I størstedelen af Vestens historie var ateisme nærmest utænkelig. Historikeren Alec Ryrie forsøger at forklare, hvordan tvivlen gik fra landsbytosser og fulderikker til at blive en selvfølgelig del af det moderne verdensbillede.
Hvordan kan det være, at det var praktisk talt umuligt ikke at tro på Gud i, lad os sige, 1500-tallet i Vesten, mens det i år 2000 synes ikke bare nemt, men nærmest uundgåeligt?
Sådan spørger filosoffen Charles Taylor i sit store værk "A Secular Age" og får en fisk som mig - i mit plausibilitetsakvarievand - til at ville vide, hvornår, hvorledes og hvem, der har skiftet vandet?
"Hvis man var kristen, så var man dum," sådan formulerede socialdemokraten Frederik Vad den generelle trosopfattelse i hans ungdom i en samtale om tro. Han sætter også ord på min oplevelse som en af disse kristne dumrianer, der blev set skævt til af videnskabsfolk, statsministre og skolelærere fra deres objektive og guds solds frie piedestal.
Jeg kan godt forstå de af mine jævnaldrende religiøse venner, der lagde sig i selen for at bevise, at de ikke var dumme og derfor gravede dybt i apologierne for kristendommen. Efterhånden fandt de da vist også nogenlunde fred i, at de faktisk var klogest, selvom det stadig kneb gevaldigt med at få resten af verden til at anerkende det.
Kirkehistorieprofessoren fra Durham, Alec Ryrie, har påtaget sig at kortlægge, hvad der er sket i sin fine bog "Unbelievers - An Emotional History of Doubt" (2019). Og det er altså spændende at følge rejsen fra, at de første fulde landsbytosser prøver at få lidt opmærksomhed ved at kalde Gud for ikkeeksisterende og frem til, at tidehvervet pludselig vender, og tosserollerne er byttet om.
Ryrie gør det klart, at vi selvfølgelig kun har med et lille hjørne af verden at gøre. Det er Vesten og særligt den engelske verden, han befinder sig i. Men det er her, historien begynder, da den sidste viking er blevet kristnet i højmiddelalderen.
Han har givet sig selv opdraget ikke bare at studere teorierne, men snarere den reelle praksis. Hvordan udbredes ateismen, og hvad er det, der sker, når den får vind i sejlene? Hvordan er det, sådan en idé spredes, nu når, som han siger: "The death-by-philosophy narrative is a poor fit with the actual chronology of Western secularisation."
Ateismens tidlige historie: fulderikker og læger
De gamle grækere fuskede selvfølgelig med lidt spirende ateisme og opfandt da også ordet. Sokrates må nok også tage prædikatet på sig, men endnu fungerer det mest som et skældsord eller en anklage. På latin forsvinder det igen ud i glemslen, der er simpelthen ikke et ord for det. ’Atheos’ bliver normalt bare oversat med ’impius’, hvis direkte oversættelse nærmere er ’ufrom,’ hvilket også er, hvad man maksimalt kan blive de næste 1000 år.
Først i 1553 fuldender ordet rejsen op igennem de europæiske sprog til engelsk, men på dette tidspunkt er det stadig ikke noget, nogen selv vil kalde sig selv. Snarere optræder det som datidens ’fundamentalist-kort’, der tages i brug, når man i en hurtig vending skal beskrive sin modstanders position som uforsvarlig.
500 år tidligere begyndte Anselm af Canterbury og senere Thomas Aquinas dog at fifle med at producere gudsbeviser, hvis formål er at overbevise en imaginær ugudelig ’ateist” (eller bare "en tåbe" som Anselm i salmistens sprogtradition foretrækker at kalde ham).
Særligt hos Aquinas får hans konstruerede opponent dog en legitim position i at kunne mene, at Gud ikke findes, inden han bliver sat til vægs. Men ellers optræder gudsfornægtere i denne tidsalder primært i blasfemiretssager, hvor de hurtigt fortryder igen.
Ryrie strør gavmildt med eksempler, for eksempel Uggozzone dei Tattalasina, der i 1299 stod anklaget i Bologna for at have kaldt bibelen for fiktion, benægtet nadveren og at omtale Jesu sande kors som en tilfældig bænk. Manden var dog også en kendt og berygtet led ågerkarl, så det hang, som med de andre, sammen for både folket og retten, at dyden og troen var forsvundet samme vej her.
De tidlige kætterretsager virker da også mest til at være landsbytosser og fulde folk, der skulle have fundet lidt tidligere hjem fra kroen, eller mennesker med god grund til at have set sig vrede på præsterne, end en egentlig sammenslutning af store tænkere med en velfungerende og gennemtænkt verdensorden i ærmet. I hvert fald er det ikke en, de er villige til at betale bødestraffen for. Som jo, skal det bemærkes, potentielt også kunne være deres liv på det her tidspunkt.
Selv da vi får inkvisitioner tyder det på, at kætterne, hvad end de kalder sig lollarder eller epikuræere, mestendels stadig er en samling kontrære folk, der bare gerne vil mene noget alternativt - også indbyrdes - snarere end, at de nødvendigvis har tænkt noget igennem. Kun lægerne er man på dette tidspunkt lidt nervøse for. Deres ukristelige græsk-islamiske videnskab, ved man godt, kan føre til fritænkeri.
Vrede eller ængstelige ateistiske protestanter
Vi skal faktisk hen på den anden side af reformationen, før ateisme som koncept bliver noget, man er nødt til at forholde sig til. Under de voldsomme åndelige og verdslige sværdvekslinger mellem katolikker og protestanter i den efterfølgende periode er der efterhånden nogen, der også bare tænker, at den måske er gal med begge parter.
Kristendommen er pludselig blevet forbundet med et valg, at vælge den ’rigtige’ udgave. Også selvom de fleste helst så sig fri for den slags eviggyldige beslutninger. Selv den gode Calvin må i 1550 undre sig over, hvad der er sket, siden ugudelighed og bespottelse nu findes overalt. Sådan var det jo ikke for 50 år siden. I 1581 skriver Du Plessis-Mornay den første apologetik, fordi det nu ’vrimler med ateister’. I hvert fald ifølge ham selv.
Over det næste århundrede er der ikke rigtig nogen fuldgyldige ateister, selvom berygtede digtertyper som Christopher Marlowe eller Walter Raleigh da nok antyder det rundt om i deres forfatterskab. De undgår at blive formelt dømt for det, men bliver dog alligevel myrdet for en god ordens skyld. På trods af dette vrimler det dog med teologiske angreb på ’dem’. Altså ateisterne.
Der er stadig bred enighed om på dette tidspunkt, at det nok må handle om anløbne typer. For eksempel påpeges sammenhængen mellem incest og ateisme, for det klare ’nein’ til familiesex er jo en lov, der kun kan udledes af Guds ord, og derfor må rejsen ind i gudløshed nok være begyndt med noget søsterlyst. Det er fortsat primært moralen, man frygter for i denne tid.
Men katten er ude af sækken, og igennem det næste århundrede vrimler det med vidnesbyrd fra tvivlende protestanter. Man havde haft så travlt med ikke at ligge under for overtro, som de vranglærende katolikker, at undertroen til gengæld var blevet en ny front. Tænk, hvis man troede noget, der ikke var rigtigt?
I skildringerne er det nu ikke vrede, men snarere ængstelighed, der fylder, når almindelige mennesker frygter for deres sjæl og frelse. En ængstelighed, der hos nogle få også leder til, at man forsøger at aflyse problemet ved at aflyse Gud. For eksempel er det sluppet ud, at der er nogle problemer i det der med helt at kunne oversætte og bevare Bibelen i sin oprindelige form, og hvis man ikke kan være sikker på, at 100% af ordene er Guds egne, så kunne det jo ligeså godt være 0%.
Enhver tvivler regnede dengang som i dag med, at de hver især er den eneste, der sådan kan være blevet ’ramt af ateistiske tanker’. Selvom hele arsenalet af sjælesorg og gode svar lå klar nærmest inden, spørgsmålene var stillet - så er det som om, at når tanken først er tænkt, så lægger den sig ikke ned igen, før man står ved eller lige på den anden side af kanten. Som Ryrie formulerer det, så er tvivlen fra nu af en seriøs del af det protestantiske økosystem.
Ryrie stopper sin tidsregning i 1660, for der får vi med folk som Thomas Hobbes og Baruch Spinoza langt om længe tænkere, der vil fremlægge og vedstå sig en seriøs filosofisk ateisme. Selvom de måske stadig har lidt gudsreminiscenser, så har vi herfra en slags praktisk ateisme eller deisme, der hurtigt bliver populær blandt intelligentsiaen (Paine, Jefferson, Napoleon og den bande oplysningsfolk).
Her kunne man godt drømme om et kapitel eller to mere hos Ryrie, men han går meget hurtigt hen over de næste 300 år. Der fremstår stadig nye ateistiske profeter, men folket ville ikke høre dem. Et jordskælv i Lissabon, Charles Darwin, Friedrich Nietzsche, Karl Marx og Sigmund Freud (og hvem der ellers hører til i det ateistiske Pantheon) kunne godt have fortjent mere end et par linjer, og vi finder da i hvert fald i denne periode grupperinger i eliten, der begynder at finde svar andre steder end i Bibelen.
Alligevel er det først i 1925, vi får det første ateistiske selskab, og nogle få datterselskaber, men det kniber med at fylde medlemslisterne.
Det er først i årene mellem 1955-75, at man for alvor kan se, hvordan den procentuelle kristenhed og de religiøse argumenter og institutioner mister deres kraft i samfundet. Og skyldes det så, at de filosofiske overbevisninger, der været tilgængelige i et par hundrede år, endelig slår igennem og har effekt i den brede befolkning? Næppe.
Den vrede ateisme, der fratager en fejlende gud de moralske standarder og selv pådrager mennesket ansvaret, fik aldrig mange medlemmer. Den ængstelige ateisme, springende ud af protestantismens fundamentsuro, er det alligevel også de færreste, der forfølger til måls. Emotionshistorien lever sit eget liv og går mest i cirkler, hvilket efterlader os med spørgsmålet:
Hvordan endte vi der, hvor gudstroen blev for tosserne?
Men hvordan blev man så ateist?
Ryrie henviser til Callum Browns "Becoming Atheist". Gennem interviews med 85 forskellige ateister finder han, at de har to ting til fælles: At vi nu finder en ateisme, der ikke tager sit udgangspunkt i en afvisning af Gud, men i et ikke-guddommeligt ønske om at bygge et samfund baseret på 1) den gyldne regel og 2) en vægtlægning af menneskelig lighed og selvbestemmelse. En humanistisk ateisme, kan man kalde det, selvom de ikke nødvendigvis har brugt udtrykket, før Brown selv foreslår det.
Hvordan, man når derhen filosofisk, er igen ikke helt tydeligt. Og det er her, Ryrie sprænger en original bombe. Hans tese er nemlig, at vores moderne værdisæt ikke er defineret positivt. Det er defineret negativt. Mens guddommelige absolutter er forduftet, så er der nu kun en absolut, vi alle kan blive enige om. En konklusion, som enhver diskussion ifølge Mike Godwin altid ender ved:
Hitler var ultimativ ondskab.
Derfor, hvilket er Ryries tese, er moderne humanisme mest bare defineret som alt det modsatte af nazisme. Hvor disse humanistiske principper har sit ophav – om de er opfundet af mennesker eller måske stadig er baseret på undertrykte rester af moseloven og kirkens efterladenskaber - er en diskussion debatklubberne nu hygger sig med at slås om, men hinsides 2. Verdenskrig står man et sted, hvor ønsket i hvert fald er et hidtil uprøvet forsøg på at definere kulturens værdier uden kristendommen.
Det går (for) hurtigt i bogens afsluttende kapitel, og Ryrie går ikke rigtig ind i hvad det så er, der sker mellem 1955-75. Det havde været oplagt at dykke ned i, hvordan chokket over de to verdenskrige, vi startede det 20. århundrede ud med, påvirkede den brede gudsopfattelse. Og hvordan teologerne må tilbage til skrivebordet i mødet med krigsruiner og udryddelseslejre når nu den Gud, som ellers skulle være god og have styr på det, helt åbenlyst var faldet helt i søvn.
Men Ryrie mener altså at kunne konkludere, at det netop er den oplevede virkelighed, der har flyttet emotionshistorien. At folk skal opleve uretfærdighed og meningsløshed og ikke bare have den fremlagt filosofisk.
Hvilket leder frem til den store udfordring i dag: At 2. Verdenskrig efterhånden forsvinder fra den levende europæiske hukommelse. Idéen om absolutter står måske heller ikke står så meget længere, og hvad kommer der så til at ske med vores gudløse verdenssyn?
Siden bogen udkom i 2019, har Ryrie udbygget sin Hitlertese i en ny bog, men samtidig er understrømmen af kontrareaktioner på det humanistiske eksperiment også begyndt. Statistikkerne virker da også til at pege på, at troen vejrer morgenluft igen, ligesom den offentlige stemning også virker til at være i bevægelse, når selv en socialdemokrat er klar til at tale åbent om sin tro nærmest uden at føle sig dum.
I Terry Pratchetts fantasyroman "Small Gods" forklares det, at spekulationer om eksistensen af guderne plejer at blive afgjort af et lyn, der slår ned, et par rygende sandaler og en seddel med påskriften: "Ja, vi gør."
Reglerne for vores univers synes noget anderledes. Spekulationerne og protesta(n)tionerne ser nærmest ud til at være en del af pointen, også selvom de fleste mennesker helst vil være fri for dem (til missionærer af begge observansers store ærgrelse).
De kan endda spores helt tilbage til en ny måde at tænke på. Om en gud, der er blevet menneske, gudsforladt og henrettet, og det er os, som har dræbt ham.
Jeg taler selvfølgelig fra mit eget lille hjørne af idehistorien og mennesker med anden religiøs eller irreligiøs observans vil muligvis være uenige, men tvivlen synes at være en indlejret del af at være menneske og kan endda slå ned, der hvor vi ellers var blevet enige om, at Gud ikke behøvedes.
Der er små tegn på, at vi i disse år står midt i endnu et omslag i tidsånden, og at Gud måske planlægger endnu en genopstandelse her midt i oplysningens højborg på vores tangent af jordkuglen. Vi må se, når emotionshistorien engang skal skrives.
I hvert fald er det en ganske lille parentes i vores historie, hvor ikke-troen har været forfordelt. Hvem ved, hvad der bliver uundgåeligt i morgen?



