I august har jeg haft lejlighed til at læse Anna Juuls roman Sød Tøs, som udkom i april i år. Jeg slugte romanen på halvanden dag og lod mig underholde af dens spydige sprog og de genkendelige beskrivelser af København, som jeg netop er flyttet til. Med sit neongrønne omslag og skrigpink bogstaver lever bogen op til min fordom om, at den er en vaskeægte døgnflue af en roman. Alligevel tegner den et interessant tidsbillede af toksiske venindegrupper og rige erhvervspsykologer.

Velkommen til en satirisk roman, der spidder den moderne kvinde og hendes evindelige trang til at tale om tilknytningsmønstre!

Bogen præsenterer os for Anne, som er i starten af 30’erne, bor i København, arbejder med marketing for et slikfirma og godt kan lide farven beige. På bogens første side bliver hun forladt af sin kæreste Carl over et glas gløgg på et julemarked med begrundelsen, at hun er for sød til ham. Anne mener, at sød er det samme som kedelig, og at dette er hendes store problem med mænd: De forlader hende, simpelthen fordi hun er for sød. På opfordring fra venindegruppen begynder Anne hos en psykolog for at bearbejde bruddet. Det skal vise sig, at Annes problem ikke kun handler om mænd, men også om forholdet til sin venindegruppe, som hun har kendt siden folkeskolen. Psykologsessionerne skubber til Annes selvforståelse som den søde pige, og venindegruppens dynamikker sættes under luppen.

Bogen er skrevet af Anna Juul, f. 1992, som er uddannet manuskriptforfatter og nu arbejder med bøger, podcasts, tv og radio. Nogle vil måske kende hendes fiktive karakter Veronika Katinka fra Den Korte Radioavis på Radio24syv, hvor hun med sin karakter har udgivet en digtsamling og en dokumentar på DR3. Humor og ironi er uløseligt forbundet med Anna Juuls værk, og Sød Tøs, som er den tredje bogudgivelse i hendes eget navn, er da heller ingen undtagelse.

Venindegrupper og de karikerede kvinder

Venindegruppen består af veninderne Katinka, My, Rasmine og Anne. De fire kvinder repræsenterer hver deres arketype og udgør et genkendeligt line-up, som jeg kender fra ikoniske 00’er-serier som f.eks. Sex and the City og Girls. Gruppen består af den vilde og emotionelt ustabile festpige, den hårde, ufølsomme karrierekvinde, den følsomme, alternative og spirituelle sjæl og så endelig den søde, ordentlige og til tider lidt kedelige pæne pige.

De fasttømrede roller i venindegruppen bliver dog udfordret af Annes psykologforløb, hvor hun bliver gjort opmærksom på, at hun bliver fastholdt som den søde pige af sine veninder. Psykologen mener, at veninderne fastholder hinanden i rollerne, og at rollerne kun kan eksistere i relation til hinanden. Hvor Anne hidtil har været forstående og tålmodig med sine veninder, begynder der at ske et skift, og pludselig kan hun ikke styre sine tanker:

Måske skulle du prøve med behovsudsættelse bare fucking lige en gang imellem din store fede alkoholiker så kunne det også være at din hud blev bedre søde. (120)

Anne begynder lige så stille at bryde ud af sin rolle, og det udfordrer gruppen. Disse ukontrollerede vredesudbrud kommer oftere og oftere, og Anne får sværere ved at undertrykke dem. I begyndelsen er disse udbrud meget morsomme og skræmmende præcise, men de bliver efterhånden en smule trættende at læse. Måske fordi der går så lang tid, før tankerne bliver til reelle ord.

Beskrivelserne af kvinderne er til tider så karikerede, at det virker utroværdigt. Denne karikatur af kvinderne genkender jeg fra de førnævnte 00’er-serier. Bogens univers kan beskrives som at træde ind i et afsnit af Sex and the City – This Year in Copenhagen. På en måde virker hele venindegruppen som et overdrevet skuespil, hvor veninderne har fået tildelt hver deres karakter fra Sex and the City. Men bogen er ikke blind over for denne sammenligning, og på et tidspunkt diskuterer kvinderne endda, hvilken karakter der passer bedst til dem. Undervejs var jeg i tvivl om, hvorvidt bogen forsøgte at hylde de ikoniske serier, eller om de karikerede kvinder er en stor, fed ironisk kommentar til en kultur, der reducerer kvinder til arketyper.

En forvirret generation

På trods af de etablerede roller i venindegruppen virker alle fire kvinder, som er i starten af 30’erne, utilpasse med, hvordan deres liv udspiller sig. Her ligner Sød Tøs andre fortællinger om millennialgenerationen, altså mennesker født mellem 1980 og 1996. Millennials er kendetegnet ved at være vokset op under den teknologiske udvikling, ved at have troet på det gode i sociale medier og endelig ved at have en stærk trang til at være unikke samt en tro på, at det kun er et spørgsmål om tid, før deres særlige talent opdages. Generationsbegrebet er med rette blevet udskældt, fordi det generaliserer og forsimpler, men det er også interessant, fordi det kan sige noget om tendenser, som trods alt er genkendelige for en hel del mennesker.

Denne sommer har millennialgenerationen igen været til diskussion, især på baggrund af to internationale udgivelser. Den første bog er memoiren Famesick af Lena Dunham, skaberen af tv-serien Girls. Den anden er romanen Perfektioner af den italienske forfatter Vincenzo Latronico, som i foråret blev oversat til dansk. Begge bøger er blevet omtalt som generationsportrætter af mennesker i 30’erne og 40’erne, som nu befinder sig i en form for ’great millennial crisis’. Denne krise handler netop om skuffelsen over livets banaliteter og et manglende gennembrud.

Sød Tøs leger på den måde med millennialgenerationens store udfordringer med at finde sig til rette i livet. Anne forsøger at træde ud af rollen som den søde pige og føler trangen til at sprænge sin egen forudsigelighed og til at være noget særligt. Sørgeligt nok virker det til, at hun ved at træde ud af rollen som den søde pige blot træder ind i en anden tildelt rolle.

Ligesom generationsbegrebet er bogens karikerede karakterer både forsimplede og utroværdige, samtidig med at de formår at pege på noget interessant og genkendeligt ved vores tid. Og denne forvirrede og lettere utilpassede millennialgeneration synes altså at optage flere lige nu.

Et tidsbillede og den psykologiske tendens

Bogen har et utal af referencer til nutidige fænomener og brands som Hay, Ganni, realityprogrammet Bachelorette, vinbarer, der udelukkende serverer naturvin, og den ikoniske kaffedate rundt om søerne. Det medvirker til at skabe en ultraaktuel københavnerkulisse anno 2026, hvor døgnfluens summen føles genkendelig. Men bogen balancerer samtidig på tidens knivsæg, da kulissen afhænger af genkendelsen, og jeg tvivler på, at bogen vil blive læst med samme begejstring om nogle år. Men for nu kan jeg ikke lade være med at smågrine lidt over citater som:

Jeg håber kraftedeme du bliver dræbt i din reformer din shit for brains Planet Nusapige (240)

Et andet højaktuelt perspektiv er bogens portrættering af den stigende psykologisering. For bogen er ikke kun optaget af rollerne i veninde- og kæresterelationer, men også af det sprog, vi bruger til at forklare dem med. Da Annes veninder prøver at trøste hende efter bruddet med Carl, siger de:

Altså der er jo lidt en ting i dine forhold, du har et sygt uhensigtsmæssigt tilknytningsmønster til mænd, for du ender altid med fucked up fyre, som du prøver at redde og fikse og gøre til den perfekte kæreste, men måske er det på tide, at du redder dig selv? (28)

Beskrivelsen af dette ”sygt uhensigtsmæssige tilknytningsmønster til mænd” fortæller om en tendens, hvor terapeutiske begreber og analyser sniger sig ind i både sprog og relationer. Hvor alting kan forklares med barndomstraumer og Jytte Vikkelsøs påstand om, at ”man aldrig forelsker sig i den forkerte” (lyt til podcasten Hjerteflimmer for voksne, hvis du ikke forstår referencen). Og hvor man ikke mindst er hurtig til at identificere andres psykologiske udfordringer.

Da Anne begynder til psykolog, virker det i første omgang til at gavne hende, men som samtalerne skrider frem, bliver billedet mere uklart. I en af Annes sidste psykologtimer bliver jeg i tvivl om, hvorvidt psykologen egentlig er interesseret i at hjælpe Anne, eller om hun har sin egen skjulte dagsorden. Jeg står tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt denne psykologiske rejse egentlig har været en positiv faktor i Annes liv – en måske upopulær konklusion i en tid, hvor mange gladeligt benytter sig af psykologer.

Men bogen synes samtidig at udfordre vores tids store tiltro til psykologer. Samtidig leverer bogen heller ikke en entydig kritik af psykologiseringen, og det tykke lag af ironi gør det også svært at afkode, hvor kritikken helt præcis peger hen.

Den neongrønne og skrigpink bog af Anna Juul vil højst sandsynligt ikke gå over i historien som en klassiker – men lige nu giver den et morsomt og genkendeligt indblik i den moderne københavnske kvindes kvaler og stiller spørgsmål til både hendes relationer og det sprog, hun bruger til at forstå dem.