Hvad er historien?

“Folketinget får tilknyttet en præst i det nye folketingsår.” Den besked kom ud i tirsdags i en pressemeddelelse fra Folketingets Præsidium. Ordningen kommer efter, at Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen har henvendt sig til Folketingets formand med et tilbud om, at en eller flere præster i Københavns stift kan stille sig til rådighed for Folketinget. 

Tilbuddet kom egentlig i efteråret — Kristeligt Dagblad interviewede dengang biskoppen om det — men dengang var der ikke flertal for det i Præsidiet. Det er der dog nu, og derfor kunne Søren Gade (V) sige således i pressemeddelelsen:

“Et enigt Præsidium har på et møde besluttet at takke ja til tilbuddet. De nærmere praktiske omstændigheder skal drøftes efter sommerferien, og det er tanken, at Folketinget fra det nye folketingsår får tilknyttet en præst.”

Vi får derudover også at vide, at Folketinget i de senere år har holdt ugentlige andagter for folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg med god tilslutning, så selvom der ikke er styr på det praktiske — det er der i øvrigt god tid til at finde ud af, Folketinget åbner først igen til oktober — så er der allerede en forbindelse der. En række præster har i hvert fald været gæster til disse andagter.

Hvis det bliver en præst fra Holmens Kirke, så bliver det ikke en lang pendlertur.

Og nå ja, så udspecificeres det meget tydeligt, at dette er ikke er merudgift for skatteyderne.

Hvorfor er det vigtigt?

Debatten på bagkant af meddelelsen falder i tre. 

Den første er den internt kirkelige: Kunne man bruge de præstetimer et andet sted i stiftet? Politikerne kan vel knytte an til de præster, som de har derhjemme? Hvordan man skal vægte de indvendinger, er dog svært at sige på nuværende tidspunkt, da praktikaliteter ikke er på plads.

Den anden er, at beslutningen falder i kølvandet på en debat om, hvorvidt Danmark er et “kristent land” efter det ikke stod i regeringsgrundlaget. Og selvom moderne politikere i dag også er influencere, så skal man være meget kynisk anlagt for at mistænke “Krop og sjæl”-minister Ida Aukens (S) udelte begejstring for beslutningen for kun at være timet spin. 

Nej, den rigtige debat — uden for Kristeligt Dagblads spalter altså — har handlet om en gammel traver: kirke og stat. Signe Wenneberg (Å) argumenterede for at holde det parlamentariske arbejde adskilt fra religion i Go’Morgen Danmark. Svend Brinkmann skrev, at det var “endnu et skridt ned ad den post-sekulære vej”, og at man i stedet burde ansætte en filosof — hvilket måske er det mest franske, der nogensinde er sagt på dansk. 

Hvad betyder det?

Nu skal vi ikke vælge side her, men Ida Auken kunne gøre noget ret sjovt ved at give Brinkmann og Wenneberg en særlig post-sekulær invitation til åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, der er blevet afholdt hvert år siden 1850, når Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.

Man fristes til at tilskrive debatten om en folketingspræst til agurketid og kalde det en storm i et glas vand, men samtidig må man også have forståelse for, at den religiøse opblomstring i det politiske sprog ville få en modreaktion — og ikke en helt uberettiget modreaktion — selvom reaktionen på denne specifikke sag måske er lidt malplaceret. 

Vi har altså også studenterpræster på universiteterne og feltpræster i forsvaret.

Karsten Hønge, repræsentant for SF i Præsidiet, udtalte sig med vanlig nøgternhed om beslutningen til Kristeligt Dagblad:

“Jeg er ikke medlem af foreningen og har ikke abonnement på evigheden. Men jeg ønsker alt godt og Guds fred til de af mine kolleger, som tror på det, og hvis det giver dem styrke i hverdagen, så synes jeg bestemt, at vi skal imødekomme dem."