarlig og CEO - en jobbeskrivelse, de færreste vil misunde.

Ingen tvivl om, at bispevalget vil være vand på møllen for de præster, der er frustrerede over “koncernkirken”. Men det hører også med til historien, at netop administration og personaleledelse har været et tema under Wigh-Poulsen, hvor der af flere omgange har været kritiske røster fremme i medierne. 

På den måde er det ikke sært, at tingene ser ud, som de gør. Skulle vi alle i fællesskab vælge farver til vægge og lofter i vores hjem for de næste 13 år, er det ikke så mærkeligt, hvis vi diskuterer nuancer af beige.