Winston Churchill formulerede på et tidspunkt følgende 'hyldest' til vores alles elskede demokrati: ”Demokrati er ikke den bedste styreform, men det er den mindst ringe”. Det er en formulering, de fleste af os kender, når snakken falder på vores folkestyre. Og vi føler os kloge, når vi siger den, for er det ikke altid klogt at være lidt kritisk? Og alligevel må vi spørge: Er det virkelig det bedste, vi kan svinge os op til i forhold til vores lands styreform: Det repræsentative parlamentariske demokrati (plus lidt konstitutionelt monarki)?

Når vi ser ud i verden, er det i hvert fald tydeligt, at hvis folket ikke oplever sig repræsenteret eller forstået, så kommer der ballade – på godt og ondt. I et globalt perspektiv er demokratiet i krise, og det er bekymrende at se, hvor skrøbeligt det kan være. Demokrati er noget, vi skal passe på, for det er tydeligt, at det ikke er en selvfølge – mange steder virker det til blot at have været en parentes. Nogle steder skyldes det herskesyge, mens det andre steder skyldes mistillid til eliten eller mellem folk.

Derfor vil vi gerne benytte folketingsvalget som anledning til at slå et slag for større taknemmelighed for vores demokrati – holde en lille skåltale, om man vil.

I mange lande kæmper mennesker med livet som indsats for at få lov til en dag at sætte et frit kryds i en stemmeboks. I Danmark kæmper vi for at orke det, når det altid rammer lige ned på den tirsdag, hvor vi får sent fri fra arbejde og skal køre børnene til gymnastik.

I mange lande står soldater eller statslige embedsmænd uden for stemmeboksen og signalerer for enhver sagesløs stemmeberettiget, at der er et ’rigtigt’ eller i hvert fald et ‘trygt’ kryds, de kan sætte lige om lidt. I Danmark kan det være svært at svinge sig op til at snakke om politiske overbevisninger, fordi mange synes, det er kedeligt eller ikke orker at ødelægge den gode stemning. 

I mange lande - selv i Europa - bliver styreformen nok kaldt demokrati, men mere af navn end af gavn, og institutioner, der ellers skulle gøre demokratierne mere robuste, svækkes eller afvikles helt. Korruptionen er nogle steder så indgroet og omfattende, at valgresultaterne ikke er til at stole på. 

I modsætning til det, er Danmark år efter år i toppen på diverse antikorruptionslister, og vi kan generelt have tillid til, at valgresultaterne i vores land er udtryk for de faktiske afgivne stemmer. Man kan stole på, at der ikke har været penge under bordene, som har været udslagsgivende for valgresultatet.

Vi har mulighed for at deltage i den offentlige samtale, og vi har frie medier. Vi kan møde vores politikere, og vi kan stille dem til ansvar. Vi har institutioner, der holder snor i dem og sørger for, at de ikke bare kan  gøre, som det passer dem. 

Alt dette er ikke noget, vi er kommet sovende til. Det kræver deltagelse, og at vi diskuterer, hvad demokrati overhovedet betyder.

Hvad har vi dog gjort, at vi skulle have det så godt?

Frihed er forudsætningen for ikke bare det blomstrende demokrati, men også et levende tros- og åndsliv. Og på samme måde er der i demokratiske samfund de optimale vilkår for, at tro- og åndsfriheden kan udfolde sig. Du må sætte dit kryds, hvor du vil – du må fæste din tro til den Gud, du vil. Du behøver ikke stemme på det samme som dine forældre eller overtage deres overbevisninger - politiske såvel som religiøse.

Kort sagt – forudsætningen for demokrati er åndsfrihed. At vi alle må tro og mene det vi vil. Ikke bare sådan ‘you do you’. Det er for kedeligt. At leve demokratisk er at møde op med den nærmest aggressive naivitet, at samtale er mulig, og at alle kan deltage. Man bliver nødt til at nære den vanvittige tro, at vi lytter til hinanden, og at vi måske kunne lære noget – hvilket kræver en hel del af os allesammen. Det kræver tillid.

Heldigvis lever vi i et land, hvor tilliden er høj, men for at bevare den tillid er det uafgørende, at vi en gang imellem forlader vores ekkokamre – studentersalonen, ungdomshuset, svinestalden og slipseklubben. Andre gange må man ofre ‘den gode stemning’ for substans. Redaktionens julefrokost blev da væsentlig mere interessant, da et højt respekteret medlem stolt sprang ud som LA’er, og et andet medlem bekendte, at vedkommende var konverteret til Venstre. Ja, faktisk viste det sig, at denne gruppe af vegetarflirtende kaffesnobber var en politisk regnbue – i hvert fald næsten. Og at vi godt kunne være i denne uenighed i tillid og respekt.

Tilliden er måske vores folks største styrke – samtidig med at magten også konstant udfordres. Det beskytter og holder gang i demokratiet, og hvor er det lækkert, at både den demokratiske og kristne idé ansporer til selvkritik. Vi er trods alt alle fejlbarlige, og kirkens troværdighed samt demokratiets muskler skal jævnligt tryktestes.

Demokrati og kristendom er måske ikke hinandens forudsætninger, men de giver hinanden gode livsbetingelser. Og de har det til fælles, at de kun er levende, når de bliver en måde at være i verden. Noget, vi ønsker at give videre til andre i frihed med respekt.

Det er ikke den bedste ide at udbrede hverken demokrati eller kristendom gennem kolonial og militær udvidelse. Ingen bliver kristne eller demokrater af at få en pistol for panden.

Sagen er, at demokrati er vildt og ustyrligt, naivt og vidunderligt. Det samme bør kirken være. Så tak til demokratiet - kirkens kammersjuk, der giver kirken så utroligt mange muligheder for at gøre det, som den er sat i verden for: At forkynde Kristus og give sig hen i kærlighed for de svageste iblandt os.

Så lad os da fejre vores frihed til at tænke og tro og sætte et reflekteret kryds d. 24. marts – det er synd at lade være.