Jeg har holdt 206 prædikener for min menighed nu!

Tohundredeogseks prædikener over bibeltekster, som størstedelen af dem udmærket kender i forvejen og allerede ved, hvordan prædikenen lyder til. Jeg er stadig lidt i tvivl, om det virker, men jeg har efterhånden måttet acceptere, at det i hvert fald er en central del af det at være præst. Menigheden er i hvert fald ikke tilfredse, hvis jeg bare sætter en video på. 

Men tilfredse er de faktisk, hvilket jeg ved, fordi jeg har forulempet dem med en større spørgeskemaundersøgelse. De turde i hvert fald ikke sige andet. Feedbacken var overvældende god. 92% var enige eller meget enige i, at det var inspirerende, og de resterende plejer at indrømme, at de har haft en dårlig dag.

Jeg synes dog ikke, det nødvendigvis virker til, at de har hørt alt, hvad jeg har sagt. De er i hvert fald ikke faret ud i alverden endnu for at gøre alle folkeslagene til mine/Jesu disciple, og der er også grelle eksempler på både loviske trællekår og chokerende antinomisme iblandt dem. Men de mener i det mindste ikke, at det er fordi, jeg har holdt de forkerte prædikener.

Så hvad er det egentlig sådan en prædiken skal kunne, hvis jeg nu må acceptere, at den ikke ændrer verden. I hvert fald ikke hver søndag. Måske fandt jeg svaret i en lille undseelig blå bog “Overhearing the Gospel”, der lå i en flyttekasse på mit loft.

Her har den udbrændte prædikenlærer Fred Craddock låst sig inde med Kierkegaards samlede værker for at se, om de to kunne komme frem til, hvad en prædiken, der når ind, egentlig kræver. Og det er fremragende. 

Craddock var en af foregangsmændene i “New Homiletics”-skolen i 70’erne, hvor opgaven var at finde ud af, hvordan man kunne holde prædikener, selv om præsten ikke længere var en autoritet, der automatisk afkrævede åbne ører og lydige hjerter. Det har selvfølgelig været et problem siden Kierkegaards tid, men det var i 70'erne amerikanerne opdagede det, og måske bliver det også sådan for paverne en dag.

Stop nu med at sige, at Jesus elsker mig!

For nylig var jeg til en fin gudstjeneste i en domkirke, hvor præsten havde besluttet sig for, at han lige skulle være sikker på, at vi hørte det vigtigste. Derfor sluttede han prædikenen af med, hvad der nok var syv gange, men føltes som tredive, at sige: “Jesus elsker dig.” Med varieret tryk og masser af emfase. For hver gang, det blev sagt, kunne man mærke både lægfolk og præster krympe sig mere og mere. Jeg ville ikke udsætte min værste fjende for det.

Det er jo lidt mærkeligt, at det at høre Jesu kærlighedserklæring til os skulle være tortur, men Craddock og Kierkegaard har et bud på, hvad det er, der går galt: Evangeliet kan ikke kommunikeres direkte. Det er for stort, og det bryder med alt andet, jeg ellers ved. For eksempel, hvor uelskelig jeg er.

Når nogen så alligevel prøver at bilde mig ubehageligheder ind om Jesu altopofrende kærlighed, går jeg straks i forsvarsposition, smider paraderne op og går på jagt efter hullerne i den omklamrende krammer, en mistænkelig prædikant prøver at udsætte mig for. Det er meget svært at nå igennem.

Og selv, hvis det gør, er vi alligevel ikke nået længere, for det eneste, jeg kan respondere på denne direkte erklæring med, er min vilje. Vil jeg også elske Jesus? Kan jeg tage imod? Er jeg værdig? Mener jeg det nok? Og det er altså ikke det samme som tro, ifølge Craddock. Og Kirkegaard.

Craddock starter hvert kapitel med at citere Kierkegaard for følgende: “There is no lack of information in a christian land, something else is lacking, and that is something which the one man cannot directly communicate to the other.”

“The nonredemptive nature of information alone,” som han kalder det, løser simpelthen ikke noget. Vi kan ikke bruge afrevne sandheder til noget, eller som Kierkegaard siger det, leve under dem. Det fører til: “The monstrous illusion that knowledge about Christianity is Christianity.”

Kirken i dag, siger Kierkegaard for 200 år siden, er højtlæsning fra en andagtsbog.. undskyld.. kogebog til en mand, der er sulten. Han siger også det modsatte, at vi prøver at stoppe mere mad ind i munden på folk, der aldrig har følt sult. Og jeg kan da godt føle mig en lille smule ramt på min præsteære.

En prædiken er ikke information, det er ikke noget, man bare kan erklære sig enig eller uenig i. Hvis man går med på den leg, kommer de hurtigt til at handle om alt det udenom, spørgsmålene, som man faktisk kan lave den øvelse med: Hvor fik Kain sin kone fra? Hvem skrev 1. Mosebog? Hvad kommer der til at ske med jøderne? Er der rumvæsner i Bibelen?

Alt det, der ingenting flytter. Slet ikke inden i mig, hvor det gælder.

Det var egentlig til de andre

Derfor er vi nødt til at kommunikere indirekte i stedet for, konkluderer Kirkegaard og Craddock. Evangeliet er ikke noget man hører. Det er noget, man overhører.

Kierkegaard har selv en historie, der begynder med, at han overhører to mænd stå og tale på kirkegården (jeg tror, et bevidst Kierkegaard pun havde været bedre) om en afdød og opdage, at han vil være et sådan menneske, der kan tales om på denne måde ved sin død.

John Wesley, Augustin og mange af os helt almindelige mennesker har en historie om lignende opdagelser, hvor noget, der egentlig var til nogle andre, pludselig blev vigtigt for os. Måske har du siddet og spist vingummier under en kirkebænk som barn og opdaget, hvor vigtigt det her var for de voksne. Eller siddet som voksen til en familiegudstjeneste og mærket varmen strømme igennem dig, selv om det egentlig var børnene budskabet var til. Og måske er det også derfor, vi smuglytter så meget på andres samtaler, nu også via podcasts?

Det vægtigste argument er selvfølgelig, at det er sådan Gud kommunikerer. Jesus er Guds indirekte kommunikation til os. Han viser os, hvem han er gennem Jesus i stedet for bare at råbe til os fra Himlen.

Jesus kommunikerer også indirekte med skarerne og sine disciple. Det er først bagefter, vi forstår, hvad lignelserne betyder. Og at de måske ikke altid betyder det samme for dig og mig. Bibelen er også indirekte. Vi sidder og læser andre folks breve og profetier, der er sagt til bestemte mennesker for tusinder af år siden, og alligevel er vi med.

(Undtagelsen er den direkte kommunikation i Johannesevangeliet. Der er derfor, det er så træls at læse).

At krydse distancen

Craddocks kommunikationsteori for indirekte forkyndelse har to grundelementer. Distance og deltagelse.

Det begynder med distance. Med en erkendelse af, at det, der sker i en gudstjeneste, er så vigtigt, at de også havde gjort det, selvom jeg ikke havde været der. Og at jeg derfor også har frihed til at liste mig ind og forholde mig frit og privat til det, der sker. Uden, at der er en, som stirrer intenst på mig imens og venter på, at jeg svarer korrekt.

Når vi har med menneskers indre liv at gøre, må vi omgå det med enormt stor respekt. Det er også derfor, det er vigtigt, at der er noget at grine af en gang imellem. Så vi lige får et øjebliks “oase af momentær tilbagetrækning til objektiv observation og refleksion.” Kierkegaard står naturligvis holmgang for min kære ironi.

Og så når vi til deltagelsen, og det er her kommunikationsteorien bliver shaky. For det er lytteren og ikke mig, der skal overskride den distance, der er mellem os, og det ser de altså tit lidt for søvnige og distraherede ud til at kunne.

Helt magtesløs er man dog ikke, men man kan ikke springe og råbe højere og holde øjenkontakt intensere og tvinge dem til at tale med fremmede sidemænd og konfrontere dem med direkte spørgsmål i 2. person singularis med hånden i vejret om, hvorvidt de vil lade Jesus være Herre i deres liv.

I stedet må man i gang med hele det kierkegaardske arsenal: forstand, humor, ironi, hverdagshistorier, aforismer, selvskrevne lignelser, pseudonymer, en mærkelig livsstil, filosofiske diskussioner eller hvad end fantasien tillader, men helst nogle historier. Og selvom historien så bare handler om mig eller en unavngiven mand, så kan Pan Narrans* altså ikke lade være med, at transfigurere distancen og sætte sig selv ind i den.

*Den historefortællende chimpanse - Terry Pratchett mener at det er bedre betegnende end at være “det vise menneske” - Homo Sapiens.

Og så må man altså ikke punktere historien ved at starte med at fortælle, hvordan det slutter: At der kommer til at være en ged i en busk til sidst, så Isak slipper. Man må heller ikke devaluere alting med et "i dag ved vi jo at..” Spændingen er afgørende, selvom den er nok så ustyrlig.

Craddock mener også, at den største forhindring for enhver prædikant er egoet. At man (jeg) simpelthen ikke er villig og ydmyg(et) nok til at udtømme sig selv i evangeliets tjeneste.

Player’s gonna play, play play, play, play. Og teologer teologiserer, fordi vi er så optaget af “hvad’et”. Vi tror, at det at forkynde bare er at videregive dogmatikken, troslæren, men i stedet må vi genopdage “hvordan’et”. Vi mennesker responderer ikke på “noget”, vi responderer altid på “nogen”.

Måske er det det, der skal til?

Kierkegaard er sig pinligt bevidst om, hvad han ikke kan. Han udtrykker også jævnligt tvivl om, hvorvidt hans indirekte stil – at han gemmer sig bag pseudonymtyper som Climacus og de andre rødder –  i virkeligheden bare er forklædt kujoneri. Og han er heller ikke sikker på, at denne ’indirekte kommunikation’ altid skal føres helt igennem.

Han mener i hvert fald, at man skal kommunikere rimelig direkte, hvis man er videnskabsmand eller general eller missionær et sted, hvor de aldrig har hørt om Jesus før. Derfor er der nok også plads til lidt af begge dele i de fleste sammenhænge.

“Jeg står for krydderiet, ikke måltidet,” siger han. Men i et kristent land, hvor folk (for at forvirre madmetaforen yderligere) bare er så usultne, og hvor de har hørt det hele før, og hvor det er kristne og ikke hedninge, der skal omvendes, er man nødt til at begynde med at hive mad ud af munden på folk. Vi skal aflære og ikke lære.

De nye billeder skal være stærke nok til, at de kan sætte sig fast og ryste de gamle ubrugelige og nogle gange ødelæggende billeder nok til, at en smertefuld forandring kan begynde. “But the longest trip a person ever makes is that from head to heart.”

Jeg har efterhånden hørt virkelig mange historier om mennesker, der har hørt evangeliet hele deres liv og alligevel først har hørt evangeliet i en eller anden fremmed, uventet sammenhæng. Måske fra nogen med en anden teologisk observans end den, man ellers mente, var den rigtige. Eller midt i noget, der egentlig handlede om noget helt andet. Det er en kæmpe opgave at overbevise folk om, at de ikke allerede ved, hvad der bliver sagt.

Kierkegaard og Craddock er overbeviste om, at det er det, der er vejen, hvis en eller anden præst fra Aalborgs to-hundrede-og-seks prædikener ikke bare skal være død information, menigheden kan erklære sig enig eller uenig i, men i stedet være noget, man bliver rørt af eller ikke rørt af. Noget, der faktisk får prædikenens sande mål til at lykkes:

“at jeg får lov at høre evangeliet på ny.”