Forleden sad jeg og så DR’s programserie Er der en arkitekt til stede? med Ane Cortzen, hvor hun besøger bilernes og søernes by, Silkeborg. Som en, der er vokset op tæt på Silkeborg og tit har købt julegaver eller været til lægen i omgivelser, der minder om en blanding af brostensbelagt middelalderby og The Shire, fik jeg et sug i maven, da jeg så, hvordan der er blevet udviklet en ny ”bypark” lige ved Remstrup Ås udmunding og bredden af de berømte Silkeborgsøer. Her er der opført kolosser af punkthuse og et parkeringshus i flere etager under påskud af, at det er en park til byen.

Gid det dog blot var Silkeborg, der begik disse arkitekturforbrydelser.

Jeg bor i Aarhus, og hver gang der skyder nye lejlighedskomplekser op, tænker jeg ikke: Der vil jeg gerne bo. Jeg får tværtimod mere og mere lyst til at bo i Frederiksbjergs røde murstenslejligheder fra starten af sidste århundrede.

Burde arkitekturen ikke udvikle sig i takt med samfundets modernisering? Ligesom vi har set det med mobiltelefonen eller automobilen? Selvfølgelig har der været en udvikling: Vi bygger hurtigere. Men man kan nok ikke sige, at vi bygger bedre.

Hvordan kan det være?

De Architectura

Noget af det første, man lærer på arkitektur- og byggeriuddannelser, handler om den hedengangne romerske ingeniørarkitekt Marcus Vitruvius Pollio (ca. 75-25 f.Kr.). Vitruvius arbejdede som militærarkitekt under Julius Cæsar og kejser Augustus, og han er inspirationskilde til Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand.

Vitruvius skrev arkitekturtraktaten De Architectura (Om arkitektur), dedikeret til hans protektor, kejser Augustus, med retningslinjer for, hvordan man designer og bygger godt. I den første af i alt ti bøger beskriver Vitruvius det, han siden er blevet bedst kendt for: modellen for, hvad god arkitektur er. For Vitruvius er arkitektur en trebenet stol bestående af firmitas, utilitas og venustas: holdbarhed, nytte og skønhed. Holdbarhed er et ideal, der fandtes længe før bæredygtighed og økologisk byggeri blev moderne. Uden nytte er et byggeri funktionsløst. Det kan altså stadig være kunst, men ikke arkitektur. Endelig, og mindst lige så essentielt, beskriver Vitruvius skønhed som en ufravigelig del af arkitekturen.

Du kan derfor ikke sidde på denne stol uden alle tre ben solidt skruet på.

Copenhagen Ugly

Jeg er ikke alene om oplevelsen af, at der overalt skyder billige, kønsløse og ornamentfattige lejlighedskomplekser op, endda mange på attraktive adresser. Det er ikke første gang, dette problem bliver pointeret i den offentlige debat. Tværtimod har det foranlediget adskillige kritikker og oprør. På Instagram kan man finde Copenhagen Ugly. Profilen, som i skrivende stund har 23.000 følgere, poster bl.a. opslag med dystopiske alternativer til vores højt skattede arkitektoniske miljøer som Nyhavn, hvor de historiske bygninger er erstattet med mørke, modernistiske kassebygninger. De skriver i deres bio: ”Copenhagen is ruining itself with modernist, capitalist and hostile architecture.”

Denne nutidige arkitekturderoute har også affødt en nordisk forening, som kalder sig selv Arkitekturoprøret. På deres hjemmeside kan man finde over 250 artikler og tv-klip om, hvordan de gerne vil ”bevare og beskytte de ældre bymiljøer og genindføre den klassiske, traditionelle byplanlægning og byggestil i de nye byområder”, som de selv formulerer det. At vi blot skal vende tilbage til ”sådan vi byggede engang”, er ikke nødvendigvis en god løsning, men det vidner stadig om en massiv og voksende kritik af den nuværende arkitektoniske retning.

Vi har at gøre med en problemstilling, som vi bliver nødt til at forholde os til politisk. Den forhenværende regering præsenterede i fjor en ny national arkitekturpolitik, som indeholder otte dogmer for fremtidens arkitektur, bl.a. at prioritere omhu og skønhed og dyrke de lokale værdier og kulturarven. Daværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt sagde: ”Vi skal bygge med omtanke. Hver gang vi bygger, påvirker vi ikke kun nutiden, men i lige så høj grad fremtiden.” Den tidligere social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen bakkede op og fortalte, hvordan dette ville blive implementeret i det næste bygningsreglement: ”lovgivningen i højere grad vil fremme renovering og brugen af genanvendte og biogene materialer frem for at rive ned og bygge nyt”. Hvilken effekt disse nye tiltag får, har vi dog stadig til gode at se. Først da finder vi ud af, om den nationale arkitekturpolitik bliver til andet end endnu et dokument på hylden med politisk varm luft.

Men er det kun myndighederne, der bærer ansvaret for denne arkitekturdepression, som jeg ynder at kalde den? Selvom politikere udformer love og regler, er det jo arkitekten, der i sidste ende tegner stregerne. Eller er det?

Finanser og lokalplaner

Bag enhver arkitekt står en autoritær bygherre, som i sidste ende træffer beslutningerne om sit byggeri. Bygningerne skulle være vores fælles gadekunst, men alt for ofte bliver de i stedet til finanskapitalistisk boligspekulation. Se blot, hvordan store, udenlandske investeringsfonde som fx Blackstone opkøber ejendomme udelukkende med henblik på (hurtigt) økonomisk afkast. I stedet for at boligejere renoverer, nusser og personliggør deres eget hus, fremmedgør og standardiserer kapitalfonde disse selvsamme historiske bygninger – kombineret med huslejestigninger, som kun eliten kan betale.

Der bliver i stor stil lovgivet af myndighederne både om, hvordan et byggeri skal opføres uden at falde sammen, og hvordan vi undgår at ødelægge klimaet med vores nybyggede betonblokke.

I princippet har vi også lovgivning i form af lokalplaner, som skal forhindre øjebæer som Søtorvet i Silkeborg, Unity (nu Archouse Aarhus) og bygningen til ungdomsboliger på Østerbrogade i København, som netop har vundet prisen for årets grimmeste byggeri af Arkitekturoprøret. Lokalplanerne er dog ikke tilstrækkelige til at standse opførelsen af odiøse og deprimerende bygninger, der skyder op som ukrudt mellem fliserne.

Man står afmægtigt og kigger på en uhellig trekant: arkitekter, der kan tegne smukt, men ikke får forudsætningerne for det; bygherrer og ejendomsudviklere, som hellere vil profitmaksimere og se sorte tal på bundlinjen end kunstværker i byen; og myndigheder, der laver love, som ikke har den ønskede effekt.

Det er opskriften på arkitekturdepression.

Valgfri venustas

Det virker, som om vi i vores kamp mod boligtrængslen og vores ønske om attraktive kontorpladser i storbyerne har glemt skønheden. Vi er gode til at presse så mange kvadratmeter ind på så lidt plads som muligt og dermed forsøge at gøre utilitas – nytten – til det dominerende ben.

Vitruvius’ taburet er blevet en kapitalistisk kængurustylte.

Vi er også midt i en økologisk krise. Derfor er der et skærpet fokus på at bygge grønt: hvor mange CO₂-ækvivalenter et byggeri må udlede pr. m², og hvor begreber som biogene materialer og cirkulær tankegang er to af de mest sexede begreber, hvis du står på en stand på en arkitekturmesse.

Men en smule firmitas løser altså ikke den helt overordnede udfordring. Vi falder af Vitruvius’ taburet og ned i arkitekturdepression, hvis vi glemmer at prioritere skønheden.

Jeg plæderer ikke for, at alt skal ligne husene i Den Gamle By. Vi må og skal altid udvikle arkitekturen og tegne streger andre steder, end vi gjorde i klassicismens storhedstid. Vi kan bare ikke blive dovne og acceptere bygningsværker, som glemmer Vitruvius’ hellige trekant og ikke respekterer deres rolle som kunst, der skal stå i generationer, og som vi alle er eksponeret for.

Jeg plæderer heller ikke for, at alle arkitekter skal blive avantgardister, kapitalfondene mæcener og myndighederne kuratorer.

Jeg drømmer om, at vi husker venustas, når vi tegner stregerne, laver lovene og budgetterer for den bygningskunst, der konstant omgiver os i bybilledet. Det er ikke uden betydning. Som Winston Churchill sagde det:

We shape our buildings and afterwards our buildings shape us.

Derfor skylder vi også hinanden ikke at betragte skønhed som noget valgfrit.