Hvad er historien?

Philip Anthony Mitchell er præst i 2819 Church i Atlanta. Hans kirke er vokset voldsomt de sidste par år gennem hans karismatiske prædikener om endetiden, lunken amerikansk kristendom og åndelig kamp.

Mange unge kristne (også i Danmark) støder jævnligt på hans indhold på YouTube.

Mitchell har gentagne gange advaret mod en amerikansk kristendom, hvor penge, titler, prestige og position fylder for meget. Han har også talt om risikoen for, at mennesker begynder at dyrke kristne ledere med store platforme som idoler. Han er i høj grad blevet kendt for sin kritik af amerikansk kristendoms celebrity culture.

Mitchell står sammen med Tim Timberlake også bag podcasten Street Preachers. Podcastens offentlige formål er at få flere til at høre evangeliet om Jesus – fra gadehjørner til store scener.

Podcasten er nu taget på turné rundt i USA. Her er det blevet rapporteret, at almindelige billetter sælges til 69 USD, men at der også sælges VIP-billetter til 200 USD, som giver særlige fordele og mulighed for at komme tæt på de to prædikanter.

Hvorfor er det vigtigt?

Kritiske røster bød sig højt og hurtigt til fra flere sider: Hvis formålet er at forkynde evangeliet, hvorfor skal man så betale for at høre det? Og hvad betyder det, når man kan betale ekstra for særlig adgang til prædikanterne? Er det ikke hykleri?

Mitchells modsvar falder i to.

Den første del af svaret kan blandt andet findes i en podcast med den kristne rapper Lecrae om hele debatten. Man betaler ikke for evangeliet, men for arrangementet. Store events kræver lokaler, personale, sikkerhed, teknik, rejser og produktion, og de udgifter skal dækkes.

Det andet er, at Mitchell og andre megakirkepræster som Josh Howerton fra Lakepointe Church ser kritikken som udtryk for forfølgelse og den ondes modstand mod evangeliet.

Så er der selvfølgelig også dem, der personligt står inde for Mitchells karakter. Førnævnte Lecrae understreger for eksempel i stærke vendinger og med henvisning til deres nære personlige forhold, at han ikke genkender det billede af Mitchell, som kritikerne tegner.

Hvad betyder det?

Bibelen forbyder ikke, at man får løn for at forkynde. Jesus siger, at arbejderen er sin løn værd (Luk 10,7), men Paulus advarer samtidig mod dem, der driver handel med Guds ord (2 Kor 2,17). Der er en spænding at navigere i her.

Det koster penge at lave kirke. Det koster penge at lave konferencer og arrangementer. Det har det altid gjort. Udfordringen her er, at prædikanten selv bliver en del af det, man kan købe adgang til, samtidig med at han har bygget en platform på en kritik af selvsamme kultur — en antikendis-kendis.

Mitchells andet argument er til gengæld næsten et skoleeksempel på det, Troels Nymann i podcasten Eftertanke kaldte for kristen masochistisk epistemologi (du ved, at du har ret, når du møder modstand og kritik).

Folk vil vurdere Mitchells “hykleri” forskelligt, men debatten stiller skarpt på en ret akut problemstilling.

Her har dansk kirkeliv nogle andre forudsætninger. Det er for småt til egentlige kendisser (selvom det er svært at komme uden om ‘høvdinger’ og ‘meningsdannere’). Folkekirken er ikke bygget op omkring den enkelte præsts personlige gennemslagskraft, men omkring et embede og en lokal menighed. Du finder ikke mange eksempler på danske kirker, der er bygget op om præstens personlige brand.

Men selvom embedstænkning og lokal forankring måske giver en naturlig modvægt til persondyrkelse, er det måske alligevel værd at være opmærksom på. Det er svært ikke at bemærke, at flere og flere præster på vores egne breddegrader kaster sig over at opbygge en tilstedeværelse på sociale medier – måske kan man endda kalde det personlige brands eller begyndelsen på dem.

Det skal ikke lyde som en generel kritik af tilstedeværelsen i den digitale agora, men hvis vi skal tage ved lære af historien om Philip Anthony Mitchells VIP-billetter, så må det være, at når man vil sælge ting på markedspladsen, så kommer det med en fare for at sælge ud.