Hvis du spørger chatten om, hvordan du finder mening i livet, så får du en lang liste over ting, du bør gøre:

Du skal identificere dine kerneværdier, og bruge tid på aktiviteter og relationer, der føles autentiske og meningsfulde for dig.

Duh.

Du skal være til stede, gøre noget for andre, prøve nye ting, acceptere forandringer, skrive dagbog, meditere, dyrke fællesskaber, være nærværende, engagere dig i frivilligt arbejde, opbygge et netværk, prøve nye ting, eksperimentere med hobbyer, være bevidst i nuet, skabe balancer og rutiner, indpasse rutiner med mening og indimellem også lytte til din krop.

Før jeg blev præst arbejdede jeg i en dialogorganisation, hvor jeg havde fokus på mødet mellem den kristne tradition og så de sammenhænge, hvor der kultiveres det, jeg kalder for en ”åndelig nysgerrighed”, men som vi, der står i mainstreamgrøden ofte kalder for ’alternative’ eller ’nyreligiøse’. Her er der en stor tillid til livet, en tillid, der kan virke paradoksal, for de fleste mennesker ankommer til disse sammenhænge gennem en form for krise. Tilliden viser sig i, at mange har den opfattelse af, at der ikke sker noget, som ikke på en eller anden måde bærer en mening med sig.

”Everything happens for a reason” kunne man kalde for en gennemgående tankemodel.

Menneskets opgave er så at sige at vride sig gennem det udleverede materiale i en søgen efter at finde denne mening, der som en Dan Brown-bog nok vil afsløre sig, hvis bare du bladrer længe nok. Neden under alting, neden under smerten, der vil en lektie eller lære dukke op, noget, som du af karmisk betingede grunde muligvis har brug for, eller noget, som skæbnen vil begave dig med. Igen er det dit eget ansvar at finde den, og i de her miljøer står der mange vejledere klar til at udlægge for dig, hvorfor dit liv blev som det blev, og give dig ledetråde, som kan føre hen til den her mening.

Man kan også i sjælesorgssituationen støde på noget, der ligner. Ideen om, at jeg ikke blot skal bære den sorgfuldhed, som tilværelsen har tildelt mig, men at jeg også skal have byltet den tyngde ovenpå, som handler om, at nu må jeg i gang med at finde meningen med det hele. Det er vel den her gamle mekanisme i os, der byder os, at når noget har kostet dyrt, så må det også på en eller anden måde vise sig at være det værd. Det er her, mange præster heldigvis indimellem har lært at turde sige til mennesker, at der altså er ting, som måske bare er meningsløse. Bare for at aflaste mennesket lidt.

For det er tilsyneladende sådan, at det her med mening, det er dit eget projekt. Det er dit eget ansvar. Og ChatGPT siger alt det, som ingen anstændig sjælesørger ville sige til et menneske i sorg, et menneske i tab, et menneske, som tilværelsen har lagt ned.

ChatGPT er jo kun et spejl eller en papegøje, og det er måske sigende nok, at spejlet i den her forbindelse gør det helt tydeligt, at mennesket selv må finde sin egen mening, eller som jeg synes det lidt står mellem ChatGPTs linjer – selvom den ikke er så subtil: Et ansvarligt, moderne menneske har allerede fundet sig sin mening, sin kernefortælling. Et ansvarligt, moderne menneske har meldt sig ind i en eller anden form for livstydning, som gør, at det menneske har en mening med sit liv.

Det ansvarlige menneske

Viktor Frankl, som overlevede Holocaust, skriver, at ”menneskets iboende længsel efter mening er det, der dybest set informerer al vor handlen”. Det drejer sig i høj grad om netop at tage livet på sig og modtage de udfordringer og opgaver, som livet stiller en, og så tage ansvar for at få dem løst.

Her er også en stor tillid til tilværelsen, og til mennesket, igen, lidt paradoksalt, for Frankl stod som mange efter Holocaust i en bølge, der også ønskede at klæde mennesket nøgent over for tilværelsen.

Tænk for eksempel på den eksistensteologiske bølge, som særligt siden WWII har forsøgt at ansvarliggøre mennesket over for dets tilværelse. Som – og det her er min tolkning – har villet skrælle mennesket nøgent og placeret det over for Skaberen (sekundært medmennesket) som det, det er – et menneske, hverken mere eller mindre. Og her står vi så, vi kan ikke gemme os, vi må på en måde bøje knæ for livet, men vi må også tage livet på os, ligesom sige ”alright, det her er så det, det er, lad os forsøge at få det bedste ud af det”. Igen: Her må mennesket selv.

Frygten fra nationalsocialismens dage handlede om, at man indmeldte sig i en løgnagtig og utopisk fortælling og dermed deponerede ansvaret et andet sted – og det står for mig at se som det, der drev megen af denne tænkning, frygten for hvad mennesket kunne finde på hvis det igen rottede sig sammen med de andre. Overfor Gud kan vi intet stille op, og det er det rædselsfulde og frygtindgydende faktum, som vi må manøvrere ud fra. Og, det kan vi så godt, eller hvad? Det gør vi bare lige? Er det i virkeligheden den jord meningen vokser i, rent teologisk betragtet – i menneskets begrænsethed og i dets konstante famlen og uduelighed, placeret overfor Guds strenghed, hvor der intet andet findes end at håbe og satse på, at nåden er rigtig nok?

Troens vilkår

Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich taler om troen som ”ultimate concern”. Troens vilkår er så at sige rammesat af en verden, der fungerer på syndens præmisser: at døden, tabet og lidelsen findes. Og mening kommer fra det, som mennesket i sidste ende tager helt alvorligt, og som man er villig til at ofre alting for.

Tro er altså ikke bare at acceptere bestemte læresætninger – tro er at være grebet af et ultimativt anliggende.

Dette anliggende kan være Gud, men det kan også være noget andet, f.eks. succes, nationen, kærligheden, penge, magt osv.

Men kun det, der virkelig er ultimativt, fortjener den position – alt andet bliver hos Tillich til afgudsdyrkelse, hvis man hæver det op på det niveau. Kun hvis dette anliggende virkelig relaterer sig til det, der er ultimativt i sig selv (altså Gud, forstået som værens grund), er det en sand religion.

Det er det, som betyder mest – det, der har ubetinget betydning for ens eksistens.

Jeg kan egentlig godt lide den her distinktion, for den åbner måske nok også døren til, at det her med at finde mening ikke er det samme som selv at skulle producere den. Måske den tilsiges en, for mennesket er ikke ultimativt selv, men må bogstaveligt talt være eller gå ud af sig selv for at finde det, der ikke er som det selv er, for at skabe det, det kan mennesket ikke.

Det siger måske sig selv. For hvad stiller man op med meningen når der ikke er nogen at finde, og når man er i sorg og krise? Det er jo ikke der, man har kræfterne til at finde sig en ny kernefortælling, lytte til sin krop og gå i gang med at netværke. Er mening noget der skal findes eller skabes, eller er det rent ud sagt et overvurderet begreb, som vi gør os bedst ved at forsøge at frigøre os fra.

Jeg har nogle gange overvejet, om den paradisiske tilværelse i sin rene form er menings-løs. Altså, fri for at skulle spændes for nogen form for formål. En ren væren, der læner sig ind i Treenighedens harmoni og balance, og som sådan ikke behøver en undskyldning eller forklaring for at være til, men bare er. Der er intet, der skal forsvares eller forklares, for det i sig selv at være til er så stort og trygt, at der ikke behøves givet nogen grund til det.

Grunde har vi brug for, når vi er usikre på, hvor vi står. Og jeg lurer på, om begrebet ”mening” i det hele taget er en del af det at leve i en verden på syndens præmisser, hvor døden har greb. Det giver måske ikke sig selv som det burde, alt det med Guds kærlighed og forsyn, og det fremkalder et behov for mening.

Der er et ekko af Frankl i det der chat-prompt: Du kan jo godt.

Men det er vel dybest set fuldstændig ligegyldigt at få at vide alt det potentiale, man bærer på, hvis livet er blevet knust for en. Det er den anden side af det her med mening, i en verden på syndens præmisser: Meningen kan tabes, især hvis den alene er noget, jeg selv havde ansvar for at stå med i hænderne. Hvis det alene var min egen opgave at formulere og finde mening, så bliver meningen også præget af den samme flygtighed der præger mig selv. Så bliver den skrøbelig. Så kan den mistes.

Når livet går i stykker

Den finlandssvenske teolog Patrick Hagman oplevede i løbet af en forholdsvis kort årrække først at miste sin far, dernæst sin seksårige søn, og til sidst døde hans hustru efter et hjerteanfald. Han har udgivet bogen ”Sorgens gave er et udvidet blik”, hvor han hiver fat i sin egen teodicé-fortælling.

Patrick er opvokset i en pentekostal tradition, og her er man ikke bange for at bede for folk – eller sige man gør det – når nogle bliver syge. Hans far var en kendt figur i den finlandssvenske pinsekirke, og da han blev syg af kræft var der derfor mange mennesker, som bad. Patrick fortæller:

”Gennem årene var der tusinder af mennesker, som bad for far, og vi fik også flere profetier om at han skulle blive helbredt. Lægerne havde sagt, at der ikke var mere at gøre, men vi troede på helbredelsen. Vi bad rigtigt meget for ham, og da jeg var på en lejr blev jeg overbevist om, at han ville blive rask. Det blev han ikke. Han døde få dage senere. Dengang var jeg 21 år gammel. Jeg måtte lære, at der findes ingen garantier, ingen regler for hvordan Gud handler i vore liv.

Det blev tydeligt for mig, at jeg måtte vælge mellem at tro på at Gud tager fejl eller at mennesker tager fejl om, hvordan Gud er. Det var til en vis grad på grund af dette at jeg søgte mod teologien. Det blev så tydelig, at jeg behøvede en teologi, som holder selv når livet går i stykker. At stille spørgsmålene: ”Hvorfor?” eller ”Hvordan kunne Gud tillade dette?” hjælper ikke noget. Den her type af spørgsmål leder ingen steder hen og har ingen svar.”

Det er, når du ikke forsøger at fastholde eller finde den, at den indfinder sig. Er det med mening som med kærlighed, at den må komme til dig. Er opgaven at lade være med at spørge efter den?

Spørgsmålet om ”hvorfor” er ofte nærliggende. Hvorfor skulle mit barn dø, kan der spørges, og man ved godt, at selvom der fandtes et svar på dette ulykkelige spørgsmål, så ville det her svar ingenlunde have kraften til trøste. Sorgen ville ikke formindskes af, at kunne indlægge en eller anden kosmisk eller jordisk mening med tabet.

Bevidsthed eller opmærksomhed

I en østlig tradition er der meget, der sidder i hovedet, eller: I bevidstheden. Det betyder, at det her jeg beskrev som ”everything happens for a reason” bliver et spørgsmål om en form for kognitiv egen-behandling. Du skal derhen, hvor smerte ikke længere gør ondt, fordi du er frigjort fra tilknytningen til det, der kunne såre dig. Meningen bliver altså en bevidsthedsmæssig forskydning, hvor du skal træde skridt væk fra det, der i sig har kraften til at gøre dig fortræd og i stedet give dig hen til at gøre godt for medmennesket.

I en kristen tradition er vi jo ikke synderligt optaget af et ord som bevidsthed. Her er det måske snarere et begreb som opmærksomhed. Vi skal se Kristus i vores medmenneskes øje, og vi skal, som vi opmuntres til i lignelser, se hen på markens liljer, vi skal tage os af enken, den faderløse og den fremmede, og det kræver en anderledes form for nærvær. Vejen går så at sige gennem verden, og her duer det ikke at opgive at føle tilknytning. Også vi skal på kenotisk vis give os hen, men vi skal gøre det af kærlighed; vi skal lade os forbinde for vi skal elske næsten som os selv og vi skal elske Gud, og er der en ting, vi ved om kærligheden, så er det, at den også kan gøre gevaldigt ondt.

Smerten, lidelsen, må vi altså finde en plads til i spørgsmålet om mening. Men her må vi være varsomme, for ingen kan tillægge et andet menneskes lidelse en mening. Det mener jeg er ukærligt. Lidelsen må vi i kristen forstand betragte som et resultat af at leve i den verden, vi gør, men som sådan er den i sig selv ikke andet end destruktiv, ødelæggende og meningsløs.

Vi tror jo på opstandelser

Men betyder det så, at den forbliver dette? Vi tror jo på opstandelser. Om disse siger tjekkiske teolog Tomas Halík: ”Opstandelse er ikke genoprettelse. Det er heller ikke restituering eller kompensation. Det er i virkeligheden transformation.”

Man kan spørge om vores behov for at finde mening når meningsløsheden truer i virkeligheden bedst kan udlægges som en del af den transformation, der skal fuldendes i den kommende verdens liv.

I Efeserbrevet 4,9-16 står der

”Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt. Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.”

Som altid er teologien kollektiv her, der er et vi, som det drejer sig om; det er vel derfor, sjælesorgen og kirkens tjeneste til at virke til heling og lindring altid har haft en plads hos os. For nogle af os har lidt meningstab og lider, og derfor er det også et vi, der skal være med til at bære et sådant menneske. Men det, jeg egentlig gerne vil holde fast i er vækstbilledet, Kristi legeme, menigheden, skal blive en vækst, som kan rumme Kristi fylde, et fuldvoksent menneske.

Jeg elsker det her, for målet er altså tilsyneladende ikke, at vi skal aflægge vores menneskelighed; måske er hele den nytestamentelige frelsesplan i virkeligheden, at vi skal blive endnu mere menneske, sådan som Kristus selv var det, og at vi i fællesskab skal vokse til at rumme Kristi fylde.

Vækstmotivet kan sagtens misbruges og misforstås, men vi kan ikke sige, at der ikke her findes en udviklingsvej, en progression af en art. Vi skal rumme Kristus.

Og nu går jeg til katolikkerne igen, for de har det lidt lettere med de her ting.

Den gamle karmelittermunk Wilfred Stinissen siger ”Gud har fra tidernes morgen regnet med konsekvenserne af syndens handlinger i dit liv. Han vil, at du skal vokse og udvikles netop gennem dette onde og forfærdelige som andre gør mod dig.”

Han går så at sige mystikerens vej:

”Lidelsen bærer frugt, og den har forløsende kraft. Efter at Jesus har lidt for vores skyld er lidelsen blevet et frelsesinstrument. Dette gælder ikke bare for den lidelse, som bæres generøst og heroisk”.

Og, måske endnu mere anfægtende:

”Gud håndterer det onde på en så suveræn måde og med så enestående dygtighed, sådan, at det endelige resultat bliver bedre end hvis det onde aldrig havde eksisteret.”

”Alt det absurde, som menneskers dårskab og blindhed kan føre til opfanges af Guds kærlighedsfulde almagt, som klarer at tilpasse også det absurde i sin frelsesplan og dermed giver det mening.”

Eller for at parafrasere Augustin: Gud gennemfører sin gode vilje gennem menneskers onde vilje.

Her er tilliden ikke på menneskets egen evne til at manøvrere gennem et tungt landskab, men på Gud. Det gør ikke tingene lettere, men det placerer noget uden for os.

Mening er noget, der gives. Det er så at sige en retroaktiv tilsigelse. Vi kender det fra vore mellemmenneskelige forhold: Intet gør så godt som et møde med en, i hvis øjne du kan genkende en forståelse. Måske det andet menneskes smerte har bragt det en indsigt, som nu kan berige dig med en oplevelse af ikke at være alene, eller med et håb om, at du ikke skal forblive på dette sted.

Og vi kender den retroaktive meningstilsigelse fra vore sammenkomster, når vi i fællesskab knæler ved alterbordet for at modtage det legeme og blod, vi tror er Vorherres eget; hans lidelse bliver liv for os.

Emmanuel

Guds svar på vores ”hvorfor” er ”Emmanuel”. Gud er med jer. Der er lidt ”goddag mand økseskaft” over det, men det er et udtryk for, at vi ikke forlades eller overlades til modgangen og lidelsen, og at vi heller ikke af lidelsens tilstedeværelse i vores liv kan slutte, at Gud så må have forladt os. Det er et udtryk for en inkarnatorisk loyalitet, som er hos Kristus. Der, hvor han gik hen blev alt forandret, transformeret, også ind i dødens landskab, og derfor er det egentlig et ret godt svar, at Gud vil være med os og favne os med sin væren og sit væsen.

Ved sin søns begravelse sagde Patrick Hagman:

”Der findes ingen mening med det onde i verden, det er præcis det, som gør det til ondskab. Det er bare det, som er delagtigt i Guds væren, kan have en mening. Det onde er per definition uden mening… Kristendommen har ingen forklaring på det onde, det findes bare der som noget, der ikke burde findes. Det, kristendommen tilbyder er en måde at håndtere det onde. Ikke en måde at forklare, bare en måde at modstå det på. Det er taknemmeligheden, den hårde taknemmelighed, den rasende vrede taknemmelighed, som man slænger i ansigtet på ondskaben”.

Jeg synes ikke, det Patrick lægger op til er særlig let, men det giver mening (!) for mig, det her med en trodsig, modfalden og vred taknemmelighed. Vi kender det fra vores bisættelser, hvor vi også siger tak, også i de situationer, hvor afdødes nærmeste måske bogstaveligt talt har fortalt os, at afdøde var et ”dumt svin”, som en efterladt lod mig vide. Også her insisterer vi på at takke for det liv, der var, selvom det ikke altid er let at gøre, ligger der i det en trodsig insisteren på, at også dette menneskes liv var villet af Gud, og selvom det på mange måder opleves som et liv, der blev spildt, vil vi med taknemmeligheden også overlade meningen til Gud. At Gud så at sige kan favne vores meningsløshed, så vi ikke er alene med den, og at meningsløsheden dermed kan transformeres til noget andet.

Det er måske Guds egen afdeling, det her med meningen. Det er måske hos Gud, og måske først i det hinsides vi kan tro på, at alle gåder bliver løst. Det kan man selvfølgelig godt synes lyder resignerende, og det kan man blive rasende over. For hvad med det håb, vi besynger hele tiden, hvor finder det vej og plads?

Jamen, det har jo netop en plads. Håb i en kristen forstand er noget andet end optimisme, for det indebærer en villighed til at være med det ubekvemme, alene af den grund, at det kristne håb har ventetid indbygget i sig. Det er ubekvemt at vente; det er derfor adventstiden oprindeligt var en faste, og det er derfor ventemotivet er så dybt indskrevet i vores kirkelige tradition og år, men vi har måske glemt det lidt. At håbe er virkelig hårdt arbejde og som sådan kan det være lidelsesfuldt; håbet er ikke i sig selv en løsning på lidelsens problem, tværtimod, vil jeg sige. Også håbet vil i kristen forstand have noget retroaktiv meningstilsigelse over sig.

Men vi kan ikke leve uden at håbe, for paradoksalt nok kan det være meget vanskeligt at glæde sig i nuet, hvis ikke håbet om det, der ligger forude, er der. Ellers glider vi baglæns og bliver reaktive og holder os til fortidens nederlag. ”Det er kun ud af fremtiden, at nutiden kan leves” som Bonhoeffer siger det; og her er der måske både brug for lavpraktiske elementer såsom kaffepauser og sommerferie, men hvem ved om ikke også de eskatologiske spørgsmål har noget at sige her.