I århundreder har teologer kæmpet med at forstå sportens rolle, herunder fodboldens, i Guds ønsker for jorden og mennesker. I et kristent perspektiv var de antikke Olympiske Lege i Grækenland en fejring af hedenske guder. Med atleter der — nøgent — kæmpede imod hinanden, så mere alvorligt sindede kristne puritanere ingen anden mulighed end at placere sporten helt uden for Guds domæne.

Faktisk var det først med den industrielle revolution og udbredelsen af moderne sport, herunder fodbold, at kristne begyndte at se sport som et ”potentielt klasseværelse for moral og en platform for evangelisering”. I de senere år har religionsforskere gradvist vendt deres opmærksomhed mod sport og undersøgt nutidig sport for dens kvasireligiøse aspekter og som en af de mest populære og betydningsfulde dimensioner af menneskelig erfaring i det 21. århundrede.

I afrikanske sammenhænge har etnografiske studier af religion og fodbold generelt afspejlet kontinentets mangfoldige og komplekse religiøse landskaber, hvor en overvældende majoritet af forskningen beskæftiger sig med såkaldt afrikansk ”magi”, ”hekseri” eller ”trolddom". Denne gren af litteraturen er domineret af en psykokulturel diskurs, der undersøger fodboldaktørers ræsonnementer i deres vurdering af fodboldkampe. Eller sagt på en anden måde analyserer den de måder, hvorpå afrikanske fodboldspillere kæder fodboldens uforudsigelighed sammen med guddommelige kræfter. 

Det er dog vigtigt at understrege, at dét at forsøge at kontrollere fodboldens iboende usikkerheder i egne hænder gennem religiøse praksisser er i fremmarch over hele verden og ikke kun i Afrika. Brasilianske fodboldspillere bekender sig i stigende grad til neo-pentekostalske bevægelser, og i Danmark, der typisk anses som et dybt sekulariseret samfund, er angriberen Kasper Høgh for nyligt blevet en af de første landsholdsspillere, der relaterer sin formåen på banen med sin kristne tro.

Fodbold kan være enormt vilkårligt, og i en disciplin, der tester spillernes kamp om hæder, stolthed og en plads i historiebøgerne, kan presset blive overvældende. Forskere har betegnet spilleres religiøse praksis som religiøs pragmatisme; ikke nødvendigvis med begrundelse i et fjernt, hinsidigt univers og deres egen rolle heri, men snarere på grund af meget jordnære omstændigheder i nuet. 

Religiøs pragmatisme vokser i global fodbold. Det gælder desværre også for afrikansk exceptionalisme. 

Med begyndelsen af FIFA’s verdensmesterskab i herrefodbold i 2026 kan jeg allerede fornemme den afrikanske eksotisering og essentialisering, der utvivlsomt vil stikke sit grimme hoved frem, som det sker ved enhver stor turnering. Den massive othering af afrikansk fodbold, herunder dens religiøse fortolkninger og praksisser, er ikke ny, men jeg gruer allerede for den samme gamle rutine.

Få dage før turneringen begyndte den 7. juni, tog Ghanas minister for sport og uddannelse, Kofi Iddie Adams, til messe ved Philadelphia Movement Church og ”søgte spirituel assistance” for Black Stars forud for verdensmesterskaberne. Umiddelbart efter hans fremtræden i kirken lavede mediebureauer sjov med hans tilbedelse og fremstillede fejlagtigt hans besøg som noget, der er særligt afrikansk af natur.

Husk her på den generelle tendens – der i høj grad rækker langt ud over det afrikanske kontinent – nemlig at religiøse praksisser i fodbold har stærke psykologiske og sammenholdskabende kvaliteter. Dermed tjener de et funktionelt formål ved at forbedre både individuelle og kollektive præstationer. 

Jeg har erfaring med at dække flere Africa Cup of Nations (AFCON) turneringer on location, og drejebogen er altid den samme. Et afrikansk hold, spiller, fangruppe eller hvad det nu måtte være, der opfører sig på en bestemt måde, vil fremstå som grundlæggende anderledes – og måske endda spektakulært – for den udefrakommende ikke-afrikanske iagttager, der kun møder afrikanske realiteter hver fjerde år ved VM. 

Efterfølgende vil redaktioner i Europa ringe til folk som mig i et radioprogram eller en podcast og give os nogle få sekunder til at opsummere kontekstspecifikke fænomener, der ikke engang er unikke for afrikansk fodbold. 

Det tydeligste eksempel på dette fandt måske sted under AFCON 2025 i Marokko, der blev spillet i januar. I finalen udspillede der sig en episode med dyb religiøs betydning mellem Marokko og Senegal.

Jeg var til stede på Rabats futuristiske Prince Moulay Abdellah Stadium på den regnfulde søndag aften, da en bolddreng, en senegalesisk reservemålmand og en marokkansk sikkerhedsvagt i sort jakkesæt kæmpede en indædt kamp om et vådt håndklæde, der tilhørte Senegals førstemålmand Éduard Mendy.

Under det, der nu bliver kaldt ”Towel Gate”, forsøgte de marokkanske bolddrenge ihærdigt at forhindre Mendy i at tørre sine målmandshandsker, hvilket var håndklædets formodede formål. Imens forsøgte Senegals andetvalg mellem stængerne, Yehvann Diouf, at beskytte selvsamme håndklæde. Det skabte et sammenstød, der på et tidspunkt resulterede i, at Diouf blev tacklet til jorden af bolddrengene, der derefter trak ham rundt på den våde bane. 

Som forventet forværrede Towel Gate kun latterliggørelsen af Afrika(nsk fodbold) i de medier, jeg arbejder for, og snart blev det et samtaleemne i min dækning efter kampen. Den følgende morgen, imens jeg var i stort søvnunderskud efter at have set den mest pulserende fodboldkamp i mands minde, optrådte jeg i en håndfuld danske radio- og TV-programmer: ”Hvorfor i alverden sloges afrikanerne om et vådt håndklæde?” spurgte en radiovært uden at skjule sin nedladende fnisen.

Den nedladenhed vil snart forsvinde. Ved verdensmesterskaberne 2026 er én ud af fem deltagende hold afrikanske. Og Afrika har i de seneste år demonstreret, at deres fodbold fortjener at blive taget stadig mere alvorligt.

Her tænker jeg ikke kun på Marokkos historiske semifinale ved VM 2022 i Qatar, men også på de sidste par udgaver af AFCON, hvor fodboldniveauet er forøget drastisk. I opvarmningskampene til VM viste sejre af Elfenbenskysten mod Frankrig i en venskabskamp i Nantes og Algeriet over Holland i Rotterdam, at der er håb for de afrikanske nationer.

På et tidspunkt må de eurocentriske medier spørge sig selv: ”Hvordan dækker vi afrikansk fodbold ved VM? Bør vi virkelig insistere på at opfatte kontinentets religiøse systemer som separate domæner, adskilt fra den måde, andre fodboldspillere håndterer den usikkerhed, der er så fundamental for sporten? 

I stedet for et at være genstand for latterliggørelsen bør Towel Gate blive set som et perfekt casestudie i, hvordan afrikansk fodbold altid har været et rum for kulturel og religiøs strid.

I Afrika har tilførslen af eksterne religiøse trosretninger generelt haft en tendens til at gøre kontinentets oprindelige religiøse systemer til praksisser, der i vid udstrækning sanktioneres negativt. I nogle afrikanske stater er love såsom ”Witchcraft Acts” (Hekserilove) blevet opretholdt i mere end et århundrede, fordi de fremmes af politiske partier drevet af populistisk religiøs nationalisme.

I afrikansk fodbold har spændingen mellem kristendom, islam og oprindelige religiøsiteter været synlig i årtier.

Spillere kan ses udføre ritualer fra abrahamitiske religioner såsom at slå korsets tegn, pege mod himlen eller samle sig i bedeklynger, mens de samtidigt deltager i såkaldt juju-praksisser (afhængigt af geografi kendes det også som muti, sihr, hekseri, magi, osv.).

Den kenyanske forsker Wycliffe Njororai har kortlagt 22 praksisser, der almindeligvis forbindes med juju, som generelt opfattes som en åndelig kamp, der udspiller sig over hovederne på spillerne. Disse omfatter blandt andet at sprede groft salt på banen, at få spillertøj vasket af spåmænd og ikke af materialefolk, og — interessant nok — at målmanden gemmer noget inde i eller nær ved målstolperne, som det var tilfældet den famøse aften i Rabat.

Frem for alt bør de religiøse praksisser, som vi potentielt vil opleve i USA, Canada og Mexico i de kommende uger, ikke kun blive forstået som synkretisme, men også gennem en linse af neutralisering. 

På tværs af Afrikas fodboldarenaer er religiøs neutralisering udbredt.

I det zambiske kobberbælte bakker udehold deres busser ind, når de ankommer på stadions, der lokalt er kendt for at besidde særlige spirituelle kræfter.Antropologen Arnold Pannenborg finder i et af de mest omfattende studier af emnet, at salt og urin er ideelle anti-juju-ingredienser i ghanesisk fodbold. 

Med andre ord bruger de fleste fodboldspillere ikke juju til at angribe deres modstandere, men for at beskytte sig selv, da de tror, modstanderne gør brug af selvsamme praksis. 

Marokkanerne vil nok påstå, at de ikke ”tror” — hvad end det ord så betyder – på noget overnaturligt i forhold til det håndklæde, der blev brugt af Senegals målmand i dén finale.

Men nordafrikanerne indrømmede implicit, at deres modstandere potentielt tillagde håndklædet spirituel betydning, hvorfor de involverede sig i den type af parallel åndelig kamp, der har karakteriseret afrikansk fodbold siden dens begyndelse.

Under verdensmesterskaberne bliver vi sandsynligvis vidner til en enorm mængde religiøse praksisser, der alle tjener et ganske lignende formål: at navigere i fodboldens usikkerhed. Disse praksisser kan fremstå forskellige, og de er bestemt formet af forskellige historier og fortolkninger.Men de skal anskues, som Peter Alegi formulerer det, som en måde at ”tæmme held” på, eller med Anne Leseths ord: ”rationalisere fodboldens uforudsigelighed”.

I forventning til de 104 kampe, der venter os – eller allerede er løbet af stablen – i Nordamerika, er der ét bestemt ydmygt – måske utopisk – ønske fra denne forfatter: at udligne spillebanen. Lad os betragte os selv og hinanden som intet andet end navigatører af den usikkerhed, der er så fundamental for vores sport.