Når man læser den første overskrift i Theis Ørntofts essay – ”Der er ingen grøn omstilling” – kan man få den tanke, at det da vist må være seneste skud på den konspirationsteoretiske stamme. Jeg mener, er den grønne omstilling ikke det, vi alle sammen har været i gang med de seneste 5-10-20-30 år? Politikerne taler jo ikke om andet. Er Ørntoft en spejlvendt udgave af dem, der indtil for nylig påstod, at klimaforandringerne slet ikke fandtes?

Nej – men gid det var så vel, har jeg lyst til at tilføje. Så kunne vi ignorere Ørntoft og hans både ærlige og ubarmhjertige essay; så kunne vi ryste på hovedet og fortsætte med at udlicitere vores udledning af drivhusgasser, så de ikke tæller med i Danmark regnskab; så kunne vi lukke øjnene for de congolesiske børn, der dækket af svovlsyrestøv leger på gaden, fordi der i de lokale miner skal udvindes kobolt til elbilerne.

Men det kan vi ikke, og det er Ørntofts pointe.

Ørntoft debuterede som digter i 2009 og romanforfatter i 2018. Et af de emner, der særligt optager ham, er klimakrisen og dens enorme konsekvenser for mennesker. Mit første møde med Ørntoft var i et uddrag fra ”Digte 2014”, hvor han blandt andet skriver: ”Jeg forstår ikke dem, der sætter børn i verden i dette årtusind”. Hans romaner kredser om samme tungsind og melankoli. Den verden, Ørntoft observerer, er gået i stykker. Der mangler noget – måske samhørighed. Nu har han så skrevet et essay, som på mange måder forklarer, hvorfor hans verdensanskuelse er så dyster. Men også hvori hans håb ligger.

Når der ikke findes nogen grøn omstilling, skyldes det, at den grønne omstilling er et fatamorgana, et fantasifoster og i lyset af klodens hastigt stigende temperatur: en feberdrøm. Den grønne omstilling bygger på en ide om, at ny teknologi vil redde os, sådan at vi kan fortsætte med at leve vores liv på en gennemgående ubæredygtig måde. Grøn omstilling fører til øget forbrug, hvilket ikke bare modvirker, men kortslutter og ugyldiggør den grønne omstilling.

Den grønne omstilling er udtryk for en blind tiltro til fremskridtet, en naivitet fra oplysningstiden, som blandt andet har tilladt naturvidenskaben at operere uden etiske og moralske overvejelser. Det har skabt et grundlæggende ubæredygtigt system, hvor vi overser ”de helt basale, elementære balancer mellem input (naturresurser) og output (økonomi, affald)” (s. 51).

Det kan vi ikke lukke øjnene for – men det gør vi. Det er en anden af Ørntofts pointer. Vores evne til at fortrænge realiteterne er veludviklet og i dette tilfælde fatal. For om vi vil det eller ej er det ”realiteterne, der hersker, i sidste ende vinder de altid” (s. 63).

Hvis man lykkes med at komme ud over sine egne fortrængninger, ser man hurtigt, hvor kompleks verden er. Det er globaliseringens strukturelle forbandelse. Første skridt på vejen frem er nok bare at acceptere de vilkår, man lever under. Ligesom realiteterne altid i sidste ende vinder, selv over grønne løgne, vinder naturen også. Det er derfor, fortsat vækst er hul i hovedet. Ubegrænset vækst kan ikke lade sig gøre i et afgrænset rum.

Måske tænker man, at Ørntoft er pessimist, og at hans vision er en menneskefri verden. Det er ikke tilfældet: ”Menneskeheden er ikke nogen kræftsvulst på planeten. Det er en frygtelig tanke. Sådan har jeg ikke lyst til at tænke” (s. 94). Hvordan så?

Det er faktisk et godt spørgsmål. Ørntoft giver ikke for alvor løsningsmodeller, og det er bogens største mangel. Men i bogens to sidste kapitler kommer han alligevel omkring tre ting, det er værd at hæfte sig ved.

Ofringer: Tidligere tog man ikke noget fra naturen uden at give noget til gengæld. Inden for en neokapitalistisk vækstideologi grænser det vel til at være en dødssynd, men realiteten er, at det bidrager til et univers i balance. Ingen kan slippe afsted med altid at rage til sig.

Ritualer: Vores verden er blevet uhyggeligt ensformig og anonym og samtidig uden nævneværdige ritualer. Det har dybest set distanceret os fra den verden, der opretholder os.

Det løftede blik: Ørntoft er faktisk fortrøstningsfuld – men hans fortrøstning knytter sig til, at vi, når vi er sat skakmat, endeligt opgiver vores naive forestillinger og fortrængninger, ser virkeligheden i øjnene og møder konsekvenserne. Det er den eneste vej frem.

Så vidt Ørntofts essay.

Tillad mig også lige at komme med en teologisk krølle.

Dietrich Bonhoeffer skrev fra sin fængselscelle, at den kristne ikke har en særlig flugtvej fra de jordiske problemer; man kan ikke i Jesus’ navn undsige sig sit ansvar for den verden, man lever i. Det ansvar er Ørntofts bog med til at opridse.

Samtidig rummer kristendommen et radikalt håb for den skabte verden. Jeg har kæmpet med at finde den gode formulering her, for det må ikke lyde, som om jeg fralægger mig ansvaret. Nogle vil sikkert indvende, at det ikke kommer til at gå så galt, som Ørntoft skitserer. ”Gud har jo styr på det, han vil redde os”. Men jeg mener ikke, den følgeslutning er gyldig.

Jeg er ikke i tvivl om, at Gud har styr på det – men jeg er ikke sikker på, at det betyder, at vi så helt automatisk undgår de alvorlige konsekvenser af vores eget overforbrug. Det ville reducere Gud til en slags åndelig superhelt, der kommer i sidste øjeblik, eller en deus ex machina-figur fra det antikke græske teater. Så har vi på en måde tilskrevet Gud samme rolle som den teknologi, vi troede, kunne redde os, men som i hvert fald ifølge Ørntoft ikke er vejen frem.

Det kristne håb for skaberværket er altså større og dybere end fritagelse for specifikt denne krise, men det vil føre for vidt, hvis jeg her skulle redegøre for alle detaljer og implikationer (se i stedet min bog Jordnær teologi fra 2023). Lad mig bare slutte med de tre nedslagspunkter, jeg nævnte ovenfor. De rummer nemlig også dybe teologiske pointer.

Vigtigheden af at give noget tilbage til naturen (ofringer) handler om gensidighed og samhørighed, om at respektere det fællesskab af skabninger, vi er en del af. Jorden tilhører Gud, som der står flere steder i Det Gamle Testamente.

Behovet for ritualer handler om genfortryllelse af verden, om en grundlæggende fornemmelse for, at tider og steder kan være hellige, fordi Gud er til stede. Det er et sakramentalt blik på verden.

Og det løftede blik, der møder realiteterne, er udtryk for tillid til Gud midt i mørket – en tillid, der tilmed kan indgyde mod til at forsøge at lysne det mørke håb. For den sejr, Jesus har vundet, er også en sejr for den verden, hvor litiumbjergene vokser dag for dag.