SSPX har igen bispeviet præster mod pavens vilje. Det river op i gamle sår, der går tilbage til første gang SSPX gjorde dette i 1988. Men først og fremmest handler sagen om, hvordan troskab mod traditionen og Kirkens enhed bør anskues.
Opdat. 2/7 2026 efter officiel udmelding fra Den Katolske Kirke.
Hvad er historien?
Den 1. juli kl. 9 om morgenen fandt en yderst kontroversiel ceremoni sted i Écône, Schweiz. Her blev fire biskopper bispeviet af SSPX, det præstlige selskab af den Hellige Pave Pius X. Det gjorde de på trods af Pave Leo XIV's forbud mod netop denne handling, og hans bøn til SSPX om ikke at gennemføre bispevielserne og i stedet vende sig mod Kirkens enhed, for ved sådan en bispevielse mod Pavens vilje påfører Biskopperne sig automatisk ekskommunikation.
I 1970 fik Mons. Marcel Lefebvre tilladelse til at oprette selskabet SSPX, der ønskede at uddanne præster til at fejre en ældre form af den romerske liturgi. Selskabet var desuden stærkt kritisk over for modernistiske tendenser, de mente at se i Den katolske Kirke — ligesom Pave Pius X, hvorfor selskabet tog hans navn til sig. I de følgende år opstod en konflikt mellem SSPX og Paven, der kulminerede i 1988, hvor Mons. Marcel Lefebvre viede fire biskopper mod Pave Johannes Paul II's vilje, hvorefter Paven erklærede, at disse biskopper og alle med formel tilslutning til bevægelsen var i skisma — de havde brudt enheden med Kirken.
Hvorfor er det vigtigt?
I 2026 befinder SSPX sig i en situation, der minder meget om den i 1988. Mons. Lefebvre og to af de af ham viede biskopper er gået bort. Eftersom bevægelsen har brug for præster for at fungere, og kun biskopper kan ordinere præster, samt at der skal være to biskopper til stede under bispevielsesritualet, besluttede SSPX, at de ville vie fire nye biskopper den 1. juli 2026 — denne gang trods Pave Leo XIV's eksplicitte forbud.
Lefebvristerne kalder sig katolikker og anerkender, at Pave Leo XIV er sand Pave. Hvorfor går de så mod hans udtrykte vilje? Lefebvristerne mener, at Den katolske Kirke befinder sig i en dyb krisesituation, hvor hun er dybt infiltreret af modernistiske kætterier — dette gælder ikke mindst dele af Andet Vatikankoncil, de efterfølgende paver og reformen af den romerske liturgi fra 1970.
Den katolske Kirke efter koncilet betegnes ofte af lefebvrister — med en hvis afstandtagen — som "den koncililære kirke", mens de tilslutter sig "det evige Rom". Med denne sidste betegnelse ønsker lefebvristerne at beskrive sig selv som sande vogtere af den autentiske katolske tradition, og i nidkærhed mod denne arv kan selv Pavens og Koncilers ord og dom tilsidesættes for det højere gode, som er den evige og tidsløse katolske sandhed.
Mange katolikker ser her et slægtskab med Martin Luthers afvisning af al kirkelig myndighed, som kunne nedlægges med det såkaldte rene Evangeliums sværd.
Hvad betyder det?
I morges, et døgn efter bispevielserne, har Rom responderet. De to viende og fire viede Biskopper er ekskommunikerede, præster fra SSPX erklæret skismatikere og lægfolk med formel tilslutning ligeså. Hermed er SSPX' status mere eller mindre rullet tilbage til 1988. De har igen påført sig den ekskommunikation, der blev løftet af Pave Benedikt XVI i 2009, og de har mistet fakulteter til at høre Skriftemål gyldigt og ægtevie gyldigt, som de modtog af Pave Frans i 2017.
Lefebrvisterne står altså Rom fjernere end de længe har gjort, men inviteres i samme åndedrag til at søge genforening. Mens SSPX som sådan ikke bliver forenet med Rom lige nu, kan det være enkelte præster og troende gør.
Hvad der sker inden for SSPX' egne rækker kan man kun gisne om. Efter bruddet med Rom i 1988 er SSPX splintret i mindre grupper, den ene mere radikal end den anden, men flere SSPX-præster har også vendt selskabet ryggen for at søge enhed og forsoning med Rom.
Mange har drømt om at se en forening mellem SSPX og Den katolske Kirke — den drøm synes lige nu som minimum at være udsat på ubestemt tid, hvis ikke slået helt i stykker. Til gengæld kan lefebvristernes nye skisma med Den katolske Kirke give anledning til at reflektere over tre ting:
For det over første kirkens enhed, der ifølge Den katolske Kirke flyder fra Peter og hans efterfølgere. For det andet hvordan Helligånden ufejlbarligt og sikkert vejleder Kirken i hele sandheden. For det tredje menneskets rolle i Kirken, hvor Den Hellige Treenighed på den ene side inviterer alle mennesker til at være en del af denne Kirke, men samtidig minder os om, at vi aldrig er nødvendige for Kirkens overlevelse, men at Gud har styr på det, også uden vores bedrifter, selskaber, bønner og engagement.
Der er, var og bliver alene én, der kan føre Den katolske Kirke sikkert ind i frelsens havn, og det er Jesus Kristus.
