Jeg husker tydeligt årene efter Berlinmurens fald i 1989. Det føltes, som om en dør åbnede sig mere og mere mod verdensfred. Det 20. århundredes to verdenskrige var blevet fulgt af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen. Men med Berlinmurens fald lettede noget pludselig, og kort efter opløstes Sovjetunionen. Tilbage stod den dominerende vestlige verden med USA i spidsen, og i hvert fald set herfra kunne det et øjeblik føles, som om historiens grundtone nu mest af alt lød som fred.

Så kom det nye årtusind, og pludselig var det, som om verdensufreden vendte tilbage med det komplet overraskende og rystende terrorangreb i USA den 11. september 2001. Og sandt at sige er det gået mere ned ad bakke end op ad bakke lige siden.

Eller måske vendte mennesket bare tilbage til det, det altid havde været.

Det er i hvert fald en af de tanker, der melder sig under Ridley Scotts nye film The Dog Stars.

Jeg så frem til filmen med forventning med tanke på flere af Scotts tidligere storslåede film – Blade Runner, Thelma & Louise og Gladiator. Men også med en vis spænding, fordi anmeldelserne af den nye film har været meget blandede.

Grundlæggende faldt jeg for filmen, om end den efter min smag ikke hører til blandt Scotts allerbedste.

Overlevelse eller imødekommenhed

Vi befinder os i en nær fremtid på en fuldstændig forandret jordklode. En altødelæggende sygdom har udslettet størstedelen af menneskeheden, og i Nordamerika lever de få tilbageværende mennesker isoleret, ofte kun to eller tre sammen. Det fælles samfundsliv synes fuldstændig opløst. Andre mennesker er ikke længere først og fremmest potentielle naboer, men en trussel: nogen, der kan komme for at slå dig ihjel og overtage det sted, du har gjort til dit.

Hovedpersonen Hig bor sammen med den lidt ældre Bangley, der beskytter dem effektivt med sin knivskarpe skydning, hver gang nogen forsøger at trænge ind i deres område.

De to repræsenterer på sin vis filmens grundlæggende spænding.

Bangley har accepteret den nye verdens præmisser. Overlevelse kommer først. Hig nærer derimod stadig et håb om, at der et sted findes et mere menneskeligt fællesskab. Han har en gammel flyvemaskine, og på et tidspunkt drager han afsted mod det sted, han håber findes.

Undervejs møder han en far og en datter, som også lever fuldstændig isoleret. Efter en begyndende stærk afvisning fra faren opstår der efterhånden en form for tillid mellem dem. Men også her viser filmen, hvor skrøbeligt fællesskabet er blevet. Overalt hviler mistanken om, at det andet menneske kan blive det menneske, der slår dig ihjel.

En genkendelig postapokalypse

Den postapokalyptiske genre forestiller sig ofte, at civilisationens sammenbrud forvandler mennesket til noget andet og værre — zombier for eksempel. Men The Dog Stars peger snarere i retning af, at katastrofen blot blotlægger noget, der hele tiden har været der.

Fra Kain, der slog Abel ihjel, til nutidens fortsatte krigsplage rundt omkring på jorden.

På et tidligt tidspunkt spørger Bangley Hig, da Hig søger mod forestillingen om et godt fællesskab: “Har godhed mod andre nogensinde holdt os i live?”

Bangley har jo lidt en pointe. Hig kan kun tillade sig at drømme om godhed og fællesskab, fordi Bangley står klar med geværet, når fjenderne kommer. Scotts film gør derfor ikke modsætningen mellem vold og godhed helt enkel. Retten til at forsvare sig – om nødvendigt med dødelig magt – fremstilles som lige så virkelig som behovet for at møde andre mennesker med godhed og tillid.

Men filmen giver også et lille modsvar til Bangleys spørgsmål.

I nærheden af Higs og Bangleys område findes et sted med nogle voksne og en større flok børn. Her synes en form for fred stadig at råde. Og når Hig og Bangley udviser godhed mod dem, vokser også fornemmelsen af, at fællesskabet har en værdi, der rækker ud over den blotte overlevelse.

Måske handler det ikke om godhed holder os i live. Måske er det et spørgsmål om, hvad det er for et liv, der er tilbage, hvis godheden forsvinder.

Det er svært at afgøre præcis, hvad Ridley Scott vil have os til at konkludere. The Dog Stars giver ikke noget enkelt svar på, om menneskets redning ligger i fredelig imødekommenhed eller i evnen til at forsvare sig mod ondskab. 

Men selvom den del er uklar, så er det ikke det, som jeg tager med mig fra Scotts postapokalypse. Filmen kredser om noget, som føles påfaldende genkendeligt fra begyndelsen af det 21. århundrede: menneskehedens tilsyneladende ustoppelige tilbøjelighed til ufred.