Uge 29 er en uge, der på sommerens højdepunkt står i feriens navn. Ferier kan tage mange forskellige skikkelser, og hvor nogle finder ro i en charterferie ved poolen i solens varme, finder andre glæde i at vandre rundt i Dolomitternes smukke omgivelser. Mange unge kristne med missionsk baggrund vælger dog en anden ferieform, man ikke rigtigt kan kalde alderssvarende. De vælger nemlig at bruge en uge af deres kostbare sommerferie på at tage på camping.

Jeg er selv en af de ovennævnte, som vælger at tage en uge ud af kalenderen og dedikere den til forkyndelse, venner og udsigt over Vejle Fjord. Men bag alle de gode snakke, det skønne vejr og den store flok af mennesker, jeg nyder at være sammen med, er nogle mønstre begyndt at tegne sig op over årene.

Det største af dem alle har dobbeltparkeret inde i mit hoved, sat sig fast og nægter at køre nogen steder: Hvorfor ligner vi i grunden alle sammen hinanden?

Og hvad er der blevet af dem, der ikke ligner mig?

Vi ligner ikke fysisk, men det ses tydeligt, når vi kigger på vores baggrunde, tanker, idéer, humor, interesser og fremtidsplaner, dér ligner vi hinanden. Skræmmende meget.

Og det har fået mig til at tænke. For hvad er det egentlig, der gør, at jeg passer ind, mens andre ikke gør? Er jeg simpelthen bare en af Guds få udvalgte, mens alle de andre ikke er?

Født ind i missionen

På en måde kan man sige, at jeg er født med en indremissionsk guldske i endetarmen. Med en far fra Trekantsområdet, hvor de daværende Stærke Jyders åndelige jerngreb på området stadig kan mærkes i dag, og en mor fra Vestkysten, hvor de brusende bølger og fiskeindustriens utilregnelige natur også har dannet grobund for et rodfæstet trossamfund, er jeg kulminationen af to mennesker fra hver sin indremissionske højborg.

At kunne Fadervor udenad kom nærmest med modermælken, og jeg har ingen erindring om en tid, hvor den bøn ikke sad på ryggraden. På en folkeskole, hvor knap halvdelen af både lærerværelset og klasselokalerne kom fra familier med en religiøs baggrund, var det at være kristen ikke tabuiseret. Det var til tider tværtimod det seje valg, så man ikke følte sig udenfor i fællesskaberne.

Oven i skolegangen og fritidsaktiviteter som FDF, søndagsskole, Teenclub og de årlige kristne lejre var jeg også i en tidlig alder skrevet op til de to efterskoler, mit ophav kunne byde på: Frøstruphave Efterskole eller Sydvestjyllands Efterskole. Mit valg blev sidstnævnte.

Jeg var blevet klædt på med historier om både Samson, Jesus og Moses, samtidig med at jeg kunne tælle alle loftbrædderne og havde fuldt styr på antallet af lys i hver enkelt lysekrone i vores lokale vestjyske kirke. Det måtte betyde, at jeg var klar til at komme ud i den store, vide verden.

En social sorteringsmaskine

Min efterskoletid blev skelsættende. Ikke blot fordi jeg for første gang fornemmede, hvad betydningen af at tro på noget større end sig selv indebar, men også fordi jeg for allerførste gang fik lov at smage på, hvad Indre Mission også var, og hvilken kultur bevægelsen bragte med sig.

Det sociale hierarki var kridtet skarpt op, og startskuddet havde lydt. Især én ting blev hurtigt tydelig: Du skal finde ud af, hvor din plads er i hierarkiet, før de andre gør det for dig. Og som en usikker sekstenårig dreng var sidstnævnte i hvert fald det, der ikke måtte ske. Så jeg måtte lære at tilpasse mig. En evne, som skulle komme mig til gode i fremtiden.

Efterskolen blev på trods af rotteræset en god tid, og jeg fik lært en masse — både om mig selv og min tro. At afkode stemninger og sociale normer og regne ud, hvad der skulle siges hvornår for at få et grin ud af de rette mennesker, blev en evne, der blev belønnet.

Min vaklende camouflage havde fungeret til UG, og ingen havde gennemskuet, at jeg på panisk vis forsøgte at være en del af noget, før jeg forsøgte at være mig selv. Jeg kom hjem med mange gode minder og, vigtigst af alt, en vennegruppe. Jeg havde klaret det!

I disse kredse er en vennegruppe fra efterskolen nemlig ikke nogen lille ting, for den er med til at forme hele din færden i kristne kredse de næste mange år af dit liv. Det er dem, du tager på bibelcamping med. Dem, du holder nytår med. Og dem, du tager på ferie med. Det er din faste kerne, du altid kan falde tilbage på. Det er et åndeligt sikkerhedsnet, der selv i de eksperimenterende ungdomsår, hvor man bliver trukket i af mange forskellige retninger, kan formå at gribe en.

Hvor du lander henne socialt efter et efterskoleår, er dermed en rimelig indikator for dit åndelige livs grobund i missionske sammenhænge. Endvidere får du også en kasse, du bliver kylet ned i, så folk ved, hvor de har dig. Dejligt betryggende, så længe man ikke træder udenfor.

Er det bare mig?

Måske ville den gennemsnitlige læser efter ovenstående erindringer om forvirrende ungdomsår og skarpe udtalelser kalde mig en smule bombastisk og definitiv. Måske ville man endda anklage mig for blot at projicere mine egne usikkerheder over på de omgivelser, jeg er vokset op i. Og oven i dette er der sikkert også masser af unge mennesker, der efter uheldige efterskoleår har fundet fred og fællesskab i andre indremissionske ungdomsforeninger.

Det kunne også bare være, at lige præcis mit efterskoleår var en kulturel outlier, og at det egentlig ikke afspejler en generel tendens i vores kredse. Alene står min fortælling nok ikke særlig stærkt. Dog er det stadig svært ikke at se de tendenser, der vokser frem foran øjnene på en hvert år i uge 29.

Ud over at den årlige tur til Mørkholt Strandcamping under Ung-ugen udvikler sig mere og mere til en uge, hvor en stor og indforstået venneflok tager af sted på camping, er det også altid en god tid til at tage en temperaturmåling på ungdommen her i Indre Mission.

Diagnosen

Og efter at have kigget på målingerne har jeg som selvudnævnt doktor besluttet mig for at fælde dom: Som et filter, der sorterer alt det fra, der ikke passer gennem hullerne, har vi i Indre Mission også et problem. Visse kendetegn eller egenskaber — for eksempel en heteroseksuel livsstil, et konservativt livssyn og en høj grad af social udadvendthed — giver i højere grad anerkendelse.

Og når vi i vores fællesskaber glorificerer visse træk frem for andre, mister vi i processen noget enormt værdifuldt: evnen til at se og forstå dem, der ikke ligner os.

Vi har inden for vores kultur sat ydre rammer op, der skal opfyldes, og det er ved at forme vores fællesskab til en organisme, hvor alt for mange celler rummer de samme egenskaber, fordi de virker til at blive belønnet højest.

Paulus sammenligner i Bibelen det kristne fællesskab med et legeme og spørger i forlængelse af det, hvad der skulle blive af legemet, hvis der nu kun var én legemsdel.

Ved det missionske vandhul er der ikke en divers samling dyr — løver, elefanter og antiloper — der er kun zebraer. Og selvom jeg har lært, at det kristne fællesskab skal kendes på deres kærlighed til hinanden, så er det altså lettere at kende dem på deres striber.

Striber eller ej

Jeg er selv en zebra. Om det er, fordi jeg er født med striberne, eller fordi jeg selv har malet dem på, er underordnet. Hvor jeg kommer fra, eller hvilke personlighedstræk jeg har, burde ikke gøre mig bedre stillet til en varm plads i et kristent fællesskab.

Der er magt i ikke at magte andre mennesker, og når jeg tænker på de mange forskellige mennesker, jeg har gået på efterskole med, er der mange ansigter, jeg ikke længere kan finde til de årlige arrangementer. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er af overbevisningsgrunde, at folk ikke kommer, men nok mere fordi de løbende er blevet sorteret fra.

Der har vist bare ikke lige været en kasse, der passede til dem.

Der er ingen på denne jord, der er kommet så langt ud, at de ikke fortjener Guds kærlighed, og det må og skal vi være levende symboler på. Og hvis det involverer at ofre dele af de tryghedskamre, vores ungdomsfællesskaber er ved at forvandle sig til, bliver vi nødt til at indse, at det er en pris, vi må være villige til at betale.