Ved den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika anslås det, at der i skrivende stund – fredag den 31. juli – er mere end 50.000 mennesker, der har krydset grænsen fra Marokko og ind på spansk territorium. Scenerne i nyhedsudsendelserne er kaotiske, og begivenhederne har også resulteret i mere end 50 dødsfald.

Migranterne har krydset grænsen ved at svømme uden om grænseanlæggene. Årsagen kan nok ikke placeres præcist, og begivenhederne skyldes formentlig flere faktorer. I 2025 var det kun et fåtal af flygtninge og migranter, der kom til de spanske eksklaver ad søvejen, og til Ceuta ankom der kun fire den vej. Det står i stor kontrast til migrationsbevægelserne over land, hvor der alene til Ceuta ankom 3.523 marokkanere til fods i 2025.

Det, som vi er vidne til i disse dage, og som migranterne står midt i, er altså helt uvant. Ikke fordi migranterne ikke før har gjort forsøget; de er blot blevet mødt med såkaldte pushbacks, hvor grænsevagter tvang migranterne kollektivt tilbage over grænsen uden at tage hensyn til det enkelte menneske og uden at give dem mulighed for at søge asyl.

Tidligere i juli afgjorde en dom fra Spaniens højesteret imidlertid, at grænsekontrollen ikke bare kan afvise migranter ved grænsen, hvis de opfanges i havet på vej mod spansk territorium. De skal i stedet behandles efter de almindelige regler i udlændingeloven, der indebærer flere proceduremæssige garantier. Det giver altså ikke fri adgang til at migrere, men det er en lempelse i forhold til tidligere praksis.

Noget tyder på, at marokkanske menneskesmuglere har brugt denne dom til at love marokkanere en nem vej til et liv i Europa. Det understøttes især af, at de fleste af migranterne frivilligt har taget vejen tilbage til Marokko igen, efter at de fandt ud af, at de ikke fik det, de kom efter. Og så har Marokko nok ladet det ske mere eller mindre med vilje ved at lempe kontrollen på deres side af grænsen.

Panik og opportunisme

Bag de kaotiske billeder ligger der imidlertid et principielt spørgsmål: Hvorfor udfordrer denne sag vores syn på grænser? For det gør den: Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, bliver i flere sammenhænge – blandt andet i EU – kritiseret for at have en for lempelig tilgang til migration. Frankrig har markant øget sin grænsekontrol langs grænsen til Spanien. I EU kalder Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, begivenhederne for uacceptable, mens kommissæren for migration, Magnus Brunner, har tilbudt hjælp fra EU’s grænsetjeneste Frontex til at assistere med hjemsendelser.

Lederen af det tyske højreekstreme parti AfD, Alice Weidel, proklamerede, at 2015 ikke må gentages. Ulf Kristersson, der er statsminister i Sverige, samt Italiens ditto, Giorgia Meloni, går det ekstreme skridt at ville udelukke Spanien fra Schengensamarbejdet; et system med åbne grænser i 29 europæiske lande, der sikrer fri bevægelighed inden for medlemslandene uden visumkrav.

Foruden Sverige støtter regeringerne i Finland, Tjekkiet, Danmark og Østrig Melonis ønske om at suspendere Spanien fra samarbejdet. Det sker til trods for, at Ceuta faktisk slet ikke er en del af Schengenområdet, hvorfor begivenhederne i disse dage ikke har stor relevans for samarbejdet. Endnu mindre relevant er det, at Danmarks justitsminister, Nicolai Wammen, fortæller, at dansk politi er klar til at lukke landets grænser.

Uønskede rettigheder

Jeg undres.

Og jeg bliver nedtrykt.

Over den store antipati og modvilje mod migranter. Over, at det er så nemt at indtage en holdning, der slet ikke vægter værdien af hvert enkelt marokkansk menneske, der krydsede grænsen. Jeg trøstes af FN’s generalsekretær, der »ønsker at sikre, at rettighederne og værdien for alle mennesker, der ankommer til Ceuta, respekteres«. For migranterne har værdi og rettigheder, og jeg vil derfor udfolde et beskedent forsvar for migranternes ønske om at bosætte sig et nyt sted på trods af grænsedragninger.

Migration er et realpolitisk spørgsmål, men det er i særdeleshed også et politisk-teoretisk spørgsmål: Har et menneske en grundlæggende ret til at krydse en landegrænse, uanset hvad »tough on migrants«-politikere måtte mene? Og bør reaktionen på situationen i Ceuta dermed være andet end sikkerhedsliggørelse og drømme om Fort Europa? 

Jeg har allieret mig med Kieran Oberman – en britisk filosof – for at undersøge spørgsmålet.

Realpolitisk synes der at være bred konsensus om, at stater har ret til at lukke deres grænser. Vi kan ikke bare lukke alle ind. Vi skal passe på vores særegne kultur, vores værdier og vores sociale sammenhængskraft. Andre har et trumpistisk syn på migranter: De er forbrydere, kriminelle, og de voldtager. Mere islamofobiske stemmer kan ganske enkelt ikke lide muslimer. I hvert fald synes den folkelige og politiske stemning at være, at vi skal have færre migranter til landet og til Europa.

Men Oberman udfordrer dette synspunkt: Det er en menneskeret at kunne immigrere. Det betyder dog ikke, at enhver begrænsning af migration er moralsk forkert, eller at stater aldrig kan afvise mennesker. Men ligesom mennesker har ret til religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre frihedsrettigheder, som internationale konventioner bygger på, har mennesker også ret til at søge et liv et andet sted end der, hvor de er født.

Det er friheder, som sikrer en lang række livsmuligheder, som stater ikke bare må gribe ind i, men også bør beskytte. Migranterne i Ceuta, der ønskede at komme til EU, får begrænset disse frihedsrettigheder, hvis grænserne smækkes i.

Hvor vi bor, former vores livsmuligheder. Det betinger vores adgang til arbejde, uddannelse, familie, religiøse fællesskaber og kulturelle sammenhænge. Retten til at flytte er ikke blot et spørgsmål om geografisk bevægelse, men også et spørgsmål om menneskers mulighed for at forme deres eget liv.

Med denne betragtning ændrer de juridiske aspekter ikke på det moralske spørgsmål: Om migranterne, der svømmede fra Marokko til Ceuta, handlede ulovligt, ændrer ikke på, at de også udøvede en grundlæggende frihedsrettighed. Og når migranter er kommet til en ny stat, må de ikke på forhånd betragtes som en trussel. De bør ses som værdifulde mennesker og have ret til ligebehandling og retssikkerhed. Moralsk set er der ingen relevant forskel på den fremmede og den indfødte borger. 

Det lyder næsten … bibelsk? 

Det påhviler dermed den pågældende stat at begrunde en begrænsning af migrantens ret til at migrere med tungtvejende hensyn.

Magt og moral

Men har migranterne i Ceuta ikke selv truffet valget? De må kende reglerne og har derfor samtykket til vilkårene og dermed givet køb på deres rettigheder? Nej, mener Oberman. Når marokkanere svømmer mod Ceuta, træffer de et valg om deres liv og fremtid; de giver ikke samtykke til at blive behandlet ringere end andre eller til at blive stemplet som sikkerhedstrusler.

Men har staterne – herunder Spanien og de øvrige EU-lande – ikke ret til selvbestemmelse og herunder retten til at bestemme, hvem der kan være en del af deres folk og det politiske fællesskab? Jo, demokratisk selvbestemmelse er en vigtig værdi, men den er ikke absolut. En stat har heller ikke ret til at bestemme over sine minoriteters religiøsitet, og indgreb i religionsfriheden må altid begrundes sagligt. På samme måde kan man spørge: Hvorfor skulle demokratisk selvbestemmelse give ret til at begrænse friheden til at flytte og vælge, hvor man bor? 

Migrationsbegrænsninger kan ikke retfærdiggøres alene ved at pege på staters suverænitet.

Den politiske teoretiker David Miller bruger i debatten nogle gange en analogi, hvor en stat sammenlignes med en klub, der selv kan diktere rammerne for medlemskab. Men Oberman indvender, at stater – i modsætning til golf-, fodbold- og cykelklubber – udøver tvangsmagt og har voldsmonopol. Politiske fællesskaber er ikke private foreninger, der blot kan skrive bestemte værdier, sprog, kulturer eller hudfarver ind i deres vedtægter.

En retfærdig stat skal beskytte menneskers grundlæggende friheder og skabe rammer, der gør det muligt for dem at forfølge deres mål i livet. Afvigelser fra dette kræver stærkere begrundelser end blot ønsket om at bevare et bestemt fællesskab uændret.

Og desuden: Ja, et folk har ret til selvbestemmelse. Men hvad ønsker man egentlig at bestemme over? Er det selvbestemmelse til at udelukke mennesker, der tilfældigvis er født på den forkerte side af en grænsedragning? For så er det ikke et moralsk argument, men blot en beskrivelse af rå magt. Og uden et argument er der ikke nogen begrundelse for, hvorfor udelukkelsen er retfærdig.

Og her kommer vi på en måde tilbage til den spanske højesteretsdom. Midt i statsledernes sikkerhedsliggørende udmeldinger, de kaotiske billeder og de bastante politiske tiltag hvisker den lavmælt til os: Husk, at migranter har rettigheder. Husk, at de er mennesker, der ikke bare kan afvises kollektivt. De skal ses som individer og har krav på retssikkerhed. 

Hvis Oberman har ret, er spørgsmålet derfor ikke først, hvordan Europa kan beskytte sig eller holde marokkanerne og andre migranter ude. Spørgsmålet bør være, hvilke grunde der er stærke nok til at nægte netop dette menneske adgang. Først når dette spørgsmål er besvaret, er udelukkelse andet end ren magtanvendelse.