Er dette et forsvar for det meningsløse? Nej, det er en udfoldelse af det. En konstatering af, at det, der egentlig ikke har nogen mening, kan få en tillagt. Det er nok mest af alt en fortælling om, når det, der ikke er vigtigt, bliver vigtigt, og måske også for vigtigt?  

Jeg har simpelthen fået lov at tage jer med ind i mit lille parallelunivers. Jeg husker stadig, hvad jeg tænkte om dette parallelunivers første gang jeg stødte ind i det, dengang jeg endnu stod udenfor. Så det får I historien om nu. 

For ti år siden var jeg i Canada, i den provins, der godt selv ved, at den rummer en mængde skønhed ud over det sædvanlige. Ja, på deres lille kvadratiske nummerplade står der ”Beautiful British Columbia”. Min kone og jeg tog på den obligatoriske roadtrip til kysten, og her stoppede vi i Squamish. En by, hvor det er umuligt ikke at se Stawamus Chief, et smukt, kæmpe stykke granit, der ligger ved fjorden. Stejle klippesider rejser sig og tiltrækker enhvers opmærksomhed. Bjerget kalder, og de fleste svarer ved at bestige det til fods af vandrestier. Jeg forestiller mig at de fleste kender mødet med naturen fra toppen af et bjerg, en udsigt der lagrer sig kropsligt. 

For andre er det ikke nok at nå toppen ved at gå af bagsiden af bjerget, de må bestige den lodrette klippeside med reb, følge sprækkerne op, sætte forskellige slags metalgenstande i spænd i sprækkerne, som de så stoler på vil gribe dem, hvis kræfterne svigter eller foden skulle glide. Ja, nogle gør det ligefrem til en flerdagesoplevelse og sover på en ’portaledge’ på midten af klippen. Min kone og jeg stod og pegede op på de overnattende klatrere sammen med andre turister. Det var åbenlyst, at det, de gjorde, fortjente respekt. Sikke en oplevelse af natur og mestring det måtte være. 

Vi overnattede på en teltplads for klatrere, som nogle af de få, der ikke klatrede. Vi opdagede hurtigt, at de fleste slet ikke havde tænkt sig at klatre på Stawamus Chief. Nej, de skulle klatre inde i skoven omkring bjerget. Her var der et område, der blev kaldt Titanic, et område med restprodukter fra bjerget, altså sten, der var faldet ned fra bjerget i løbet af tiden. Klatrerne havde altså tænkt sig at benytte sig af restprodukterne, klatre på nogle store sten, i stedet for at klatre på bjerget. Hvad havde de egentlig gang i? Hvorfor opholdt de sig for foden af meningen? Hvordan kan man stirre sig blind på et restprodukt, vade rundt i en skov med en tung madras på ryggen, når det imponerende og smukke er lige ved siden af? Dengang var jeg overbevist om, at det var fordi de var bange, at frygten holdt dem tilbage, og det har det givetvis også været for en del af dem.

Her ti år senere er det mandag, vejrudsigten har sagt frost og sol, så jeg har lige afleveret min søn i børnehave, pakket bilen med 4 store madrasser og sat gps’en mod Hultastenen i Skåne. De næste to timer bruger jeg i selskab med Knausgård ligesom jeg har gjort de 15 andre gange, jeg har kørt denne tur. Denne gang er det ”Om sommeren” jeg lytter til.  Jeg når at lytte 4 minutter førend han formulerer det, jeg her prøver at sige helt skarpt. Det er det kedelige ved at lytte til Knausgård, han afslører, at ens tanker ikke er unikke, samtidig viser han, at han kan sætte ord på det, man ikke selv kan:” Vi siger noget giver mening, som om mening er noget vi får i gave, men egentligt tror jeg det forholder sig omvendt, det er os, der giver mening til det, vi ser”.

Det er det, bouldering er. At give det, at klatre på store sten, en mening. Det samme kunne man sige om rigtig meget her i livet. Det er uden en iboende mening, men vi vælger at tillægge det mening. Dengang i Squamish tillagde jeg det ikke mening at være god til at klatre på sten. Jeg tillagde det ikke mening at dukke sig, sætte sig ned under en sten, bruge uger, måneder, endda flere sæsoner på at komme til tops på en sten, som man bare kunne have gået op på fra bagsiden. Men at sten nu har fået en stor betydning i mit liv, kan jeg ikke løbe fra. Jeg erfarer det ikke som om, jeg aktivt har tillagt det værdi, men snarere at det gradvist har vokset sig til et område, jeg planlægger mine uger og mine ferier efter.

Nu drejer vi fra hovedvejen til en grussti, og jeg mærker begejstringen stige. Vejret er ikke som vejrudsigten lovede, solen putter sig bag en grå sky, vinden er strid, og der er chill faktor på -13 og en knastør luft.  Det er ikke sommer. Det var kun i begyndelsen, jeg var så dum at komme om sommeren, for der går køer på marken, og helt ærligt, så er de ret nærgående. Jeg er faktisk ret bange for dem, og engang spiste en ko min sko, men det er en anden historie. Det egentlige problem er, at om sommeren bager solen på stenen, så hænderne bliver fugtige og glider. Jeg parkerer bilen ved siden af marken, hvor den store sten står: Hultastenen. Denne sten har sin helt egen infotavle, der fortæller stenens oprindelseshistorie. Det er sjovt nok en trold, der i sin tid kastede stenen efter den lokale kirke og ramte ved siden af. 

De sidste par år har jeg jævnligt parkeret min bil her. Til at begynde med for at klatre en linje på stenen, der hedder ” Krakel spektakel”. En linje, der starter midt på stenen, yderst uimponerende at se på, fem håndflyt og nogle fødder, der nærmest ikke skal flyttes. Alligevel føles den svær og akavet, indtil kroppen bliver fortrolig med de positioner, der kræves. Denne linje gik hurtigt, og så kunne jeg jo passende prøve den næste udfordring. En sidde-start på den samme linje. Nu skal numsen røre jorden, og efter tre bevægelser har man klatret ind i den oprindelige linje. ”Kusin vitamin” var en svær linje for mig, men én dag stod jeg pludselig på toppen af stenen.

Den næste logiske udfordring er en endnu lavere start på samme linje. Man skal dukke sig og møve sig ind under stenen for at begynde længst muligt inde. På denne linje er der et sted mellem 7 og 10 håndflyt, alt efter hvilken metode man vælger. Nu rejste spørgsmålet sig; skulle jeg virkelig kaste mig ud i sådan et projekt, som det ville være at klatre denne linje? Linjen havde en gradering, der var sværere, end jeg nogensinde havde klatret før. Dette gik jeg og spekulerede lidt på i januar 2025. Sagen blev afgjort, da en anden gut jeg kendte også havde mandagsfri og var klar på at kaste sig ud i ”Tvekampen”. 

Jeg havde en naturlig deadline. Min kone og jeg skulle have barn nummer to til april.  Og man kan dårligt tillade sig at være i Skåne for at klatre på en sten, imens ens kone går i fødsel. ”Far forsøgte at klatre Tvekampen imens du blev født, Viggo”. I begyndelsen af marts havde vi kørt til Skåne hver gang vejret tillod det, og nu var jeg for alvor tæt på, eller, det troede jeg. De første 7 flyt havde jeg lavet og var nået til begyndelsen på den oprindelige ”Krakel spektakel”.

Jeg havde en sidste chance tilbage. Jeg havde planlagt alle mine møder sådan, at jeg kunne tage afsted en torsdag morgen med godt vejr. Det gik godt. De første par forsøg virkede lovende. Og så skete det. Jeg kom igennem starten. Jeg nåede til ”Krakel spektakel” og lavede det første flyt. Nu skulle jeg bare lige flytte foden en enkelt gang og lave nogle bevægelser, jeg var fortrolig med. Men kræfterne slap op og jeg faldt igen. 

Jeg kørte hjem, fik en søn, mærkede foråret komme. Livet var ligesom på sit højdepunkt, men samtidig boede der en ambivalens i mig, for nu lakkede sæsonen mod ende. Nu måtte jeg vente til næste år, når sommeren igen havde sluppet sit tag, før jeg kunne lukke mit projekt. Og nu sidder jeg så her, et helt år senere i samme situation. Sneen smelter, folk er glade, foråret kommer og jeg må nu efter 15 mandage se mig slået endnu engang.

Og tankerne hober sig op. Hvad skal jeg gøre anderledes? Træner jeg på en forkert måde? Er der noget der gør, at lige netop den her linje passer dårligt til mig? Er jeg ved at blive for gammel? Skal jeg forsøge at gøre noget ved min kost? Skal jeg forsøge med andre klatresko? Skal jeg give op? 

At noget, der egentligt ikke er noget i sig selv, alligevel er blevet til noget væsentligt, oplever du måske ikke i samme grad, men jeg tror alligevel at de fleste af os lever store dele af livet for foden af meningen. Uanset hvad vi måtte tænke, meningen med livet er, så tror jeg det er for intenst at opholde sig ved meningen hele tiden. At slå sit telt op der, hvor alt føles som liv eller død. Det rammes jeg af, når jeg i ugens løb sidder med bibeltekster, som vil mig noget.

Tekster, der ofte er så radikale, at de kalder på afkald. Teksterne konfronterer os med at det, der er blevet vigtigt for os, alt det skabte, det vi har tillagt en mening, ikke må blive centrum for livet. Den plads er forbeholdt skaberen. Teksterne rusker op i mig, udvider mit perspektiv og afslører mig. Som præst er jeg i selskab med disse meningsfortættede tekster hele ugen. Hvis det lykkes mig at formidle det ordentligt, er menigheden i kontakt med noget af det samme i ca. 15 minutter, hvorefter livet fortsættes.

Og nu er jeg ved at ende der, hvor jeg indledningsvis sagde, jeg ikke ville ende, nemlig i et forsigtigt forsvar for det meningsløse. For måske er livet som leves for foden af meningen alligevel meningsfuldt i kraft af, at det er restprodukter fra meningen selv vi boltrer os med. Eller sagt anderledes, jeg håber at skaberen nyder at se os udfolde os i hans skaberværk, at han er stolt over, at vi også vil tillægge alt det skabte en mening. At vi vil ligne ham og skabe noget, der hvor der egentligt ikke er noget.  

Jeg leger lidt med tanken om, hvad der ville være sket, hvis trolden, der kastede stenen, havde ramt kirken? Så var det åbenlyst, at kirken og stenen var i konflikt med hinanden. Så havde stenen måske heddet kirkeknuseren. Der var formentlig bare blevet bygget en ny kirke, men det ville stå klart for os, at det vi tillægger mening, er i konflikt med det meningsbærende. Det håber jeg ikke er tilfældet.