I starten af 00’erne sad jeg til en metodeforelæsning på Københavns Universitet, og jeg sad måske og småkedede mig lidt. Men lige pludselig fik min forelæser min udelte opmærksomhed, da han kom til et punkt i sin PowerPoint med overskriften: Hvorfor du aldrig kan stole på dine undersøgelser.

Sådan som jeg husker, han sagde det til de håbefulde studerende, lød det noget i retning af: Jeres undersøgelsesresultater vil altid være en konstrueret virkelighed, skabt af jeres tolkning og forståelse af resultaterne – i samspil med dem, I undersøger, og deres tolkninger og misforståelser af, hvad I har spurgt dem om.

Som ung, håbefuld sociologistuderende var det jo lidt nedslående at få at vide, at ens drømme om at lave banebrydende forskning om virkeligheden og opdage spændende sammenhænge altid bare ville være en fortolket virkelighedsforståelse.

Den forelæsning har jeg altid haft i baghovedet, når jeg alligevel har begivet mig ud på undersøgelsernes dybe vand.

Kritikken af Bibelselskabets rapport

I sidste uge udkom Bibelselskabets rapport Gud og danskerne, som jeg er forfatter på. I kølvandet på rapportens udgivelse har der været kritik af metoden og dataindsamlingen.

Jeg må blankt erkende, at jeg også synes, at tallene er vilde. Det var slet ikke det, jeg havde forventet, og heller ikke det, andre havde forventet. Vi havde endda tilføjet et spørgsmål om, hvilket fodboldhold man holder med, så vi i det mindste havde et interessant resultat, vi kunne fortælle om, når rapporten kom ud. Og jeg kan afsløre, at FCK-fans er langt mere troende end Brøndby-fans. 

Hvilket man godt kan forstå med den sæson, FCK har haft.

Når der så kommer tal, man ikke helt forstår, skal man selvfølgelig forholde sig kritisk til undersøgelsen. Det er helt fair at komme med kritik af metoden i undersøgelsen, og det skal der være plads til.

Jeg vil forsøge at besvare noget af kritikken, samtidig med at jeg har min gamle metodeforelæsers ord i hovedet: Undersøgelser vil altid være konstruerede virkeligheder. Men de siger trods alt noget om virkeligheden – bare ikke alt.

Kan man stole på metoden?

En del af kritikken har omhandlet indsamlingsmetoden. Man har indsamlet data fra et spørgepanel, som folk selv har tilmeldt sig. Det vil altid være problematisk, hvilket vi også gør opmærksom på i metodeafsnittet i rapporten.

Andre firmaer bruger også spørgepaneler, hvor medlemmerne er blevet tilfældigt udvalgt. Men selv hvis man er tilfældigt udvalgt, skal man jo stadig sige ja eller nej til at være med. Det beror derfor også på respondentens egen motivation.

I 2021 lavede Pew Research en undersøgelse af forskellige typer spørgepaneler – dem, man selv melder sig til, og dem, hvor folk tilfældigt udvælges og bliver spurgt, om de vil deltage. Man kalder dem henholdsvis opt-in-paneler og probability-paneler.

Det viser sig, at probability-paneler generelt er mere pålidelige end opt-in-paneler. Bilendis panel, som er blevet brugt i Trosanalysen 2026, er et opt-in-panel. Pew Research konkluderer dog også, at den primære grund til forskellen er, at der i opt-in-paneler kan være flere “forstyrrende elementer” – respondenter, som fx bare svarer ja til alle spørgsmål eller svarer meget hurtigt uden at overveje svarene.

Siden Pew Researchs studie har man arbejdet med forskellige kontroller, der sorterer disse forstyrrende elementer fra, så også opt-in-paneler bliver mere pålidelige. Derfor opererer man også med en usikkerhed på omkring 5 procentpoint i opt-in-undersøgelser.

Så ja, man skal altid tage panelundersøgelser med en vis varsomhed. Men selvom de fortæller os en konstrueret historie om virkeligheden, kan de stadig give indikatorer på, hvordan virkeligheden ser ud.

Man skal altså være kritisk over for indsamlingsmetoden og de problemer, der kan være forbundet med den. Men at konkludere, at undersøgelsen derfor slet ikke er repræsentativ og dermed ubrugelig, er for langt at gå.

Hvorfor identificerer flere respondenter sig ikke med folkekirken? Er frikirkerne overrepræsenteret?

I Bibelselskabets undersøgelse opstod der også et konkret problem, fordi der i kategorien af unge var langt flere, der identificerede sig med frikirker, end vi ved, der er medlemmer af frikirkerne.

Når spørgsmålet lød, om man identificerede sig med frikirker, kunne man jo sagtens argumentere for, at når det ikke handler om medlemskab, men om identifikation, så ved vi reelt ikke, hvor mange der identificerer sig med frikirker. Det kan være langt flere, end der er medlemmer.

Men for at få identifikationen til at flugte lidt bedre med virkelighedens medlemstal valgte vi at frasortere respondenter fra fire frikirker. Frikirkerne er stadig repræsenteret i undersøgelsen, men på et niveau, hvor antallet, der identificerer sig med dem, passer bedre med medlemstallene.

Vi kan samtidig se, at selv når vi frasorterer de fire frikirker, ændrer det ikke væsentligt på repræsentativiteten i forhold til geografi, uddannelsesniveau og andre parametre. Derfor er det svært helt at se, hvilke andre problemer det skulle medføre, sådan som kritikere har sagt – uden at konkretisere, hvilke problemer det skulle være.

Kritikken har også været, at der er for få personer i undersøgelsen, som identificerer sig med Folkekirken. Men bare fordi man er medlem af Folkekirken, behøver man jo ikke identificere sig med den. For mange danskere er medlemskab af Folkekirken mere et spørgsmål om kulturelt tilhørsforhold end om identifikation.

Hvor er alle de unge mænd, der går i kirke?

En yderligere kritik, som er kommet frem, er, at hvis 33 % af unge danske mænd har været til gudstjeneste inden for den seneste måned, så ville det have været tydeligt. Til det kan man sige to ting.

For det første glemmer man konsekvent at sige, at spørgsmålet lød, om man havde været til gudstjeneste enten fysisk eller online. I gengivelsen af spørgsmålet undlader kritikerne konsekvent at nævne online-delen, og dem, som er til gudstjeneste online, vil man ikke nødvendigvis finde på kirkebænkene.

Samtidig er der jo mange præster, som rapporterer om unge mænd, der dukker op til gudstjenesterne både i folkekirken og frikirker langt mere end tidligere. Dette tal indikerer, at der kan være noget om snakken.

Har man ikke bare fundet det, man ledte efter?

En sidste kritik, som skal adresseres her, er, at fordi undersøgelsen er betalt af kirkelige ungdomsorganisationer, så har man gerne villet fremme et særligt positivt narrativ om unges tro.

Formålet med undersøgelsen har aldrig været at påvise et særligt gunstigt resultat for kirkerne i forhold til unges tro og kirkegang. Motivationen var en nysgerrighed over for de andre undersøgelser, som er lavet i Danmark, og som har vist, at der er en tendens blandt unge til at tro mere end andre generationer. Derudover var der en nysgerrighed på, om man kunne finde de samme tendenser i Danmark, som den tilsvarende undersøgelse i Norge fandt frem til, hvor man gav rapporten overskriften: Gud er tilbage.

Undersøgelsen har altså aldrig været drevet af, at man skulle opnå et særligt resultat. Den har været drevet af stor nysgerrighed efter at forstå danskernes forhold til Gud.

Det er overraskende høje tal

Jeg medgiver, at de konkrete tal for trospraksis – især for unge mænd – er overraskende høje. Jeg kan heller ikke fuldt ud forklare, hvorfor 33 % af de unge mænd har svaret, at de inden for de sidste 12 måneder har været til gudstjeneste mindst én gang om måneden, enten fysisk eller online. Eller hvorfor 21 % svarer, at de har brugt Bibelen på egen hånd inden for den seneste uge.

Jeg har faktisk gjort alt, hvad jeg kunne, for at få tallene ned.

Men tallene er der. Og når meget andet i analysen bekræfter de tendenser, som andre undersøgelser også har vist, må vi på en eller anden måde forholde os til, at de unge – og særligt unge mænd – i denne undersøgelse også i praksis har taget kristendommen til sig.

Om alle har været fuldstændig ærlige i deres svar om bibelbrug og gudstjenestedeltagelse, ved vi ikke. Det er en usikkerhed, man altid må leve med, når man spørger mennesker.

Men vi kan i hvert fald sige, at de med deres svar ønsker at give indtryk af hyppig kirkegang og bibelbrug. De giver under alle omstændigheder et andet billede af praksis blandt unge, end undersøgelser gjorde for 10–15 år siden. På den måde peger det på, at noget er ændret, og at man kan tale om et åndeligt stemningsskifte.

Som nævnt bekræfter Trosanalysen 2026 de tendenser, vi ser i andre analyser: at unge er mere nysgerrige på tro, Gud og åndelighed end andre generationer.

Så selvom vi kan diskutere metoden og motivationen bag undersøgelsen, mener jeg faktisk, at den giver belæg for at sige, at der er sket et åndeligt stemningsskifte. Hvad det så konkret betyder for kirkegang, bibelbrug og bønspraksis, ved vi først om nogle år, når det mere “trendbaserede trosstøv” omkring kristen åndelighed har lagt sig.

Man må dog også huske, at selvom der er en bevægelse blandt mange unge, når det handler om tro, er det stadig kun godt halvdelen, der finder det sandsynligt, at Gud findes.

Men hvordan skal kirken så forholde sig i mellemtiden?

Jeg vil prøve at komme med tre forsigtige bud.

Tallene i Trosanalysen indikerer, at vi står med en generation af unge, hvor troen skal have indvirkning på praksis og hverdagsliv. Troen skal ikke blot være en museumsgenstand, man tager frem ved særlige lejligheder. De unge søger en tro, der giver mening nu, og som er virkelighedsnær.

Kirken må derfor turde formulere en tro, der både er praksisnær og meningsfuld i hverdagen. Den må spørge sig selv: Hvordan hjælper vi unge til at have åndelige praksisser i hverdagen, der gør troen nærværende midt i et almindeligt ungdomsliv?

Måske er denne efterspørgsel efter praksisnær tro også et udtryk for, at de unge er i gang med en identitetsrejse, hvor troen bliver en del af rejsen. Derfor må kirken også spørge sig selv, hvordan Kristus, åndelige erfaringer og tro konkret kan bidrage til unges identitetsprojekt – for de vil gerne høre svarene.

Når over en tredjedel af de unge er interesserede i at lære mere om Bibelen, viser det også, at de efterspørger tro – ikke en masse udenom. De er interesserede i kristen tro, Bibelen og Gud.

Så ud over at præsentere en praksisnær tro er der også en udfordring til kirken om at være tydelig i sin tro og sine værdier. Unge er opdraget til selv at skabe mening, men denne analyse – og en anden undersøgelse, jeg selv har været involveret i om åndelig dannelse – viser, at mange unge efterspørger tydelige rammer, der kan give retning, mening og værdi.

Der er meget i vores kultur, der er utydeligt. Det kan nogle unge håndtere, men en større gruppe oplever, at de ikke længere selv kan skabe mening og værdi. Her har de brug for en tydelig kirke, der kan vise, at mødet med Kristus kan give mening, værdighed og værdi, som de ikke selv skal skabe.

For det tredje viser svarene, at mange unge gerne vil begynde deres trosrejse online. De søger selv på nettet eller TikTok for at danne sig en mening om kirke og tro, før de eventuelt møder fysisk op.

Derfor er der også en udfordring til kirken om at være mere til stede digitalt og arbejde med, hvordan digital åndelighed ser ud. Vi kan mene, at folk skal væk fra skærmene – og det skal vi også arbejde med – men lige nu bruger mange unge stadig flere timer dagligt foran en skærm.

En afsluttende bemærkning

Undersøgelser præsenterer altid konstruerede virkeligheder. Men det betyder ikke, at de ikke rummer sandhed eller kan fortælle os noget vigtigt om virkeligheden – selv når tallene stikker helt af.

Vi skal tage vores forbehold uden at dekonstruere hele analysen. Og måske er det mest sande, denne undersøgelse siger, netop, at vi kan konstatere et åndeligt stemningsskifte i vores samfund og kultur.