Steven Spielberg er uden tvivl en af de største filminstruktører gennem tiderne. Han brød igennem helt tilbage i 1975 med Dødens gab og har siden leveret en lang række anerkendte og prisbelønnede film med vidt forskellige motiver. Indiana Jones-serien slog igennem med humor, spænding og eventyr. Et helt andet motiv kom i spil med Schindlers liste, hvor hans egen jødiske baggrund blev et tragisk bagtæppe for en fremragende film om en tyskers redning af en række jøder i Tyskland.

Steven Spielberg har altså allerede cementeret sin plads i filmhistorien. Med sin seneste film, Disclosure Day, sender Spielberg os på ny ind i sci-fi-tematikken, som har fyldt en del i flere af hans andre film.

Og Steven Spielberg har igen præsteret en fremragende film.

Disclosure Day er en kende avanceret. Som seer fanger man kun bid for bid, hvad der er på færde. Det er i sig selv en pointe. Vi kredser om det endnu højst usikre spørgsmål: Findes der liv uden for kloden? Og har vi set noget af det liv på jorden?

I filmen følger vi, midt i dette århundrede, to grupper i USA, som begge ved, at der i flere omgange er kommet liv fra andre planeter til vores planet. Det er aldrig blevet til almen viden og anerkendelse.

Den ene af de to grupper arbejder fortsat på, at det skal holdes helt uden for offentlighedens kendskab. Den anden gruppe har den stik modsatte holdning. Skridt for skridt udvikler det sig til en alt eller intet-kamp mellem de to grupper.

Kampen mellem dem er i sig selv helt genkendelig. Ufred på jordkloden synes aldrig at ophøre.

Vi er uendelig langt fra demokratiets globale sejr, sådan som den amerikanske forfatter og professor Francis Fukuyama profeterede i 1990’erne. Han så for sig, at der fremover kun ville være tale om små, overkommelige konflikter. Som bekendt holdt Fukuyamas spådom ikke. I dag er vi tættere på det stik modsatte: et hav af konflikter kloden rundt, som af og til smager af optakt til en tredje verdenskrig.

Noget tyder på, at vi er og bliver indskrænkede mennesker — mennesker, der aldrig giver slip på vores egen ret før alle andres ret.

I Disclosure Day udvides perspektivet voldsomt, så det også involverer risikoen for ufred langt ud over det jordiske liv. Ufred med andet liv i universet.

Men er der mon virkelig andet liv i universet? Og vil det i givet fald ikke én gang for alle afsætte Guds virkelighed?

Det religiøse perspektiv er en tydelig undertone gennem hele filmen. Det kommer meget direkte frem i mødet med to katolske nonner, hvor den ene tydeligvis anser det for helt uproblematisk, at der kan tænkes at være andre væsener i universet end mennesker. Det indskrænker ikke gudstroen. Guds virkelighed kan række langt ud over det, vi har øje for.

Steven Spielberg sagde i et interview i forbindelse med filmen:

“Hvad gør dette ved de grundlæggende overbevisninger, som mange af os har? Er Gud, vores Gud, kun på denne planet, eller er Gud en Gud for ethvert system, hvor der er civilisation, intelligent liv og endda liv i udvikling?”

Spielberg kommer selv fra en jødisk baggrund. Han forlod troen i nogle år, men er vendt stilfærdigt tilbage til den. Og øjensynlig i en mere almen form, som også giver plads til det kristne perspektiv.

Det er ikke mærkeligt, at man med et kristent livssyn kan føle sig usikker på, om det virkelig er muligt, at der kan være andet end menneskeligt liv i universet. Biblens enormt stærke fokus på Guds vilje og virke med sigte på mennesket og hele jordens skaberværk kan give en følelsen af, at det er umuligt, at der også kan være andet på spil i universet.

Men sagen er, at flere teologiske grundstemmer i kirkens historie har været åbne for muligheden af andet liv i universet. Således for eksempel Augustin fra det 4.-5. århundrede. Og i nyere tid for eksempel C.S. Lewis.

Vi løber jævnligt ind i udsagn om, at nogen har set udenjordisk liv på vores klode. For få år siden lød det endog fra nogle betydelige amerikanske videnskabsfolk. Steven Spielberg er selv en af dem, der tror på udenjordisk liv.

Personligt synes jeg ikke, at der indtil videre foreligger troværdige beviser for, at noget udenjordisk har vist sig på vores klode — og heller ikke for, at der findes andet liv i universet. Men skulle det vise sig, at der er andet liv i universet, så har alt liv først og sidst brug for livets skaber og opretholder. Og allermest, hvis der skal være håb om varig fred.

Filmen ender ganske vist i et smukt fredslys, da et udenjordisk væsen omsider bliver bragt synligt frem for hele jordkloden. Og det synes endda at samle menneskeheden i større fred, modsat filmens indtil da tydelige understregning af ufreden på jorden.

Smukt, men næppe realistisk.

Ufreden stopper aldrig på menneskets vilkår. Vi — inklusive resten af universet — har brug for skaberen og frelseren.

Som Ambrosius Stub skrev det i 1700-tallet:

Jeg ser det vidtudstrakte rum,

den cirkled himmelbue,

dens lamper uden tal og sumi ubegreben lue.

Mit syn forlyster nok

ved dejlig stjerneflok;

men sjælen venter sikkerlig

sin himmelglans og sol i dig.

(DS 20)