I slutningen af november 2025 afholdt organisationerne Areopagos og Danske Kirkers Råd sammen med MF’erne Ida Auken og Kim Aas konferencen ”Kristendom og Krig” i Proviantsalen på Christiansborg. Det var et forsøg på at sætte fokus på spørgsmålet om forholdet mellem kristendom, kirke og magt. Størstedelen af oplæggene kan læses i en artikel hos netmediet Kirkeforalle.

Jeg sagde selv noget om: ”Hvad er den teologiske baggrund for amerikanske evangelikales støtte til Trump?”

Daværende kirkeminister Morten Dahlin indledte konferencen, og her sagde han bl.a., at han syntes, det var modigt, at vi behandlede emnet ”Kristendom og krig”.

Jeg havde og har imidlertid svært ved at se, at det krævede mod; jeg oplever det snarere som en nødvendighed. Hvis man definerer sig som kristen, bliver man nødt til at forholde sig til, at kirken i mange sammenhænge bidrager til hadet og polariseringen i denne verden. I arbejdet med det må man forsøge at undgå det, jeg vil kalde polariseringens logik, hvor man inddeler verden i ”os” versus ”dem” og derved dropper enhver form for nysgerrighed og ønske om at forstå dem, der ser verden anderledes, end man selv gør.

Det må også gælde analysen af ”The New Apostolic Reformation” (NAR) og det relaterede fænomen ”The Seven Mountain Mandate” (7MM). Det udelukker naturligvis ikke en yderst kritisk behandling, hvad der er nødvendigt, da begge fænomener i kristendommens navn bidrager til hadet og polariseringen i verden.

I mit oplæg til førnævnte konference behandlede jeg sporadisk emnet, men ville gerne være gået dybere, hvis der havde været mere tid til rådighed. Den bedste kritiske behandling af NAR og 7MM, jeg kender til, er Matthew D. Taylors bog The Violent Take It by Force, som jeg anvender en del i det følgende.

Matthew D. Taylor har også lavet en række undervisningsvideoer til YouTube. Hvis man gerne vil finde videoerne, er det for øvrigt en god idé at huske ”D’et” i ”Matthew D. Taylor”, når man laver søgningen, da man ellers vil støde på frygteligt mange mennesker, der bare hedder Matthew Taylor; mange amerikanske forældre med efternavnet Taylor mener åbenbart, at Matthew er et godt fornavn.

For at forstå baggrunden for NAR og 7MM er det nødvendigt at se på nogle udviklingslinjer i amerikansk kristendom. Matthew D. Taylor gør opmærksom på, at man traditionelt har inddelt amerikansk kristendom i fire overordnede grupper: ”Evangelical Protestant, Mainline Protestant, Historically Black Protestant, Catholic and Others” (Taylor, 17).

Det er imidlertid ikke særligt oplysende i forhold til de senere årtiers udvikling. Taylor foreslår derfor en typologi, der er bygget op omkring akserne ”denominational” og ”charismatic” (Taylor, 18 ff.). Det resulterer i fire hovedtyper af kirker: 1) Noncharismatic, denominational, 2) Noncharismatic, nondenominational, 3) Charismatic, denominational og endelig 4) Charismatic, nondenominational.

Den første type indeholder så forskellige grupperinger som klassiske evangelikale, de fleste ”mainline”-kirker og de fleste katolikker. Når Matthew Taylor skal finde en typisk repræsentant for den anden gruppering, bliver det John MacArthur. I den tredje ”kasse” møder vi klassiske pentecostale samt karismatikere inden for de større kirkesamfund som katolikker og episkopale. Den fjerde gruppering, de såkaldte ”Independent Charismatics”, er de virkelig interessante, hvis man skal forstå NAR og 7MM.

De uafhængige karismatikere har igennem en del tiår været den hurtigst voksende del af amerikansk kristendom, og det er her, man finder de fleste såkaldte megachurches, som på mange måder sætter dagsordenen for nutidig evangelisk-karismatisk amerikansk kristendom.

Moderne apostle?

Siden fremvæksten af den moderne pinsekristendom i starten af 1900-tallet har der blandt visse pinsegrupperinger været et stort fokus på de fem ”tjenester”, som vi bl.a. møder i Ef. 4:11: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere.” Disse tjenester blev og bliver set som afgørende for kirkens ledelse og udvikling. Apostolsk Kirke på verdensplan er et eksempel på et kirkesamfund, hvordet har fyldt meget. Man anså ”det apostolske syn” omkring tjenesterne som det særlige, Gud havde givet kirkesamfundet, og som man var forpligtet til at give videre. I Apostolsk Kirkes Jubilæumsbog fra 1974 siges det bl.a., at når Kristus har givet Apostolsk Kirke den femfoldige tjeneste, ”så har han dermed skænket kirken sit eget guddommelige styre og virke”.

Det må siges at være et forholdsvis selvbevidst udsagn.

Der var uenighed om forståelsen af dette, hvilket i Danmark førte til, at pinsebevægelsen, som blev stiftet i 1919, allerede i 1924 blev splittet i to dele: Pinsekirken (nu: Mosaik) og Apostolsk Kirke. Apostolsk Kirke holdt fast i en hierarkisk, centralt styret organisationsform, der havde sit centrum i forståelsen af de fem tjenester, mens pinsekirken holdt fast i en kongregationalistisk model. Det brugte de to kirkesamfund mange årtier på at skændes om – eller måske skal jeg snarere (da jeg er en del af Apostolsk Kirke) sige: Det brugte vi mange årtier på at skændes om.

I dag er det ikke et emne, som der er uenighed mellem de to kirkesamfund om, idet man har nærmet sig hinanden i forståelsen af spørgsmålet, så forskellene i opfattelse mellem kirkesamfundene ikke er større end de interne forskelle. Hvis udviklingen skal sammenfattes meget kort, kan man sige, at ledelsessyn og tjenestesyn er blevet delvist adskilt, og forståelsen er blevet mindre hierarkisk.

I det oprindelige fokus på de fem tjenester var der en opfattelse af, at det handlede om noget centralt i oldkirken, som i mellemtiden var blevet glemt, men nu blev givet tilbage – gerne set i et eskatologisk perspektiv. Det er selvfølgelig en forenklet forståelse, men hos f.eks. Calvin møder man forståelsen af, at det kun er lærer- og hyrdetjenesten, der er tilbage af de oprindelige fem tjenester.

Det udtrykkes i hans Institutio på følgende måde: “Of these, only the two last have an ordinary office in the Church. The Lord raised up the other three at the beginning of his kingdom, and still occasionally raises them up when the necessity of the times requires.” (Calvin, 318).

Egentlig meget smart af Calvin at påstå, at apostle, profeter og evangelister kunne opstå i undtagelsestider som den, han selv som reformator virkede i, men det er, hvad det er.

Selv om opfattelsen af de fem tjenester i f.eks. Apostolsk Kirke var hierarkisk med et kraftigt fokus på aposteltjenesten, blev det samtidig afbalanceret af en forståelse af, at de fem tjenester spillede sammen og var afhængige af hinanden. Der var desuden en grundlæggende forståelse af, at tjenesternes primære opgave var at få hele menigheden til at fungere i tjenesten eller, med ordene fra Efeserbrevet:

”... at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.” (Ef. 4:12-13).

Det er en fundamentalt anderledes forståelse, man møder i NAR, men inden jeg præsenterer den, vil jeg introducere en anden indfaldsvinkel til de fem tjenester.

Mike Breen er et eksempel på en forfatter, der har skrevet den samme bog en del gange – hvad der også kan siges om en hel del andre, ikke mindst amerikanske forfattere. Mike Breen arbejder med såkaldte ”lifeshapes”, enkle modeller, der skal sige noget centralt om discipelskab og lederskab. En af disse ”lifeshapes” er den såkaldte femkant. Her møder vi igen de fem tjenester: apostle, profeter, evangelister, hyrder og ældste, men set som fem forskellige funktionsmåder, som alle kristne i princippet kan fungere inden for. Tanken er så, at det ofte er en enkelt af de fem, man særligt fungerer inden for. Det er således en afgørende anderledes og mere ”demokratisk” forståelse af de fem tjenester, man her præsenteres for.

Mike Breen var i en længere periode en stor inspiration for Dansk Oase; det har dog ikke i samme grad været tilfældet det sidste tiår.

Den første, der mig bekendt introducerede muligheden for en fuldstændig ikke-hierarkisk forståelse af aposteltjenesten og de andre tjenester, var Markus Barth (Karl Barths søn) i sin fortolkning af Ef. 4:1-18 (Barth, 1982). Barth udelukker ikke den hierarkiske forståelse, men åbner op for forskellige måder at læse afsnittet på. Man kan sige, at den ikke-hierarkiske forståelse af tjenesterne bliver dominerende, hvis man i sin fortolkning tager udgangspunkt i Ef. 4:7: ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus”, mens den hierarkiske tager udgangspunkt i Ef. 4:11: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere”.

I Markus Barths læsning af Efeserbrevet er der mulighed for begge fortolkninger.

Peter Wagner og The New Apostolic Reformation

Der er intet nyt i talen om apostle og profeter, men det, vi møder i NAR, er en ekstremt hierarkisk og magtorienteret forståelse af aposteltjenesten – og i et vist omfang også profettjenesten. Alle, der beskæftiger sig med NAR, er enige om, at fænomenet ikke kan skilles fra en enkelt persons virke: C. Peter Wagner (1930-2016). Det er også udgangspunktet for Matthew D. Taylor i hans beskrivelse (Taylor 2024, 50 ff.).

Peter Wagner læste på Fuller Theological Seminary i Pasadena. Jeg har, ikke mindst på sociale medier, set en del mærkværdige ting blive sagt om Fuller, så det skal understreges, at Fuller er en meget bred evangelikal og missionsorienteret uddannelsesinstitution. Historisk set har det været et af de vigtigste evangelikale seminarier i USA. Der er en tæt forbindelse mellem Fuller og Wagner, men Fuller er så meget andet og mere end det, Wagner kom til at stå for med NAR.

Wagner og hans kone, Doris, var i 16 år missionærer i Bolivia, hvorefter Wagner blev underviser på Fuller, hvor han var tilknyttet fra 1971 til 1999. Hans fag var det nye, hotte emne: Church Growth, som Donald McGavran havde introduceret på Fuller. Udfordringen, der førte til etableringen af faget, var, at kirken ikke voksede (nok). Den udfordring ønskede man at møde med en blanding af teologi og sociologi, der i praksis udmøntede sig i en noget instrumentel og teknologisk tilgang til kirkevækst. Det kan der være mange problemer med, men en afgørende teologisk udfordring var spørgsmålet om henholdsvis Guds og menneskers rolle i forhold til kirkens vækst; her havde kirkevækstbevægelsen generelt en overfokusering på menneskets rolle, vil jeg mene.

Wagners udgangspunkt var mainstream evangelikal, men igennem arbejdet med kirkevækst kunne han ikke undgå at bemærke pentekostalismens voldsomme vækst, hvad der fik ham til at arbejde seriøst med det karismatiske. Det blev forstærket igennem mødet med John Wimber, som skulle blive grundlæggeren af Vineyard-bevægelsen. Her mødte Wagner en karismatik, som var teologisk reflekteret og så tilpas uhysterisk, at den kunne accepteres af mange evangelikale.

Interessen for kirkevækst er formodentlig også baggrunden for Wagners arbejde med NAR. Igennem sit arbejde med kirkevækst bevægede Wagner sig ind i et paradigme, hvor et visionært og dynamisk lederskab var et fuldstændigt afgørende parameter for udvikling og vækst i Kirken. I den særlige indfaldsvinkel til apostle og profeter fandt han en teologisk-bibelsk ramme og begrundelse for den specifikke forståelse af lederskab, som udmøntede sig i NAR. Her finder vi forestillingen om, at Gud har givet en særlig åndelig kraft til apostolske og profetiske ledere til henholdsvis at lede Kirken og at have indsigt i de åndelige omstændigheder, der betinger Kirkens muligheder for vækst. Det blev naturligvis udtrykt i et meget andet sprog end det, jeg her anvender; udgangspunktet var en voldsomt hierarkisk forståelse, der blev udtrykt i det, jeg vil kalde magtens sprog.

Netværk af apostle og profeter

Wagner nøjedes ikke med teoretisk at reflektere over den bibelske forståelse af apostle og profeter set fra hans perspektiv. Han prøvede meget aktivt at identificere mennesker, som han oplevede havde en særlig apostolsk eller profetiskautoritet, og at forbinde dem i netværk, hvor han selv havde en central rolle. Det kan man naturligvis kritisere på mange måder, men jeg er ikke i tvivl om, at Peter Wagner så det som en nødvendighed i forhold til Kirkens udvikling og Guds riges vækst.

Det er vigtigt at understrege, at det drejede sig om forholdsvis løse netværk, der kunne være forbundet på forskellige måder, og hvor kirkelige ledere kunne have forskellige grader af tilknytning. NAR har aldrig været en entydig bevægelse med enighed på alle punkter, men netop en pluralitet af netværk, hvor Peter Wagner havde en væsentlig rolle som inspirator og facilitator.

I Danmark og Skandinavien generelt finder man næsten udelukkende denne meget hierarkiske og magtorienterede forståelse af apostel- og profettjenesten inden for den såkaldte trosbevægelse, som, inspireret ikke mindst af Ulf Ekmann fra Livets Ord i Uppsala i Sverige, etablerede sig i slutfirserne og i halvfemserne igennem dannelsen af en række uafhængige menigheder.

I dag er trosbevægelsen et fuldstændigt marginaliseret fænomen i dansk kirkeliv.

Man kan naturligvis også finde yderst hierarkiske og autoritære ledelsesmodeller i mange klassiske kirkesamfund, ikke mindst i den katolske kirke. Det vakte mildest talt opsigt, da Ulf Ekmann i 2014 annoncerede, at han konverterede til den katolske kirke. Der er fundamentale teologiske forskelle mellem trosbevægelsen og den katolske kirke, men i ledelsessynet er der affiniteter.

The Seven Mountain Mandate

Alle de centrale personer i NAR havde baggrund i den gruppe, som Matthew D. Taylor kalder ”Independent Charismatics”, og det var samtidig den gruppe af amerikanske kristne, som var de største støtter af Trump. De ville ikke bare ændre Kirken; de ville fundamentalt ændre det amerikanske samfund. Det er her, vi finder forbindelsen mellem NAR og 7MM.

”The Seven Mountain Mandate” (7MM) er tanken om, at kristne og Kirken skal forsøge at påvirke syv specifikke områder i samfundet, kaldet ”bjerge”. Disse er: familien, religionen, uddannelsen, medierne, kunsten og underholdningen, erhvervslivet og politikken. Troels Nymann har for nylig her i Semper skrevet artiklen ”Hvad er Seven Mountain Mandates?”, hvor han giver en fremragende introduktion til fænomenet og til, hvordan det historisk har udviklet sig. Det skal jeg ikke gentage, men bare fremhæve, at der har været en historisk udvikling.

Tilbage i 1975 var det Loren Cunningham, stifteren af organisationen Youth With A Mission (ofte forkortet YWAM), der først formulerede tanken. Her drejede det sig grundlæggende om, at Kirken ikke skulle isolere sig, men tage del i og ansvar for samfundet. Hos Loren Cunningham kan 7MM med lidt teologisk kreativitet forenes med en luthersk kaldstanke. Max Weber påpeger i sin ikoniske bog om Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, at tanken om kald med Luther ændrer sig fra at være noget specifikt kirkeligt til at blive noget alment. Man kunne have et kald til at være præst, men man kunne også have et kald til at være skomager. Loren Cunningham ville formodentlig være enig. Kristendommen skulle leves ud i alle livets sfærer og ikke kun i kirken, mente han. Det behøver ikke at være kontroversielt.

I nyere tid er der imidlertid sket et uheldigt møde mellem NAR og 7MM, hvor mange af de mennesker, der har baggrund i netværkene omkring The New Apostolic Reformation, samtidig promoverer en radikaliseret udgave af The Seven Mountain Mandate. Her møder vi ofte en hardcore kristen nationalisme, en teokratisk forestilling om, at Gud skal styre det hele, som kommer til udtryk gennem de syv områder af samfundet. Og Kirken – dele af den i hvert fald – hjælper gerne Gud med at lede og styre.

Det er ikke så godt.

Samtidig finder man i NAR nogle af problemerne ved den teknokratiske tilgang i kirkevæksttænkningen og den skæve balance mellem menneskets og Guds rolle. Det gælder særligt forestillingen om ”åndelig krigsførelse”, hvor tanken er, at kampene skal vindes i den åndelige verden, før de slår igennem i den naturlige verden. Her er der igen et voldsomt fokus på den menneskelige side på bekostning af Guds suverænitet.

Det er heller ikke så godt.

Løsningen er imidlertid ikke at finde i den transcendensangst og praktiske fornægtelse af den åndelige verdens virkelighed, man finder i store dele af den danske kirke. Problemerne findes i begge verdener.

Den danske udfordring

Det er nødvendigt at kritisere NAR og 7MM, men hvis vi ikke på letkøbt vis skal falde for polariseringens logik og kun identificere problemerne hos ”de andre”, kan vi måske starte med spørgsmålet: Hvordan ser det ud med forholdet mellem kirke, magt og stat i Danmark?

I Danmark er kirke, stat og magt viklet ind i hinanden på en måde, som vi ikke finder i andre lande med luthersk majoritet og vel i det hele taget kun i få protestantisk dominerede lande. Af den danske grundlovs § 4 fremgår det, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten. Af den samme grundlovs § 6fremgår det, at der ikke er religionsfrihed for landets konge eller dronning; vedkommende skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Det nye folketingsår indledes med en åbningsgudstjeneste, hvilket mildest talt ikke er en nyhed, da det har været en tradition siden 1850. Kirke og stat er i Danmark viklet voldsomt ind i hinanden i en sådan grad, atfolkekirken rettelig burde kaldes en statskirke.

Hvis der er nogen, der er i tvivl om det forhold, så blev det da tydeligt i forbindelse med fjernelsen af Store Bededag.

Man bruger gerne begrebet konstantinsk om en sådan relation mellem kirke, stat og magt – efter den romerske kejser Konstantin, der gjorde kristendommen til en privilegeret religion. I Danmark legitimeres denne statskirkelige, konstantinske konstruktion gerne med ureflekterede henvisninger til den lutherske toregimentelære, der skulle betyde en adskillelse mellem kirke og stat; det nærmer sig ofte orwelsk ”newspeak”.

I grundloven står der for øvrigt også, at Folkekirkens forhold skal ordnes med lov; det har man så ikke lige fået gjort, selv om det må siges at være et par år siden, at grundloven blev vedtaget. Baggrunden for det må igen være den illusoriske forestilling om, at forholdet mellem kirke, stat og magt ikke er et problem i Danmark.

Hvis der skal ske en ”genforhandling” af forholdet mellem kirke, stat og magt i det meget lutherske Danmark, kan det passende tage udgangspunkt i en reflekteret tilgang til toregimentelæren; Ida Aukens fremragende oplæg til konferencen om Kristendom og Krig er et godt eksempel på en sådan reflekteret tilgang. Det kan imidlertid også være en god idé at inddrage andre kirkelige traditioner som f.eks. den moderne anabaptismes opgør med den konstantinske model i ”genforhandlingen”, men det er selvfølgelig noget, som ligger langt uden for formatet for en artikel som denne.

Mit anliggende er ganske enkelt at påpege, at vores nødvendige afstandtagen fra den forståelse af forholdet mellem kirke, stat og magt, man møder i NAR og 7MM, passende kan føre til overvejelser over forholdet mellem kirke, stat og magt i Danmark. De teologiske udfordringer i Danmark er langt mindre skræmmende, men det ændrer ikke ved, at der er udfordringer, der skal tackles.

Det må være mine sidste ord i denne omgang.