Den franske munk Ansgar blev den store skikkelse i historien om, at Danmark blev et kristent land. Med rette bærer han tilnavnet ’Nordens apostel’, for både i Danmark og Sverige blev han den store pionerskikkelse i missionsarbejdet. Som den første fik han bygget en kirkebygning i Danmark og grundlagt en menighed, og lige siden hans tid har der været en kristen menighed i Danmark.

Hans virke heroppe begyndte år 826 og strakte sig over 40 år, og trods mange vanskeligheder undervejs holdt han ud og fik etableret den kristne kirke her. Der er mange huller i vores viden om Danmarks historie i ældre tid, men faktisk ved vi mere om munken Ansgar end om kongerne Harald Blåtand og Gorm den Gamle, der mest blot er nogle navne. Før kristendommen havde vi ikke noget skriftsprog (udover de kortfattede runesten), men fra skriftlige kilder sydfra ved vi en del om Ansgar.

Den unge Ansgar

Ansgar var født i Amiens i det nuværende Nordfrankrig omkring 801. Han kom fra fattige kår, men fordi han blev knyttet til kirken og havde gode evner, kunne han blive en mønsterbryder. I kirken kunne en fattig dreng nå de højeste poster. 

Ansgar mistede tidligt sin mor og blev som lille dreng placeret i et lokalt kloster for at gå i skole og oplæres til munk. Klostrene virkede dengang også som skoler og børnehjem, og der var ikke noget usædvanligt i, at den moderløse Ansgar blev sendt i kloster. Klosteret i Corbie var af høj standard. Den tids klostre kombinerede dyb fromhed med et stærkt ønske om at påvirke verden gennem undervisning og missionsarbejde. 

Klosterlivet blev både Ansgars skæbne og mulighed. Klosteret Corbie svarede i datiden til en eliteskole, og hans abbed var ingen ringere end den europæiske kejsers fætter. Det var et åndeligt seriøst kloster, og i sin barndom lærte Ansgar evangeliet at kende og kom til at brænde for at føre det kristne budskab længere ud i den endnu hedenske nordlige del af Europa. 

Ansgar gjorde sig positivt bemærket ved dygtighed og nidkærhed for troen, og blev derfor som ung udvalgt til at blive overflyttet til et datterkloster i det mellemste Tyskland. Den del af Europa var på det tidspunkt netop blevet underlagt det kristne frankiske rige. Her skulle indbyggerne gøres til kristne, så der var behov for et praktisk oplæringsarbejde. Hertil tjente det nye kloster som en slags missionsstation, en kristendommens forpost. Ansgar flyttede dertil for at lede klosterets skole, og som 24-årig blev han ordineret til præst. 

I klosteret Ny Korvey gjorde han så godt et indtryk, at det blev ham, der fik tilbuddet om at blive missionær hos danerne. I året 826 kom den opfordring, der skulle ændre såvel hans liv som Danmarkshistorien. 

Begivenhederne år 826

En dansk konge var blevet døbt i Tyskland og manglede en vejleder. Harald Klak hed han – ikke at forveksle med Harald Blåtand, der levede over 100 år senere. Klak var imidlertid kun en af flere, der kæmpede om kongemagten i Danmark. Han var rejst ned til den mægtige kejsers slot nede ved Rhinen for at få kejserens politiske støtte. I den forbindelse valgte Harald Klak at blive døbt. Måske var han blevet tiltrukket af den kristne tro. Måske har han regnet med større politisk støtte fra kejser Ludvig den Fromme, hvis han blev døbt. Vi ved det ikke, men døbt blev han – og han fik selve kejseren til fadder. 

Da den ny-kristne danerkonge skulle rejse hjem, blev den 25-årige munk Ansgar opfordret til at rejse med kongen hjem og sørge for den videre oplæring i troen. Også kongens mænd var blevet døbt, og det har sikkert været begrænset, hvad de havde lært om kristentroen. 

Kejseren lod Ansgar kalde, og forelagde ham opgaven, der kunne være farlig nok. Det foregik midt i vikingetiden, og danerne var kendt som vilde folk. Der kom bølger af hærgende vikinger ned til de rige kristne lande, så hvem vidste hvad der kunne ske, når en kristen mand kom herop?  Men Ansgar var villig til – om så skulle være - at give sit liv for Jesu skyld. I 826 rejste Ansgar afsted mod Danmark sammen med kong Harald Klak og hans mænd. 

En svær start på missionsarbejdet 

Ansgar kom nu slet ikke ind i danernes land i 826. Han var jo knyttet til kong Harald Klak, og denne kom aldrig ind i Danmark igen, fordi andre havde sat sig på Danmarks trone. Det viste sig derfor umuligt for Ansgar at komme i gang som egentlig missionær, for når Harald Klak ikke kunne komme ind i Danmark, kunne hans præst det heller ikke. 

Ansgar blev dog ikke arbejdsløs af den grund. I stedet lød der et kald til at virke hos svenskerne, og der gik det bedre, til trods for at rejsefølget blev overfaldet af vikinger, der stjal bådene og alle deres ejendele. De gaver, Ansgar havde med fra kejseren til den svenske konge, gik tabt sammen med alle de bøger, der skulle have været brugt ved gudstjenesten. Alligevel gav Ansgar ikke op og nåede frem til det svenske hof og fik tilladelse til at virke frit i landet og døbe dem, der måtte ønske det. I Sverige var der mulighed for missionsarbejde, og det bar også frugt.

Da kejseren i Tyskland hørte om de gode resultater i Sverige, gav han Ansgar en ærefuld position som biskop af Hamborg, med henblik på at gøre missionsfremstød blandt danskerne og alle, der boede længere mod nord. Grænsebyen Hamburg var et godt udgangspunkt for missionsarbejde nord for floden Elben – dvs. fra Hamburg til Nordpolen. Hele dette område var så godt som uberørt af den kristne mission, så det var noget af en opgave, Ansgar var sat på.

Som ærkebiskop i Hamburg, og senere også Bremen, fik Ansgar med tiden muligheder for at drive mission i det egentlige Danmark. Dengang vær kirken tæt forbundet med kongemagten, og Ansgar blev af kejseren brugt som diplomat og forhandler hos den danske konge, Hårik.

Ansgar kom således til kongens hof med hele den vesterlandske kirke og politiske magt i ryggen. Og når han nu var der i regeringens politiske ærinde, brugte han også lejligheden til at fortælle kongen om Gud og Jesus. Det fik han lov til, for kongen fik tillid til den ydmyge og stilfærdige kristne mand.  

De storpolitiske forhold kom på en mærkelig måde også Ansgar og missionsarbejdet til gode. Det oprindeligt store frankerrige sydpå (omtrent som nutidens Frankrig og Tyskland) gik i opløsning ved borgerkrig. Det svækkede dem, og det betød, at danerne ikke længere var bange for naboerne sydpå. Uden en samlet stormagt mod syd stod danerne selv stærkere, og det udnyttede man til nye vikingeangreb. Det var i de år, at Paris blev brændt ned af vikinger. I året 845 sejlede en vikingeflåde også op ad Elben til Hamburg og brændte byen af, og med i luerne endte Ansgars kirke, bibliotek og personlige ejendele. Ansgar stod derefter på bar bund, men ved et kirkemøde i 847 blev det besluttet, at Hamburg-bispesædet skulle nedlægges og Ansgar i stedet placeres på den ledige post som ærkebiskop over Bremen-Hamburg. 

Ulykken i Hamburg viste sig dog snart at betyde det positivt, at døren blev åbnet for missionsarbejde i Danmark. Vikingernes militære overhånd betød, at Ansgar fik lov at drive mission i Danmark, fordi ingen længere frygtede for de politiske følger heraf. 

Med sin nye og høje samfundsmæssige post havde Ansgar en platform at virke ud fra. Den tyske konge brugte Ansgar som sin ambassadør ved politiske forhandlinger med nabokongen Hårik oppe i Danmark. Han kunne som ærkebiskop rejse til Danmark med diplomatisk status. Rimberts biografi om Ansgar fortæller: “Da Ansgar således havde vundet Håriks fortrolighed, søgte han også at overtale ham til at blive kristen, og kongen hørte villigt på alt, hvad Ansgar fortalte ham af den hellige skrift.”

De danske konger ville ganske vist ikke selv være kristne, men de var tolerante. De to på hinanden følgende konger, begge med navnet Hårik, tillod Ansgar at prædike og bygge kirker. I handelsbyen Hedeby (Slesvig) fandtes der i forvejen mennesker, der var blevet kristne i udlandet og sandsynligvis også kristne slaver fra andre lande. Disse mennesker fik nu lejlighed til at praktisere deres tro offentligt og fik en præst, så de kunne nyde nadverens sakramente. Kongen gav desuden lov til, at alle i hans rige måtte blive kristne, hvis de selv ville. 

I Ribe byggede Ansgar den første kirke i det område, vi i dag kalder Danmark, og etablerede det første menighedsliv. Ribe var en anden af de handelsbyer, som kristne købmænd fra andre lande ofte besøgte. Således opstod de første kirker og menigheder hos danerne.

 Ansgar købte også slavedrenge fri og sendte dem i et kloster sydpå, så nogle af dem kunne vende tilbage som præster og missionærer senere. 

Nordens apostel

Det var nok kun få, der blev kristne i Ansgars tid. Den største del af Danmark fik ingen kirker og danskerne blev ikke døbt. Ansgar har døbt en del enkeltpersoner, men der var slet ikke tale om nogen folkeomvendelse i hans levetid. Vi ved heller ikke, hvor mange steder han har været i Danmark, for hans hovedopgave var nok at være biskop i Hamburg og Bremen. Meget manglede endnu, men hans forhold var også vanskelige. Tilsyneladende var Ansgar den stilfærdige missionær, der tjente Gud trofast med ord og gerning midt i en meget barsk tid. I forhold til vikingerne var der tale om en modkultur: Han samlede ikke rigdomme til sig selv, men gav hellere bort til de fattige. Også ved sit liv aflagde Ansgar et tydeligt vidnesbyrd om den kristne tro.  

Ansgars efterfølger Rimbert skrev en bog om Ansgar lige efter dennes død, og den tegner et levende billede af en middelalderlig missionær på godt og ondt. Han blev ofte ledt af syner og drømme. Ansgars kristendomsforståelse var katolsk, som hele Vesteuropa på hans tid. Det katolske skinner igennem ved, at han lagde meget vægt på syndsforladelse og på relikvier. Hans personlighed var præget af flid, stor nøjsomhed og megen godgørenhed.

Ansgars fortjente tilnavn ’Nordens Apostel’ bygger ikke på, at han fik alle omvendt. I virkeligheden var han heller ikke den første missionær i Danmark. Vi kender fra 700-tallet en missionær Willibrord, der var på en missionsrejse i Norden, og i 800-tallet kom en fransk ærkebiskop Ebo hertil kortvarigt, prædikede og døbte. Der var allerede lidt at bygge videre på for Ansgar. Alligevel fortjener Ansgar navnet ’Nordens Apostel’, fordi han tog vigtige skridt. Kirkerne kom til, flere blev døbt, ordet blev forkyndt i Danmark, et menighedsliv blev organiseret – og har siden været her uden afbrydelse. 

Martyr blev Ansgar ikke. I året 865 - efter næsten 40 års virke i Nordtyskland og Norden - blev han ramt af svær sygdom og sov stille ind og blev begravet i sin kirke i Bremen.

Missionsarbejdet i Danmark tegnede ikke lyst, da Ansgar blev gammel. I et bevaret afskedsbrev opfordrede en bekymret Ansgar inderligt til, at arbejdet heroppe skulle fortsættes. Hundrede år senere tog Harald Blåtand på Jellingstenen æren for at have gjort danerne kristne. Alt tyder dog på, at menighedslivet har været fortsat uden afbrydelser fra Ansgars tid, og der har sikkert været tale om en stille vækst i kirken fremad mod Blåtands tid.