Den tyske politiker Jens Spahns brug af en amerikansk rugemor kostede ham posten som gruppeformand for regeringsfraktionen CDU/CSU i forbundsdagen. Men sagen handler om mere end politisk hykleri: Bør graviditet og moderskab overhovedet være ydelser, man kan købe?
Hvad er historien?
Den tyske CDU-politiker og tidligere sundhedsminister Jens Spahn har trukket sig som formand for CDU/CSU’s gruppe i Forbundsdagen efter, at han og hans mand har fået et barn ved hjælp af en amerikansk rugemor.
I Tyskland er brugen af rugemødre ulovlig og kan straffes med bøde eller fængsel. Det er dog ikke ulovligt at få et barn, der er født af en rugemor i udlandet.
CDU har konsekvent været imod surrogati, og som sundhedsminister afviste Spahn i 2020 at lempe de tyske regler. Men det er især en udtalelse fra 2015, der nu bliver fremhævet. Dengang bad det tyske magasin GQ tre prominente homoseksuelle mænd om at forholde sig til surrogati. Spahn skrev:
"Som homoseksuel og kristen har jeg meget svært ved at forlige mig med tanken om en lejet livmoder."
Hvorfor er det vigtigt?
The Conversation skrev tilbage i 2024, at “surrogacy is booming”. Man kunne let tilskrive udviklingen, at det efterhånden snarere er reglen end undtagelsen, at Hollywoodbørn bliver født ved hjælp af surrogati. Men udviklingen skyldes nok snarere en kombination af flere faktorer: Et fald i antallet af adoptioner, at kvinder udskyder moderskabet, mindre homofobi og større accept af mandlige par som forældre.
Surrogati under tvang eller vildledning blev sammen med illegale adoptioner skrevet ind i EU’s direktiv om bekæmpelse af menneskehandel i 2023. Surrogati er da også ulovligt i de fleste EU-lande.
Kommercielle surrogataftaler er som udgangspunkt ulovlige i Danmark. Det er dog tilladt at indgå aftaler om altruistisk, altså ikke-kommerciel, surrogati. DR har i øvrigt dækket problemstillingen fra mange vinkler gennem en årrække, og jeg vil særligt fremhæve denne artikel fra 2022 som et godt sted at begynde.
I januar 2025 ændrede man den danske lovgivning, så det blev muligt at få registreret forældreskab til et barn født af en rugemor på grundlag af en udenlandsk surrogataftale.
Italien er gået i den modsatte retning og forbød under Giorgia Meloni al surrogati i 2024 – både inden for og uden for landets grænser. I FN-sammenhæng er Italien desuden gået sammen med Chile og Vatikanet om at arbejde for internationale regler – eller et decideret forbud – mod surrogati, som de anser for at være menneskehandel.
Hvad betyder det?
En fremtrædende politiker benytter privat en praksis, som han og hans parti offentligt har modarbejdet. Den historie har vi hørt før. Men der gemmer sig en mere principiel historie under overfladen: Når velhavende mennesker kan købe reproduktive muligheder i udlandet, som deres eget samfund har afvist, bliver graviditet både en handelsvare og et spørgsmål om global ulighed.
For at forstå, hvad der er på spil, skal vi låne to begreber fra filosoffen Michael Sandel. Sandel er ikke imod kapitalistiske markeder som sådan, men han mener, at markedet bør have moralske grænser. Han peger på to problemer:
Det ene er fairness: Hvis økonomisk udsatte kvinder bliver de primære rugemødre for velhavende, barnløse mennesker, er det så et frit valg eller et valg præget af økonomisk nødvendighed?
Det andet kalder han corruption: Når noget får en pris, ændrer det også karakter. En graviditet bliver ikke blot noget, der kan betales for – den bliver en ydelse på et marked. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om kommercielt surrogati kan fungere, men om reproduktion overhovedet er noget, vi ønsker skal være en handelsvare.
Andre klassiske eksempler på områder, hvor markedets moralske grænser bliver diskuteret, er handel med organer og brugen af lejesoldater.
Kritikken handler ikke kun om risikoen for, at økonomisk pressede kvinder i eksempelvis Colombia føler sig tvunget til at indgå aftaler med velhavende vesterlændinge, som de ellers ikke ville have indgået. Den handler også om, hvad der sker med vores syn på graviditet og moderskab, når de bliver ydelser, der kan købes – selv når alle parter giver et ligeværdigt samtykke.
Det kunne jeg godt tænke mig, at nogen spurgte Jens Spahn om. Han må have gjort sig nogle tanker. For nu må vi nøjes med at spørge os selv: Er der grænser for, hvad vi ønsker at gøre til en handelsvare?



