Jeg forsøger at holde mig opdateret i nyere dansk litteratur, og jeg har bidt mærke i en tendens i nogle af de nye udgivelser: Nemlig, at de tager mig helt tæt på kroppen. Og her er der ikke tale om den smukke, begærlige eller stærke krop. Nej, tværtimod er det den svedende, syge og lækkende krop, der bliver omdrejningspunktet. Det er bøger, som ikke bare provokerer – det er bøger, som vækker væmmelse.  

Det er i hvert fald tilfældet i Amalie Langballes anmelderroste elskende, som udkom sidste sommer. Amalie Langballe er uddannet journalist og skriver klummer, kronikker og anmeldelser for blandt andet Weekendavisen. Bogen elskende er hendes anden romanudgivelse. Jeg var glad for at læse bogen, der er både fascinerende og velskrevet, men samtidig følte jeg en mærkbar væmmelse ved det pestbefængte og bylderamte horehus, hvor størstedelen af romanen foregår. Væmmelsen var ikke bare en bivirkning, men en central del af læseoplevelsen.  

Bogen udspiller sig i et ubestemmeligt middelaldersamfund, hvor en adelskvinde bliver beordret af sin mand til at tilbringe sommeren i et horehus med instruksen ”Lær deres hemmeligheder at kende, og kom så tilbage til mig”. Og det kan man vist roligt sige, at kvinden lærer. Romanen er sprængfyldt af sanselige beskrivelser, der både overvælder og overrumpler. Denne sommer, hvor pesten hærger, er særlig varm, og alting er indhyllet i en svedig, sur og sygdomsfyldt dunst. Disse kvalmende dufte udpensles så detaljerigt, at de nærmest hænger i næseborene, mens man læser bogen.

Ud over pesten, hærger også en anden sygdom i bogen: ”I luften hang også noget andet, man ikke talte om, og det var vanviddet. Det lå på lur i et randområde af ens bevidsthed som et kobbel af hurtige hunde, sultne og tørstige. Man kunne ikke tale om det, af frygt for at man ved at sige det højt ville sætte det fri." I en verden, der lige nu hærges af, hvad der kan føles som et stigende vanvid, får romanen en mærkelig aktualitet, hvor genkendelsen af vanviddet bliver anledning til en anden form for væmmelse.

I takt med at adelskvinden lærer flere af horehusets hemmeligheder at kende, bliver en anden hemmelighed langsomt afsløret: nemlig en kærlighedsaffære mellem to af bogens centrale karakterer. Hvem disse to elskende er, og som lægger navn til romanens titel, vil jeg lade forblive en hemmelighed her. 

En væmmelig tendens

Jeg kan ikke lade være med at sætte elskende i relation til to andre nyere danske udgivelser, som jeg mener gør sig nogle af de samme greb, og dermed taler ind i den samme væmmelses-tendens. 

I foråret 2025 udkom Cecilie Linds Bristefærdig. Romanen handler om en kvinde, der føder et monster, hvorefter kvinden sammen med sit monstrøse barn forsvinder ind i en mere og mere dyrisk tilværelse, hvor væggene bliver smurt ind i lort og kvinden ammer sit monsterbarn med vammelt lyserødt lavendelduftende modermælk. 

Et andet eksempel i samme boldgade er den helt nyudgivne Skønheden af Rosalinde Mynster, udgivet i januar i år. Bogen handler om børneskønhedskonkurrencer og et dysfunktionelt mor-datter-forhold, der langsomt, men sikkert forrådner bag ved efeu-tillukkede-skimmelsvamp-ramte vinduer. 

Eksempler er det rigeligt at tage af, og selvom de alle fortæller noget forskelligt, har de deres ganske voldsomme og eksplicitte beskrivelser af kroppe i forfald til fælles.  

Den dobbelte effekt 

Når jeg læser bøger som elskende, har jeg det ofte ambivalent. Selvom det virker væmmeligt, drages jeg også af de svedende bebumsede kroppe. Hvorfor? Måske er svaret ganske enkelt: Fordi det er grænseoverskridende. De eksplicitte beskrivelser af eksempelvis kropsvæsker, bryder med forestillingen om den rene og smukke krop. Der er noget tillokkende i dette grænseoverskridende, ja næsten forbudte spændingsfelt. Ellers ville væmmelsestendensen da heller ikke være så udbredt.

På den anden side synes jeg, at det er decideret ækelt at læse om alle de forvredne kroppe, og beskrivelserne af store bylder, der bliver presset, giver mig bestemt ’the ick’. Jeg kan ikke lade være med at spørge, om det skyldes min kristne opvækst og identitet, som har givet en form for kropsforskrækkelse? Muligvis. Hvis væmmelsen udelukkende skyldes kropsforskrækkelse, tror jeg, at en bog som elskende, kan være en sund form for provokation. I hvert fald en anledning til at stille sig selv spørgsmålet, om det væmmelige skyldes mine egne naive forestillinger om kroppen. 

Alligevel vil jeg vove den påstand, at alle, uanset religiøst ståsted eller etisk overbevisning, kan blive enige om, at elskende er ganske ækel i visse passager. Måske skyldes det en form for forskrækkelse over vores egen forfængelighed. Når en bog som elskende opleves grænseoverskridende, er det også fordi, den nægter at lade kroppen forblive sund og rask. Vi bliver konfronteret med vores egen forgængelighed. Man kan endda gå så vidt til at sige, at de pestramte og svedende kroppe er væmmelige at læse om, fordi de bliver en påmindelse om vores egen dødelighed, en form for memento-mori-motiv. Det er da om noget ubehageligt at blive mindet om. 

Den provokerende litteratur 

At kunst og litteratur provokerer og er grænseoverskridende, er der sådan set ikke noget nyt i. Nogle gange tvinger provokationen os som læsere til at forholde os til det, som er tabubelagt, ømtåligt og ubehageligt, men alligevel vigtigt. Andre gange er provokationen måske bare ulækker.  

Hvorvidt en ny roman som elskende enten er afslørende provokation eller mest bare væmmelig, kommer i sidste ende nok an på den enkelte læser. Jeg vil derfor slutte med nogle af de indledende ord fra Langballes roman: ”Jeg overlader det til dig at fælde dom. Hvis du får adgang til denne historie og læser den til ende, må du danne din egen mening. ” 

Læs den, og lad dig væmmes.